Snorlige aften på Nordisk Spisehus

Fornyelse er ikke en selvfølge på danske restauranter. Mange restauranter holder fast i det sikre. Det personalet kan lave, og det gæsterne er vant til. Sådan er det heldigvis ikke på Nordisk Spisehus i Aarhus. Det er en restaurant, som går egne veje, og som ikke alle helt forstår, inklusiv Michelinguiden og Politikens anmelder. Grunden, ved jeg ikke, hvad er. Men Nordisk Spisehus er, kort fortalt, et sted, som er en blanding mellem en ordinær restaurant og en rejseoplevelse. De arbejder med gastronomi, kultur og rejser for at skabe en helhed. Det gør de, fordi gæsterne kan nyde mad, vin og oplevelser fra nær og fjern, uden en fysisk rejse dertil. Jeg håber ikke, det virker for langhåret, men derimod at det giver mening.

 

God smag hele vejen rundt

Indretningen, betjeningen, maden, vinen og sågar musikken var snorlige. Som forventet og langt bedre end de sidste to københavnske Michelinrestauranter jeg har været på. Vi sad med en følelse af, at vi var en del af den gode smag. I grunden en meget tilfredsstillende følelse. At vi skulle få en så perfekt oplevelse, havde vi ikke regnet med. Da vi forlod restauranten, måtte vi, igen, undre os over, at Nordisk Spisehus ikke har en Michelinstjerne.

De første gæster på Nordisk Spisehus

Snacks, fem retter og fem vine

Aperitiffen var et glas champagne med fire gange snacks til. Ikke overvældende mange, men nok til at sætte appetitten i gang. Aftenens køkkenchef, Kasper Pelle Christensen, kom selv ind og bød velkommen. Han fortalte kort, hvad vi skulle igennem. Vinderen var duebryst sprængt i saltlage og derefter paneret med sennepscreme som dyppelse. Den vandt over stegt kalvebrissel med agurkegel. De to andre var syltet broccoli på salatstok med baconcreme. Sidste hapser bestod af syltet pære med soya, sake og koriander. Gennemført og enkel opstart.

Brød på Nordisk Spisehus

Vi troede ikke vore egne øjne

Rømørejer skjult i et salathoved. God gimmick, selvom jeg ved første øjekast tænkte, det så lidt underligt ud. Ved nærmere eftertanke var det egentlig ret godt tænkt. Fine, sarte rømørejer med røget mayonnaise, lidt croutoner og citrus. Vi var lidt uenige om mængden af salat. Lad os bare slå fast, at der ikke var sparet på hverken salat eller rejer. Ingen tvivl om man får en overraskelse. Køkkenet kan godt lide at drille gæsterne lidt. Når det er på den her måde, er det ret cool.

Rømørejer og godt med salat - Nordisk Spisehus i M.P. BruunsgadeRømørejer med salathoved på Nordisk Spisehus

El Celler de Can Roca – Rødtunge som på Vestkysten

Næste servering skulle vise sig at være så perfekt, at det var svært at tro på. Retten var lånt af El Celler de Can Roca i Spanien. En marineret og smørstegt frisk rødtunge med frisk appelsin, bergamot-gelé, saltede flager af pinjekerner og brunet fennikelpuré. Rødtungen er en af de fineste fladfisk. Smagen var uspoleret, og heldigvis var smørret svag i smagen. Her var tale om en smuk, tyk en af slagsen. Bergamot er en overset frugt. Mere af den, tak! Jeg husker ikke en tykkere, flottere og mere velsmagende rødtunge servering. Det er i hvert fald længe side.

Rødtunge på Nordisk Spisehus i M.P. Bruunsgade

Et strejf af Eleven Madison Park

Pocheret hønseæg serveret med beurre blanc-sauce, ærter og ragout af frølår, purløg og ramsløg. Enkelt uden så meget overflødig snak. Det er en af New Yorks allerbedste restauranter, som har stået fadder til retten. Ægget var centrum. Frølåret spillede andenviolin, mens beurre blancen sørgede for samling på retten. De friske urter gav retten forårssmag. Helt igennem en klasseservering. Fin, sart og alligevel med imponerende plot.

Hønseæg med frølår på Nordisk Spisehus i M.P. Bruunsgade

Den feminine okse fra Mariager

Efter Spanien og New York røg vi til Mariager. Umiddelbart lyder det ikke rart. Men det viste sig at være overraskende godt. Glaseret oksesteg med nye, grillede, danske asparges. Kødet kom fra kødkvæg ved Mariager. Velhængt og mør som smør. En lys sauce. Frisk peberrod. Timianpuré og kartoffelpuré. Det var det. Skarp og ligeværdig smag. Kødet var midtpunktet, men ikke på den overvældende måde. Hvis det giver mening, at tale om en let okse-hovedret, så vil jeg placere oksen fra Mariager der.

Oksen fra Mariager på Nordisk Spisehus i M.P. Bruunsgade

Enten, eller – dessert eller ost

I den fem-retters menu på Nordisk Spisehus er der normalt dessert i. Men hvis man spørger pænt (har aldrig gjort det modsatte), så kan man godt skifte desserten ud med ost. Det valgt to af os. Osteserveringen bestod af rullet stykker af Vesterhavsost serveret med ristet brioche, nødder, løvstikke og basquaise. Umiddelbart en lille osteservering, men når det er sagt så en utrolig skarp osteservering. Ostesmagen var i den milde ende, så selv ikke-ostespisere ville elske den her.

Osteserveringen på Nordisk Spisehus i M.P. Bruunsgade

Desserten var med Rabarber – det er næsten obligatorisk på den her årstid. Lakrids var det andet komponent. Cannelloni (et rør) af rabarber med cremet mascarpone sorbet, krydderkage og lakridssauce. Hvorfor ikke, tænkte jeg, da køkkenchefen kom ind og præsenterede retten. Den spillede godt, dog var der delte meninger om lakridssaucen. Den var sød og på ingen måde gennemtrængende. Lakrids bliver nu om stunder nærmest misbrugt i alle mulige og umulige retter.

Rabarberdesserten på Nordisk Spisehus i M.P. Bruunsgade

Perfekt mætheds-tilstand

Det var fem store retter, vi fik. Mætte blev vi – men ikke på den ufede måde. Maden var helt perfekt afstemt. Noget der giver respekt. At dosere den rette mængde mad er der ikke ret mange, som kan finde ud af.

 

Fortsætter på næste side…

2 kommentarer til “Snorlige aften på Nordisk Spisehus”

  1. Mette Johansen

    Flot anmeldelse. Jeg er selv forstår heller ikke Nordisk ikke fik en Michelinstjerne når Substans og Gatromé fik

    Svar
  2. Jens Hørup

    Enig i at tingene altid er gode hos Nordisk Spisehus, men jeg tror at når konceptet er at planke andres retter, så belønner Michelin nok mere at man har sin egen stil frem for at låne af andre – uanset hvor godt det så er.

    Svar

Skriv et svar