Af Redaktionen

Den står på jazz, hiphop, folk, artpop, psykedelisk rock, pop og sanger/sangskrivning på Atlas & VoxHall i denne uge.

Blaue Blume

Dato: 20.04.17

Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Artpop

Link til arrangement: 

 

Skandinavisk turné

Efter otte måneder isoleret i et studie, hvor Blaue Blume har skrevet nyt materiale, er den anerkendte artpop-kvartet nu klar med en skandinavisk turné, hvor de besøger Sverige, Finland, Norge og Danmark. Blaue Blume havde stor succes med debutalbummet ”Syzygy”, der blev hædret med seks-stjernede anmeldelser, fik nomineringer i flere award-shows, bragte bandet på turné i Skandinavien, Tyskland, Holland, Belgien og Schweiz og førte til adskillige udsolgte koncerter og nogle af de vigtigste festivaler i Europa – blandt andre Eurosonic, By:Larm, Roskilde Festival og Pukkelpop.

 

Intense live-koncerter

Udover et skamrost debutalbum er Blaue Blume blevet anerkendt for deres intense live-koncerter, hvor publikum bliver draget helt ind i et dramatisk og dynamisk univers, som på én gang formår at være kompromisløst og perfektionistisk med en iboende vildskab, der kendetegnes af bandets tætte sammenspil og forsanger Jonas Smiths unikke vokal, om hvilken Gaffa Norge skrev: ”måske skandinaviens største stemme”. Turnéen starter denne aften på Atlas, hvor publikum kan forvente at høre en masse nyt materiale samt sange fra EP’en ”Beau & Lorette” og ”Syzygy”.

Fribytterdrømme

Dato: 21.04.17

Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Psykedelisk rock

Link til arrangement: 

 

Ekstremt medrivende og euforiske koncerter

Fribytterdrømme har gennem de seneste par år gjort sig stærkt bemærket med deres ekstremt medrivende og euforiske koncerter – og bevist, at de er et af Danmarks absolut bedste live-navne inden for deres genre. Bandet høstede roser for debutalbummet “Labyrintens Farver” samt positive koncertanmeldelser fra turnéen i efteråret 2015, der blev rundet af med et brag af en koncert i et udsolgt Lille Vega og efterfulgt af udsolgte (og næsten udsolgte) shows i foråret 2016. Henover sommeren er der blevet plads til få udvalgte festivaler, og efteråret er (udover et smut til Oslo Psych Fest) reserveret til tilblivelsen den svære toer.

 

Kommende plade

Svensk P3 og dansk P6 Beat har lagt spilletid til Fribytternes radiosingle “Kosmonauten”, der stammer fra bandets debutplade, produceret i tæt samarbejde med TAPF Studio og udgivet på Suspekts pladeselskab Tabu Records. Den kommende plade, der lige nu ligger i veer og er klar til at blive født, udkommer ligeledes på Tabu Records med Universal Music i ryggen.

 

Fribytterne siger selv om den forestående turné:

“Vi har nyt materiale på vej og vores forårstour kommer naturligt til at centrere sig omkring det. Det glæder vi os selvsagt til. Vi vil helt klart forsøge at skubbe til nogle grænser for vores egen musik, men forhåbentlig også den danske rockmusik. Vi sidder stadig midt i det store eksperiment af lyd og lyrik. Det er i hvert fald den følelse, vi går til vores kommende koncerter og udgivelse med. Ellers bliver det sgu bare rart at komme ud at møde publikum igen. Det er sammen med publikum, at vi har vores største oplevelser. Flere af dem tak.”

Klejtrup Musikefterskole

Dato: 21.04.17

Tidspunkt: 17/17.30 (døre/koncert)

Sted: VoxHall

Genre: Pop/rock

Link til arrangement: 

 

Danmarks mest ambitiøse musikefterskole

Midt i Jylland, på toppen af Musikbakken med udsigt ud over Klejtrup Sø, ligger én af Danmarks mest ambitiøse musikefterskoler. Efterskolen, der har eksisteret siden 1997, har i de sidste 20 år lukket mere end 2000 musikbegejstrede unge mennesker ud i det danske musikmiljø. Bands som Dúné, Under Byen, Mont Oliver og Ulige Numre har alle tidligere KME-elever ombord. Derudover har en lang række af de studerende på landets musikkonservatorier trådt deres musikalske ungdomsår på Klejtrup Musikefterskole.

