Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Drømmer stort: Iværksættere gør op med dyre boligportaler

Af anders@sommersangdigital.dk
Mikkel Dam (til venstre) og Mark Nielsen foran Erhvervsakademiet i Viby, hvor idéen til deres boligside opstod.
Mikkel Dam (til venstre) og Mark Nielsen foran Erhvervsakademiet i Viby, hvor idéen til deres boligside opstod.

To studerende har lavet deres egen boligportal for at ruske lidt op i markedet

 

Der er sikkert mange aarhusianere – især unge mennesker – der har været fanget i boligjagten i Smilets By. Og der er sikkert også rigtig mange, der har postet bunker af penge i at være medlem på diverse boligportaler for at få fingrene i en bolig. Den fælde gør to unge multimediedesigner-studerende på Erhvervsakademiet i Viby nu op med.

 

24-årige Mark Nielsen og 22-årige Mikkel Dam har skabt hjemmesiden roomme.dk, hvor det er gratis at lede efter boliger. “Det startede egentlig som et gruppeprojekt her på skolen, og da jeg selv var tvunget til at betale 300 kroner om måneden for at være medlem af en boligportal, da jeg selv var på jagt i Aarhus, så fik vi idéen til roomme-universet,” fortæller Mikkel Dam.

 

Med det nye site vil de to unge mennesker altså gøre op med de dyre boligportal-sider, og de ønsker at få deres budskab spredt ud over hele landet.

Sitet gik i luften 27. februar, og der er allerede boliger på siden fra flere steder i Danmark. “Vi har allerede haft over 2.000 besøgende, og det går fremad. Vi synes, der skulle ske noget på det her marked, og med roomme.dk ønsker vi at skabe lidt røre i branchen,” siger Mark Nielsen.

 

Kvalitetsikring på siden

De unge gutter har en robot, der verificerer de boliger, der bliver lagt op på roomme.dk, og lige nu sidder de også selv og tjekker alt, hvad der bliver lagt op på deres side. “Roomme er dobbelt. Det betyder både, at der skal findes et rum til mig, men også fordi mange leder efter en roomie,” lyder det fra iværksætterne.

 

Drømmer stort

Mark Nielsen og Mikkel Dam drømmer om, at deres side bliver så stor en succes, at den kommer til at ligge i top fem over de mest populære boligsøge-sider i Danmark. “Vi vil gerne have, at roomme udvikler sig til noget stort, og vi har faktisk ikke planer om, at vi skal tjene penge på siden,” siger Mark Nielsen.

 

Hårdt arbejde

Det har kostet rigtig mange timer for de to studerende at få sitet op at stå, og for især Marks vedkommende som far til to og kæreste, kan det være svært at finde timer nok i døgnet til at nå det hele.

 

“Det er svært at gøre op, hvor mange timer vi har brugt på det. Men vi har arbejdet på det hver dag siden efteråret ved siden af skolen,” siger Mark Nielsen.

De to gutter har nu planer om at tage på turne i hele Danmark med flyers for at gøre opmærksom på roomme.dk.

 

Del artikel

Andre læser også