ARoS FOOD HALL

 

ARoS er blandt Europas mest anerkendte museer. På toppen af den store bygning ligger restauranten, ARoS Food Hall. Missionen her er at bringe de bedste lokale og sæsonbetingede råvarer i spil. Det gøres med den rene og ærlige smag kombineret med en totaloplevelse i afslappede omgivelser. Her kan du krydre museumsbesøget med en smagsmæssig totaloplevelse.   

 

Stor kunst kræver en smuk restaurant

Det er en elegant restaurant, der tager imod gæsterne. Målet er, at føle sig velkommen med det samme. Der er borde i forskellig udseende at vælge mellem. Nogle er runde, andre små intime og så er der langborde i forskellige højder. Ved væggen er en lang bænk. Ud til køkkenet er der et stort vindue, så du kan se, hvordan kokkene arbejder, inden maden kommer på bordet.

Der er som regel 16 – 18 retter på menukortet. De vil være enkle på den gode måde. Råvarerne kommer i centrum og til at stå skarpt i smagen. Menukortet er delt op i urterne, havet, haven, rygeren, kødet, bierne og kunsten.

 

Gården hedder Troldgaarden

ARoS Food Hall henter 90 procent af deres kød fra Troldgaarden, en økologisk familiedreven gård, ved Hovedgård, fortæller køkkenchef Bjørn Madsen. Han er glad for samarbejdet og sætter pris på de Jerseykvæg, sortbroget landgrise, høns, lam og får, som gården leverer. Alt er økologisk og fra fritgående dyr, som har haft et værdigt liv.

 

Tagterrasse – med urter og munkebier

ARoS Food Hall har deres egen urtehave på ARoS´ tag, som forsyner restauranten med urter og grønt. 11 højbede og 30 forskellige produkter er at finde. Målet for Food Hall er at blive 100% selvforsynende, og de første kartofler er allerede blevet høstet. Indtil da kommer urterne fra Urtegartneriet ved Silkeborg, og skovene i Aarhus tages også i brug. Samme sted bestøver søde munkebier blomster og planter, og derfra kommer honningen, som bruges i flere retter.