Hvordan er det nu med Godsbanen, maden og Spiselauget?

Hold op, hvor man ofte hører om Godsbanen, og de gamle godsbanearealer. Det er kun med rette, da der for alvor er kommet gang i den på Godsbanen. Men hvad er Godsbanen for en størrelse, og hvordan hænger tingene sammen? Efter et utal af spørgsmål, har vi sat os for at finde ud af det.

 

Noget med kultur

Godsbanen i Aarhus er cool. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Området skriger på aktiviteter, og er et slags frirum i en by som konstant ligger i byggerod. Der er efterhånden kommet godt gang i den gamle godsbaneterminal. Ikke mindst har ombygningen sat nye standarder for, hvordan moderne arkitektur går i spænd med gamle bygninger fra 1920’erne. Folkene på Godsbanen kalder stedet et kulturproduktionscenter. Den formulering er lige så bred, som Storebæltsbroen er lang. I princippet kan det dække over det meste.

 

Værksteder, kunst, koncerter og iværksætteri

Aktørerne på Godsbanen er en broget flok. Her kommer alle typer mennesker. Er du arkitektstuderende og gerne vil lave en prototype at et bord, eller er du forfatterspire, som gerne vil fordybe dig i litteraturen, så går du ikke forgæves på Godsbanen. Det grafiske værksted, lasercutteren, smedeværkstedet, billedkunst og snedkerværkstedet er yderst populære. Her er altid mange mennesker. I de mange åbne værksteder kan du bare droppe ind fra gaden, låne værkstedet og få professionel hjælp til dit projekt. Hvis du ikke kender værkstederne, så kig forbi en dag. Det er spændende og sjovt uden, der går for meget Silvan i den.

Et hav af spændende virksomheder

Institut for (X) er en dynamisk klynge af alternative iværksætter- og kulturprojekter, som er mere frit organiseret. De gamle fortoldningsbygninger, som er en del af Godsbanen, danner rammen. Det er et tidligere jernbaneområde, som nu officielt er tildelt af kommunen til at blive en platform for kultur og erhverv. Ud over Institut for (X) holder virksomheder som Aarhus Jazz Festival, Café Venligbo, REUSE, Teater Katapult, Skrivekunstskolen, Aarhus Filmfestival, Aarhus billedkunstcenter, Roon & Rahn, Super8, TeaterTyven og spillestedet Radar også til på Godsbanen.

Omdrejningspunktet er Spiselauget

Spiselauget hedder Godsbanens restaurant, café eller spisested. Det udgør et fællesskabende centrum på Godsbanen, hvor over 100 entreprenante virksomheder holder til, plus alle de gæster som kommer udefra. Spiselaugets kerneydelse er at servicere både husets interne brugere og byens borgere med enkel og velsmagende mad. Foruden Godsbanens interne aktiviteter afvikler Spiselauget et stort antal arrangementer, workshops, koncerter, konferencer, møder og private begivenheder. Den rå hal ligger også på Godsbanen. Det er nok byens smukkeste hal. Ja, jeg mener faktisk, hallen er smukkere end Ridehuset. Den kan bruges til det meste, og er skabt til større fester og arrangementer.

Spiselauget på Godsbanen

Klar holdning til økologi og bæredygtighed

Spiselauget er et spisested for folk, der elsker mad og vin. De arbejder ud fra ideen om, at Less is more. Ingredienserne i retterne skal tale for sig selv. Maden er rustik og uhøjtidelig. Årstid, lokale råvarer og kokkenes kreativitet definerer menuen. Maden skal være simpel, lækker og til at betale. Spiselauget arbejder ud fra et begreb, som de kalder bæredygtig økologi. Spiselauget bestræber sig på at bruge økologiske råvarer, så langt som fornuften rækker. Det betyder i praksis, at de som hovedregel benytter sig af økologiske produkter og samtidig forbeholder sig retten til at bruge ikke-certificerede produkter, såfremt de ikke kan finde et økologisk alternativ, som kan leve op til deres kvalitetskrav. Det giver god mening, så længe maden smager godt, og det gør den på Spiselauget. De mange lokaler på Godsbanen kan indrettes og tilpasses alt efter behov. Den rå arkitektur skaber unikke rammer til enhver begivenhed.

