Langbordsmiddag
//Det sker

Høsten fejres med kæmpe langbordsmiddag i Aarhus

Af Redaktionen

Kom med til kæmpe økologisk langbordsmiddag for 1.000 gæster midt i de grønne omgivelser i Botanisk Have i Aarhus lørdag d. 19. august. Her arrangerer Foreningen Byhøst, Aarhus Kommune og Økologisk Landsforening for første gang en høstfest med fem økologiske måltidsoplevelser serveret af aarhusianske restauranter og lavet på råvarer fra økologiske landmænd.

 

By og land bindes sammen, når Smag på Aarhus under Aarhus Kommune, Foreningen Byhøst og Økologisk Landsforening nu introducerer byens nye høsttradition: Aarhus Høstfest. En festmiddag, hvor byen og landet sammen fejrer høsten af sommerens økologiske avl og afgrøder. 1.000 gæster inviteres til middag ved et 350 meter langbord i Botanisk Have i Aarhus lørdag den 19. august fra 17.00-21.30.

Langbordsmiddag

Byhøst har i mange år lavet store langbords-høstfester i Københavns gader og parker. Høstfesterne handler om at forbinde land og by og sammen fejre høsten af de gode, lokale og økologiske råvarer. Vi er derfor meget glade for at samarbejde med Økologisk Landsforening og Smag på Aarhus om at introducere konceptet i Aarhus. Og vi håber, at festen kan danne baggrund for nye værdifulde partnerskaber mellem økologiske landmænd og restauranterne i Aarhus, som vi har set det ske til høstfesterne i København, siger Kristoffer Melson, en af grundlæggerne af Foreningen Byhøst.

 

Vil bringe traditionen tilbage

Gæsterne til høstfesten kan vælge mellem måltider kreeret af enten Restaurant L’estragon, nyåbnede Timm Vladimirs Køkken, Spiselauget Godsbanen, Green Neighbour eller michelin-restauranten Substans – som alle hører til i Aarhus og har fokus på økologi. Restauranterne tilbereder retterne af friske råvarer fra økologiske landmænd, som restauranterne oftest har været på besøg hos inden. Alle restauranterne serverer maden på præcis samme tid, så hele langbordet spiser sammen.

 

Samles om maden og samtalen

Det er dog ikke kun ude hos landmændene, det spiselige skatkammer findes. Også byens borgere dyrker grøntsager i byhaverne og sanker bær og grønt i naturen. Aarhus huser en stribe grønne initiativer, som understøttes af kommunens projekt Smag på Aarhus, der også er medarrangør på høstfesten. Byhaverne i Aarhus har vist sig at give mere end radiser og purløg. De grønne fællesskaber knytter mennesker tættere til det lokale miljø og kan dermed være et udgangspunkt for nye relationer. Det er det samme inkluderende og vedkommende fællesskab, som også skal opleves ved Høstfestens bord. Gæsterne medbringer egen tallerken og service og bidrager på den måde også til måltidets mangfoldighed. Maden er som udgangspunkt fadserveret, så gæsterne samles om maden og samtalen, siger Pernille Villesen, projektleder for Smag på Aarhus, Aarhus Kommune.

 

Optakt til Økologisk Høstmarked

Til høstmiddagen kan du møde landmændene, der har leveret de økologiske råvarer, men du er også inviteret ud på selve gårdene og opleve, hvor råvarerne kommer fra. Den 2. og 3. september holder økologiske gårde over hele landet Økologisk Høstmarked. Høstmarkedet er et vindue til Danmarks økologiske spisekammer og hele den økologiske branches fælles event, som arrangeres af Økologisk Landsforening sammen med de økologiske landmænd.

 

Køb billetter til høstfesten i Aarhus via facebook

 

Det sker Se alle

Udvalgte artikler Se alle