 

Oplev et super tjekket show

Musikundervisning i op til 16 lektioner om ugen, et hav af koncerter, temauger, teaterkoncerter samt muligheden for at benytte skolens professionelle lokaliteter danner rammen om den musikalske uddannelse, som eleverne på KME gennemgår i løbet af det 10 måneder lange efterskoleophold. Koncerten på VoxHall er kulminationen på efterskolens årlige linjeholdsturne, hvor der gives smagsprøver på en lang række af de musikalske udtryk, som skolens 105 elever mestrer. Kom og oplev et super tjekket show, hvor et højt musikalsk niveau, spilleglæde og energi er kodeordene.

The Eclectic Moniker

Dato: 22.04.17

Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Pop

Link til arrangement: 

 

Bragede ind på den danske musikscene

Med første single fra deres kommende album indvarsler The Eclectic Moniker en strammere og mere 80’er-poppet lyd. “The Wonder” er samtidig en fortælling om at skabe sine egne mirakler i stedet for at vente på dem. The Eclectic Moniker bragede ind på den danske musikscene i 2011 og indtog de danske sendeflader, spillesteder og festivaler med deres uregerlige indiepop og varme sommerhits som “Easter Island”, “Sports” og “Going To Paris”. Der er gået over to år siden The Eclectic Monikers sidste udspil. Dengang talte bandet syv medlemmer – de er i mellemtiden blevet et fem mands-orkester.

 

Gået autentisk 80’er

”Vi har brugt de sidste to år på at finde hinanden igen som venner og tætte musikalske samarbejdspartnere, og det er med stolte og lettere bævende hjerter, at vi i dag hejser vores flag i det danske musiklandskab igen,” fortæller sanger og sangskriver Frederik Vedersø og fortsætter: ”Vi har været nødt til at redefinere den måde, vi laver musik på. Vi har barberet det overflødige væk og er strammere og mere direkte i vores udtryk nu. Og så har vi gerne ville lave noget musik, der lyder som det, vores forældre gik og lyttede til i midt-firserne. Genesis, Elton John, Prince og Don Henley. Selv Michael Bolton har vi tjekket op på. Vi har været helt nede og kigge i arkiverne og endda indspillet på det samme udstyr, som de brugte dengang. Vi er gået autentisk 80’er på den”, fortæller Frederik Vedersø.

 

Miraklet i centrum

Som lyriker har han udfordret sig selv og forfattet en vidtfavnende tekst med miraklet i centrum: ”Det er en kærlighedssang om alt fra hverdagens småproblemer til det spirituelle bevidsthedsniveau, som det udspiller sig i et moderne parforhold. Den handler om noget, mange af os kender lidt for godt: At gøre det samme som man altid har gjort, men forvente andre resultater, måske endda mirakler, i stedet for at arbejde for kærligheden,” siger han.

Oscar Danielson

Dato: 23.04.17

Tidspunkt: 19/20 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Sanger/sangskrivning

Link til arrangement: 

 

Vækker nærvær

Oscar Danielson er blevet kaldt én af Sveriges bedste sangskrivere – en kunstner, der vækker nærvær hos sine lyttere. Med sine tekster om livet og hverdagens små og store følelser rammer han sit publikum i det genkendelige, og med sin musik åbner han op for flere lag. Den svenske sanger/sangskriver har en prominent fanskare i Norden og mange albumudgivelser bag sig.

 

Udkommet fem album

Oscar Danielson debuterede i 1996 med albummet ”Schysst & Populär”. Det egentlige gennembrud fik han med opfølgeren ”Gitarren Är Mit Svärd” fra 1998, og siden er der udkommet fem album, hvoraf ”Stockholm I Mitt Hjärta” fra 2011 kastede karrierens hidtil største hit ”Besvärjelsen” af sig. Sidste år udkom han med sit seneste album ”Lovesongs” som han turnerede med i Danmark, hvor han gav hele syv koncerter. Til foråret er han tilbage i Danmark, og han glæder sig til at præsentere både gamle og nye toner fra sin melodiske musikkuffert.

Livemusik og koncerter Se alle

Udvalgte artikler Se alle