Hole in one  – smørrebrødet på Restaurant Unico

Vi har før fortalt om en af landets bedste golf-restauranter. Den ligger i Skåde (det sydlige Aarhus). Hvad mange måske ikke ved er, at Restaurant Unico også laver god og gennemført smørrebrød. Faktisk langt bedre end de fleste kan præstere. Umiddelbart hænger golfbaner sjældent sammen med mad på højt niveau. Men her er det omvendt. En stor del, af de gæster, som kommer for at spise på Unico – er ikke golffolk. De kommer der udelukkende på grund af maden.

Restaurant Unico

Jeg har igennem årene ofte spist min frokost på Unico. De gør det godt – og ikke mindst ved de, hvad de vil. Råvarerne er gode. De er udvalgt med omhu. Udvalget er stort, men på den gode måde. Vejret, den dag vi var forbi, var ikke som dansk sommervejr burde være. En del blæst, og kun sparsomt med sol på himlen. Det gjorde ikke noget. Vi fik plads indendørs.

God velkomst til de tørstige

Der var bare mange i restauranten den dag. Men vi kom også præcist 12.30. Der var valgfrie pladser, god stil. Det første, tjeneren spurgte om, var, hvad vi havde lyst til at drikke. Det var befriende. Jeg tror nok, at han mente vand, men vi bestilte en øl hver. Grunden var, at vi på forhånd havde bestemt os for smørrebrød. Men det vidste han jo ikke. Vores drikkevarer kom med det samme. Betjeningen var pænt oppe i gear. Fedt, da det altid giver en god start, når betjeningen er på dupperne.

Restaurant Unicos terrasse

Moderne højtbelagt

Udvalget var pænt stort. Der er en fast frokosttallerken til 175 kroner, men også andre frokostretter. Vi var ikke i tvivl om vores valg. Fem stykker smørrebrød, og det var mere end rigeligt til to personer. To stykker per snude er passende for de fleste.

Hjemmegravet færøsk laks til 100 kroner. Et stykke fast rugbrød med en gravet laksetatar på. Den var rørt i rævesauce. Flere variationer på estragon og friske urter fra Urte Lars og med stedmoderblomster på. Der var tørret estragon hen over stykket. Det forstod jeg ikke helt, når der både var estragonmayo og frisk estragon på. Måske var det for at få mere grønt til det visuelle udtryk. Umiddelbart var vi i den klassiske afdeling. Rævesaucen var en ny version, hvor sødmen var mere afdæmpet. Et flot stykke, hvor laksen var mør som blødt smør. Fedmen fra fisken smagte af fisk. Fedt. Der var ikke sparet på noget. Alt rugbrød på Restaurant Unico er friskbagt og derefter smørristet.

Færøsk laks på Restaurant Unico

Næste stykke var nye danske kartofler, hytteost og rømørejer til 110 kroner. En kraftig urte-emulsion og friske bøgeblade og godt med dild var sammensætningen her. En kartoffelmad hvor rejerne tog opmærksomheden. Pyt med det, for det smagte særdeles fremragende.

Et stykke med rømørejer og nyopgravede kartofler på Restaurant Unico

Kongestykket, som ryddede bordet, og satte nye standarder for hvordan et stykke med ål skal smage. Ålen var først røget og siden stegt på panden. Den var lun. Håndrørt syrlig hollandaise, solgul æggecreme og syltede løg, godt med syre som binder det hele sammen i en superskarp smag. 130 kroner var prisen, og det var fuldt forståeligt for et af de bedste stykker med ål, jeg har smagt.

Kongestykket med ål på Restaurant Unico

Økologisk, dansk fritgående svin fra Sønderjylland. Bryst og mørbrad. En mild rygeostcreme. Forårsløg, spidskål og ramsløg blandet sammen med en sennepspuré på smørristet rugbrød. Svinet koster 110 kroner. Det er prisen, hvis du vil have de bedste råvarer og den bedste smag. That’s it!

Et stykke med dansk økologisk svin på Restaurant Unico

Nordjysk naturkvæg går lige i hjertet på folk fra hovedstaden. Her er det mere en selvfølge, at kvæget har gået frit ude hele året. Den brændte æggeblomme tog kegler, da den løftede kødet, hvilket jeg ikke havde troet kunne lade sig gøre. De lokale, hvide asparges sang på sidste vers, men de smagte af sommer. Skiverne af kødet var ikke tynde. De havde god tykkelse, som kun tæller op her. Især når det er mørt som smør. 120 kroner var prisen for stykket med den vilde okse. Jeg kan godt lide pynt på smørrebrød. Her var der nyplukket ærteskud og majsurt på toppen. De kom direkte fra den lokale gartner.

Naturoksen på Restaurant Unico

Råvarerne betyder meget for folkene på Restaurant Unico. Bæredygtighed og friskhed er alfa omega. Det er ingen hemmelighed, at mange af råvarerne er lokale og specielt udvalgte. Eller så lokale som muligt. Kødet finder de på mindre gårde i Jylland, hvilket kan smages. Bliv ved med det!

 

Lokalt øl – hvad ellers?

Øl er perfekt til smørrebrød. Snaps er også en god ledsager. Det lokale bryghus i Aarhus er kendt for at brygge noget godt øl. Det er efterhånden velkendt her på egnen. Unico har deres øl på fad. Øl til maden er ikke en let sag. Alt for mange serverer forkerte øl med alt for meget humle. Den bitre humlesmag kan fint matche rugbrødet, men kan også taget noget af smagen fra smørrebrødet. Tjeneren anbefalede en IPA, hvilket undrede os en del. Vi nappede dog Klosterbryg, da vi var sikre på det valg. Senere bestilte vi en IPA. Jo vel, den smagte godt, og kunne godt gå til et par stykker af smørrebrødet, men Klosterbryggen kunne dække dem alle fem.

To lokale øl på Restaurant Unico

Vores vurdering

Lad os slå det fast med det samme. Vi har at gøre med noget af det absolut bedste smørrebrød i Aarhus. Måske også i Danmark. Det er moderne smørrebrød med respekt fra det klassiske håndværk. Stykker der er store og skarpe. Smagen og råvarerne var bare helt i top. Brødet, som de selv bager, var ganske enkelt perfekt. Skiverne var tilpas tykke i min bog. At de er smørristet trækker kun op. Vi har før kritiseret Unico for at have for tykke skiver. Det har de ikke mere. Tak for det!

 

Alt i alt får du en af de store frokost-oplevelser, hvis du smutter forbi Unico. Kokkene er hamrende dygtige. De kan deres håndværk, og jeg bliver gang på gang overrasket over, at det er en restaurant på en golfbane, vi har med at gøre. Det er lige før, at Unico er grunden til, jeg vil begynde at spille golf.

 

Når vejret er godt, så er der masser af udendørs siddepladser i solen. Ikke helt uvæsentligt. Det er de gratis parkeringspladser lige uden for døren heller ikke. Dansk smørrebrød når det er bedst, er dommen herfra. De sidste 4 frokostrestauranter, jeg har besøgt i København, er langt fra Restaurant Unicos niveau. Synd for dem, men godt at Unico ikke går på kompromis.

 

Restaurant UNICO

Ny Moesgårdvej 50, 8270 Højbjerg

Email: mail@restaurantunico.dk

Telefon: +45 86 27 66 11

Link til hjemmeside

 

Del:Share on Facebook0Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+0

Skriv et svar