//Teater og kunst

Livet, hvor svært ka´ det være? – et venskab set på hovedet

Af Redaktionen

Når enden er god, er alting godt. Eller hvad? I teaterstykket “Livet, hvor svært kan det være?”, der i disse dage spilles på Aarhus Teater, starter vi i hvert fald med enden – bagfra eller med slutningen om du vil. Vi kommer igennem ti kapitler i livet på 75 minutter og kender udfaldet, inden stykket rigtig er kommet i gang.

***** (5 ud af 6 stjerner)

Robotstøvsugeren i kamp mod rollatoren

Det hele starter med to urner, og kort efter er vi i selskab med to gamle mænd, en mazarintærte og en rollator. Vi begynder altså med døden. Så følger en række genkendelige livskapitler kronologisk baglæns. Vi bliver ført gennem to liv med senilitet, skilsmisser, børn, karrierer, alkoholproblemer – og de drømme og muligheder, der vokser sig større, som scenerne går. Til sidst den vilde ungdom med de store drømme og uddannelse, inden vi når ned i børnehøjde med legekammerater, en lakridspibe, og et åbent tishul. Sådan som det hele begyndte – eller sluttede.

Mimik og gestik i topklasse

Vi følger et livslangt venskabet mellem Tom og Alex. To karakterer, som vi kender så godt. Modsætninger mødes og bliver hinandens bedste venner, kommer væk fra hinanden og mødes igen. Den ene, Tom, spillet af Henrik Lykkegaard, var måske ikke skolens kvikkeste, men han var god til damer, havde masser af ideer og fik nok lidt for meget at drikke. Det var fart og hurtige beslutninger, i hans liv. Modsætningen er livsvennen, Alex. Den forsigtige og fornuftige med de tykke briller, rollatoren og ruskindscardiganen. Mønsterelev, spirende forfatter, der ‘bare’ bliver gymnasielærer og fodbold-far med den dominerende kone. Han spilles af Niels Ellegaard. Lykkegaard og Ellegaard er i deres es. Karakterer som Tom og Alex mestrer de to skuespillere til perfektion. Ingen kan som de to forvandle ansigt og krop fra barn til gammel. De viser derigennem følsomhed, barnlighed, desperation og angst. Deres skuespil er en fornøjelse, og publikum nyder forvandlingen, hvor der er så meget genkendeligt. De små sketch-prægede scener passer godt til de to komiske skuespillere, der får lov til at brilliere med det, de er bedst til.

Revyen skinner igennem

Revyduoen René Vase og Jannik Fuglsang har i samarbejde med Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard udviklet manuskriptet. Dramaturgien holdes smukt i de ti korte kapitler, der tæller ned gennem livet. Det er erfarne og succesfulde herrer vi har med at gøre hele vejen rundt, og det kan mærkes. At Vase & Fuglsang er revyforfattere, ses tydeligt i de morsomme replikker, der giver anledning til genkendelsens grin i denne muntre sketch-komedie om mandelivet på godt og ondt. Scenografien og kostumerne er enkle og neddæmpede med få velvalgte rekvisitter og af og til stemningsfulde scener.

Lev og reflekter over livet

Historien er først og fremmest rørende, tragikomisk og vedkommende. Der fabuleres over livets forskellige stadier fra døden til det første møde i barndommen. Det giver stof til eftertanke på en morsom måde. En lun, hyggelig, humoristisk og filosofisk perle om to helt almindelige liv. Velspillet og velskrevet. Det fungerer godt, men er dog forudsigeligt.

Forestillingens største styrke er de to garvede og fantastiske skuespillere, der formår at få den spinkle tekst og skuespilleriet til at se legende let ud. De nyder tydeligvis at stå sammen på en scene og får det bedste frem i hinanden. Fra start til slut var vi godt underholdt, fik brugt lattermusklerne og reflekteret over livet. Med inspiration af Kierkegaards filosofiske ord om at livet leves forlæns, men må forstås baglæns, er spørgsmålet: Hvor svært ka’ det være?

Find ud af det i forestillingen, der spiller på Aarhus Teater indtil den 14. oktober.

Aarhus Update giver ***** (5 ud af 6 stjerner)

Køb billet her:

Scene: Aarhus Teater, Stiklingen, Aarhus

Dato: 14. september til 14. oktober

Tid: Mandag til fredag klokken 19.30, lørdag klokken 16.00

Varighed: 75 minutter uden pause

Pris: 210 kroner

Præsenteres i samarbejde med Folketeatret

Iscenesættelse: Vase & Fuglsang

Scenografi: Kirsten Brink

Medvirkende: Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard

Fotograf: Thomas Petri

Teater og kunst Se alle

Udvalgte artikler Se alle