//Det sker

Hvad laver en knivbutik i Aarhus Central Food Market?

Af Jan L. Pedersen

Aarhus Central Food Market åbner snart. De fleste glæder sig. Det bliver et madmekka af de helt store. Kvaliteten tegner til at blive høj. Det bliver godt. Og dem, som er med på holdet, har i den grad noget at byde på. Forleden kom det frem, at knivbutikken, Foodgear, også fik butik midt i det store madmarked. Jeg undrede mig. Umiddelbart vil jeg mene, at knive hører til i en isenkræmmer, eller noget i den retning. Men på et madmarked, som gerne vil have sin egen dna, og ikke ligne de andre? Foodgear har også butik i Torvehallerne i København. Nu er de også på Aarhus Central Food Market. Og der kommer kun en butik af deres slags. Jeg satte mig for, at finde ud af, hvorfor folkene bag Aarhus Central Food Market har valgt at have en enkeltstående knivbutik placeret midt i deres Food Market.

 

Et ønske fra mange

Projektlederen for Aarhus Central Food Market – Johanne Sønderlund Birn, forklarede følgende: “Vi har valgt at tage Foodgear ind på Aarhus Central Food Market, fordi mange længe har ønsket, at de skulle åbne i Aarhus. Foodgear er yderst populært i København, og nu får aarhusianerne også glæde af de lækre, japanske knive og Foodgears professionelle knivslibning. Aarhus Central Food Market er et mangfoldigt marked, som omfavner alt lige fra kaffe til knive. Her er plads til alle, og dette gælder også stadeholderne, som på hver deres måde er unikke og enestående. Med både mad, udstyr og oplevelser håber vi, at rigtig mange vil se Aarhus Central Food Market som byens nye madmekka. Rigtig mange viser interesse for at åbne en bod på Aarhus Central Food Market. Snart går vi live med en ny hjemmeside, hvor man kan finde mere information om det at være stadeholder og kontakte os, hvis man har en god idé.”

food-gear

Professionel knivslibning er noget, vi alle har brug for. Udover de to professionelle køkkengrejsbutikker, Jes Pors og Kunst & Køkkentøj, kan vi så lige om lidt få vores knive slebet i Aarhus Central Food Market.

 

Foodgear glæder sig

Deres kendskab til autentisk japansk knivhåndværk er unikt, og de skal helt sikkert nok få solgt noget. Det bliver Foodgears egen direktør, Steffen Bach, der kommer til at stå i spidsen for butikken. Vi er nok mange, som undrer sig over, hvad pokker en butik med knive skal lave på et madmarked.

aarhus-central-food-market-er-snart-faerdig

I første omgang er Steffen Bach dog mest spændt på åbningen af Aarhus Central Food Market, og hvordan aarhusianerne vil tage imod det nye madmarked og Foodgears butik med eksklusive japanske kokkeknive fra små familieejede virksomheder og masser af lækkert køkkengrej. ”Med Aarhus Central Food Market er der lagt op til et mødested for folk, der brænder for gastronomi, lækre råvarer og gode madoplevelser – og vi vil gerne være med til at binde det hele sammen”.

 

Til spørgsmålet om, hvad man kan forvente af Foodgears nye butik i Aarhus, fortæller Steffen Bach: ”Foodgear er omdrejningspunkt for kokke, madentusiaster og knivnørder generelt; de kommer til os for at få gode råd og vejledning og opleve vores unikke udvalg. Måske endda forelske sig i en kniv eller to. Det vil jeg gerne videreføre”.

 

Om Foodgear

Foodgear er grundlagt af Tommy Lund i 2008, og ejes i dag af ham, Steffen Bach og Henri Lee. Tommy, Steffen og Henri lægger ikke skjul på, at de er knivnørder og har det til fælles, at de lever og ånder for det gode håndværk. Foodgear har butik i Torvehallerne, hvor de har ligget siden åbningen i 2011, og fra d. 1. oktober også i Aarhus Central Food Market. Foodgear importerer og distribuerer japanske håndsmedede knive, og forhandler bl.a. Kai, Mac, Kyocera, Shun, Takayuki, Konosuke, Fujii Hamono og Moritaka. Foodgear tilbyder desuden slibning af knive, workshops og foredrag m.m.

 

Det sker Se alle

Udvalgte artikler Se alle