//Det sker

Hotel Carmel – Fra missionshus til multifunktionelt gå-i-byen sted

Af Kirstine Anker

Kenny Jess Brandt slapper aldrig af. Iværksætteren fra Svendborg står, sammen med sin kone Louise, bag Løve’s-imperiet, der består af Løve’s Bogcafé, Løve’s Vincafé, Løve’s Antikvariat og Løve’s Forlag. Desuden har han skrevet to romaner. Og manden er altså kun 36 år gammel. Kenny er cand.mag. i idéhistorie og nordisk Sprog og litteratur og passionen herfor driver hans iværksætteri. Herudover elsker han vin og importerer selv flasker til de to caféer.

 

I januar overtog han 4 etagers historiske lokaler på Klosterport, som senest husede Granhøj Dans. Det var originalt et missonshus fra 1921, fra hvilket Kenny har genoplivet navnet “Carmel”. Restaureringen af disse lokaler er med fuld respekt for det originale håndværk og skal i sidste ende resultere i en ambitiøs drøm, om at give de aarhusianske 30+’ere et elegant gå-i-byen sted. Der kommer restaurant, salon og hotel. Alt sammen i ånden fra 1920’ernes kultur.

 

Den 400 m2 store salon åbner først. Det bliver lørdag d. 29. april. I løbet af ugens dage kommer der til at være arrangementer for enhver smag og der skortes ikke på ambitionerne. Du kan både se frem til jazz, swing, dans og litteratur.

Vi mødtes med Kenny Jess Brandt, der gav os en rundvisning, midt i byggerodet. Se billedreportagen herunder:

Aarhus Update

Hotel Carmel har imponerende 1600 m2 som gæsterne kan boltre sig på. Salonen består af 400 af dem og fra balkonen oplever man virkelig salens potentiale. Her ses baren til højre og scenen til venstre.

 

De flotte, store vinduer står stadig som i 1921 og kaster masser af lys ind i salen. Hvis altså ikke de røde gardiner er trukket for, for at skabe den rigtige 20’er stemning.

 

Baren er snart klar til at servere Kennys importerede vine og mikse lækre cocktails.

 

Det bibelske citat “det er fuldbragt” står malet hen over buen bag ved scenen. Mikrofonen står som skarp kontrast klar til at forstærke de søde røster fra diverse sangerinder.

 

De imponerende lamper.

 

Kenny er ikke bange for selv at tage fat. Udskiftningen af pærer i de mange lamper højt oppe under loftet var blandt andet hans opgave.

 

De originale orgel har været beset af 3 forskellige orgelstemmere og fungerer igen.

 

Interiøret er nøje udvalgt til at kunne skabe den helt autentiske stemning.

 

Trappen, der fører op til det kommende hotel, på 1. og 2. sal.
Hotellet åbner først d. 1. juli og der er en gennemgribende renovering i vente. Køkkenet her, hvor håndværkerne holder deres pauser, skal blive til hotellets dyreste luksussuite.

 

Receptionen skal være her og på tagterrassen bagved kommer hotellets gæster til at kunne nyde morgenmaden eller en kop kaffe.

 

Du finder Hotel Carmel på hjørnet af Nørre Allé og Klosterport

 

Hotel Carmel

Nørre Allé 23c/Klosterport 6
8000 Aarhus C
Telefon: 30 54 72 20
Hjemmeside

 

Det sker Se alle

Udvalgte artikler Se alle