 

En dansk Gastro Pub

Spiselauget har ladet sig inspirere af det engelske begreb Gastro Pub, som er en forkortelse af Gastronomy og Public House – et åbent og folkeligt spisehus, hvor kultur, mad og mennesker kan mødes. Lokalerne på Godsbanen gør det muligt at afvikle arrangementer med op til 3.000 gæster. Tilmed er der parkering lige uden for døren. Spiselauget laver også en del skræddersyede løsninger til alt lige fra mødeforplejning, bryllupper, barnedåb, fødselsdage og andre fester.

Spiselauget er samarbejdspartner og leverandør for nogle af de største kulturelle begivenheder i Danmark. Hver sommer rykker Spiselaugets Madboder ud på musikfestivaler, madmarkeder og koncerter for at servicere gæsterne med Street Food. Hvert år serverer Spiselauget mellem 80.000 til 100.000 måltider i vores madboder.

 

Spiselauget er, også, mere end Godsbanen

Noget af det bedste street food og/eller festivalmad, jeg har smagt, er faktisk lavet af Spiselaugets kokke. Her tænker jeg på deres gourmet-hotdog, deres nordisk döner og ikke mindst umani-burgeren med trøffelmayo. Det er nogle år siden, jeg smagte deres “dog”, men den er stadigvæk den bedste dog, man kan få i Aarhus. En af grundene er, at Spiselauget får produceret deres egne pølser (med meget kød i) efter deres egen opskrift. De laver op mod 70.000 stykker om året. En pæn sjat.

 

I 2017 vil Spiselauget være at finde følgende steder. Selvsagt, Europæisk Kulturby 2017, Northside Festival, Tinderbox Festival, koncert med Thomas Helmig i Aalborg, koncert med Kim Larsen og Thomas Helmig i København, Tivoli Frihedens Julemarked, Kødbyens Madmarkeder i Aarhus plus en del steder, som de ikke vil ud med endnu.

Bonusinfo

Spiselaugets ejere er så glade for vin, at de importerer det hele selv, både til sig selv og deres to filialer Pica Pica Vinbodega og MasVino Vinbodega.

Website:

Del:Share on Facebook0Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+0

2 kommentarer til “Hvordan er det nu med Godsbanen, maden og Spiselauget?”

  1. May-Lis Slettnes

    Godsbanen er ok, men Spiselauget, NEJ. Jeg spiser aldrig mere der. Jeg købte en Cæsar salat til kr. 60,-, troede jeg. Meen hvis jeg ville have kylling i den, skulle det tilkøbes for kr.20,-, altså i alt kr.80,- for en Cæsarsalat, men det fremgik ikke på plakaten. Dvs. at en tallerken kun med grønne blader og brød til koster kr.60!! Desværre det er ikke god reklame. Buffeten var indtørket og udplukket denne dag kl.13. Beklager, men min skuffelse har sat spor.

    Svar
  2. Mads Pouslen

    Kære May

    Tak for din kommentar på dette site.
    Jeg er først og fremmest ked af at du føler at du har købt noget som ikke stemmer overens med din forventning.
    På vores menukort fremgår det dog højt og tydeligt at en cæsar salat koster 60 kr og at man kan tilkøbe kylling for 20 kr.

    Jeg kan godt forstå, at nogle forventer, at der som udgangspunkt er kylling i en cæsarsalat, da rigtig mange er begyndt, at tilføje kylling i den klassiske salat.

    Dog er den klassiske opskrift på cæsarsalat opfundet af Cæsar Cardini i 1920erne, uden kylling, og det er netop denne klassiske ret vi har prøvet at genskabe.

    Spiselauget bruger gode økologiske råvarer, og jeg kan med garanti modstride, at du kun har modtaget grønne blade med brød til.

    Vores cæsarsalat laves med hjemmelavet dressing efter klassisk opskrift, hjemmelavet croutoner og frisk revet økologisk parmesan. Hertil langtidsbagt surdejsbrød med økosmør.
    Prisen på dette er 60 kr, hvilket vi mener er en fair pris.

    Kyllingen som du tilkøber er ligeledes økologisk kylling til en pris af 150 kr pr kg, og med 150 gr. kylling i tilkøb, er det en udgift fra os på 15 kr. inkl. Moms. Reelt betyder det at vi kun tjener 4 kr. ex moms på at sælge dig et tillæg på lækker kylling. Dette syntes vi på ingen måde er unfair.

    Det er dog ikke din fejl at forventninger til pris og kvalitet er i ubalance, jeg mener det er et generelt problem og takker dig for at have åbnet ballet til en debat om netop dette emne.

    Svar

Skriv et svar