//Kokkens livretter

Lammesliders med BBQ, ymer, spidskål og syltet gulerod

Af Redaktionen

Har du tænkt over, hvad kokken og destillatøren spiser til påske? Kokken Rasmus Leck Fischer og Masterblender & Technical Brand Director i Arcus, Lars Kragelund, har været i køkkenet og kreeret lækre lammeretter med et tvist af Aalborg Grill Akvavit. ”At vi vælger lammet, er ikke nogen tilfældighed. Vi kan begge godt lide lam, og lam hører påsken til. Lam har grundet sin unikke fedtsyresammensætning en kompleks og spændende smag, der udvikles yderligere, når lammet steges eller braiseres.

 

Til 4 personer

 

  • 300 g hakket lammekød – gerne med meget fedt
  • 3 æggeblommer
  • 100 g lyst brød
  • salt og peber
  • 2 skalotteløg
  • 1 tsk knust chili
  • 1 fed hvidløg
  • 1 lille spidskål
  • 3 violette gulerødder
  • 2 dl ymer
  • 2 dl Meyers æbleeddike
  • olie og smør til stegning

 

 

Hak æggeblommer, brød og chili sammen i en hurtighakker eller foodprocessor. Snit skalotteløg og hvidløg helt fint. Ælt farsen med salt, derefter brødblandingen og til sidst de snittede løg. Rul kugler på ca. 40 g hver, og steg dem i olie og smør, til de er gyldne og saftige.

 

Sæt ymeren over i et kaffefilter til dræning en time, før der anrettes.

 

Snit kålen helt fint evt. på en mandolin. Gulerødderne skrælles og skæres i papirtynde strimler, som overhældes med kogende æbleeddike og trækker i 10 min. Dryp de syltede gulerodsstrimler af, og bland dem med spidskål og drænet ymer. Smag kålen til med salt.

 

Boller

  • 30 g gær
  • 3 dl mælk
  • 1 æg
  • 600 g hvedemel
  • 20 g salt

 

Lun mælken i en gryde, til den er lidt varmere end rumtemperatur, og opløs gæren i den. Rør æg, mel og salt i mælken, og ælt dejen sej og elastisk.

Lad dejen hæve i en skål dækket med et klæde et lunt sted, til den er fordoblet i størrelsen. Drys lidt mel på bordet, og vend dejen ud af skålen. Tryk dejen flad, så den er ca. 2 cm i tykkelsen, og stik små cirkler ud med et lille glas. Lad bollerne hæve 30 min. på en bageplade, før de bages ved 190 grader i 12 min.

Lige så snart de færdige boller kommer ud af ovnen, pakkes de ind i et viskestykke, på den måde bliver skorpen ikke så hård, og bollerne forbliver saftige og helt perfekte til små sliders.

 

BBQ med Grill Akvavit

  • 150 g brun farin
  • 60 g tomatpure
  • 225 g ketchup
  • 30 g dijonsennep
  • 25 g citronsaft
  • 2 spsk røget olivenolie
  • 4 cl Aalborg Grill Akvavit
  • Tabasco
  • Piment d’Espelette
  • salt & sort peber

 

Pisk brun farin, tomatpure, ketchup, dijonsennep og citronsaft sammen. Rør den røgede olivenolie i sammen med Akvavitten, og smag til med tabasco, piment d’Espelette, salt samt sort peber.

 

Lav de små sliders ved at grille de halverede bollers skæreflade på en tør pande. Top underbollen med kålblandingen, en lammekødbolle, bbq, topbollen, og fikser det hele med en tandstik. Server straks og i store mængder.

Kokkens livretter Se alle

Udvalgte artikler Se alle