Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Middag på Fedet – et flashback der ryddede bordet

Af Freja Dumont

Selvom sommeren er gået på hæld, så er Fedet i Risskov stadigvæk et fedt sted at være. De er sin egen. Her er takeaway, klassisk frokost med røget ål, steak, fisk i stor stil, og en menu, som skifter hver måned. Her er Fritz og Poul med venner, og en masse andre gæster.

 

“Hallo my friend – hallo my dear”

Sådan lød velkomsten til en af stamgæsterne, der trådte ind ad døren. Det er hyggeligt i den lille restaurant i Risskov. En meget hjemlig stemning, og der er tid til hver en gæst. 38 pladser indenfor og små 30 pladser udendørs. Om sommeren er de udendørs pladser et tilløbsstykke. Vi fik sat os til rette i de komfortable stole, og besluttede os for restaurantens 3-retters menu og tre retter a la carte.

Fedet i Risskov

Appetizer

En lille appetizer med bresaola på sprød rugbrødschips, tomatmajo og karse på toppen blev serveret. Det var dagens appetizer. Den varierer fra dag til dag. Derefter kom der friskbagte boller på bordet og straks efter forretterne.

Appetizer på Fedet i Risskov

3-retters menu

Fedet har altid en tre-retters menu til 300 kroner. Rimmet laks med sprød salat, karsemayo, karse og rugbrødschips. En pæn stor portion. Laksen var mør som smør. En ærlig ret, som smagte godt.

rimmet-laks-paa-fedet-i-risskov

En rigtig herreservering

Hovedretten bestod af medaljon af oksemørbrad med ristede bøgehatte, grøntsager, ristede kartofler og rødvinssauce, godt indkogt, og helt forrygende god. Kødet var smukt ristet. Den smag slog igennem. Vi bestilte den rare, og fik den rød. Sådan. Ikke noget sjusk her. Hvor jeg dog elsker, når man har fokus på hver enkel servering. Det må jeg sige, at de havde på Fedet. Oh ja, der er tale om en herreret. Lidt flere grøntsager ville ikke have gjort noget men helt igennem smukt. Ufatteligt, at man kan få så godt og meget mad til den pris.

oksemoerbrad-paa-fedet-i-risskov

Nyfortolkningen er bedre

Gateau Marcel med kirsebær coulis, krystalliseret hvid chokolade, vaniljeis og amarena kirsebær, ribs og blåbær. Kagen var ikke tung. En lettere, og på mange måder en mere harmonisk dessert, end jeg forventede. Man blev ikke slået hjem i ludo, som man gør med Michauds Gateau Marcel. De mange bær sparkede til kagen. En stor og mættende omgang. Vi drak Riesling Spätese til desserten.

gateau-marcel-paa-fedet-i-risskov

36 måneders Pata Negra

Fra a la carte startede vi med sortfodsskinke med smørstegte forårsløg, asparges og parmesan til 125 kroner. Indbydende så det ud, og smagen var eminent. Der var ikke sparet på noget.

sortfodsskinke-paa-fedet-i-risskov

80’erne holder endnu

Man skal have en vis alder, eller have en bedstemor som kan lave mad, for at kende til årets mest klassiske vildtservering. Rosastegt rå-dyrekølle fra Hjortshøj med waldorfsalat, artiskokbund med kastanjepuré, råsyltede tyttebær, sauterede kantareller, en kraftig morkelsauce og pommes croquette til 295 kroner.

vildtserveringen-paa-fedet-i-risskov

En retro ret. Waldorfsalat lavet efter den “gamle” opskrift og artiskokbund med kastanjepuré. Hvor ser man det i dag? En imponerende ret med stor variation. Kødet var mørt og velsmagende. Spækket med umami. Perfekt tilberedt. En efterårsret, som smagte markant bedre, end den gjorde i 80’erne. Artiskokbunden med kastanjepuréen, var prikken over i’et. En vildtret på det her niveau gør, at man kommer til at elske efteråret.

noeddekurv-paa-fedet-i-risskov

Desserten var en nøddekurv med chokolade, vaniljeis, bær og crumble. 85 kroner var prisen. Nøddekurven var sprød. De mange bær sørgede for, at desserten ikke blev alt for sød. Flot og stor dessert.

 

Vinen

Der er sket noget med vinkortet på Fedet. Og det er til den bedre side. De Blas Serrano Bodegas. Det er gode opfyldninger. Her er ingen nærighed. Vinmenuen kostede 200 kroner. Der var Fontant Hill 2012. Chardonnay Tarroir De Collines,

de-blas-serramo-paa-fedet-i-risskov

Ventoux, Domaine Du Vieux Lazaret 2014. Vi købte en flaske fra Ribera del Duero. De Blas Serrano fra 2010 til kødet. Den tog kegler. 595 kroner for en anstændig vin, som kunne matche kødet. Smukt.

 

Tá bare resten af flasken med hjem

Restaurant Fedet er sin egen. Tak. Det er hverken Hr. Boldt, Olesen på Postgården vi møder eller Korsbæk, vi er i. Opmærksomheden på gæsterne er i fokus. Betjeningen kommer flere gange forbi bordene for at sikre sig, at alt er i orden, og intet mangler. Sammen med den afdæmpede musik skaber de rammerne for en behagelig aften. Hvis en hel flaske vin er for meget, sætter betjeningen proppen i igen, og du kan tage vinen med dig hjem. Utraditionelt og god service.

 

Vores mening

Efter tre år har Fedet fundet sit niveau. De gør det godt. Jeg synes, at deres mad er god. Overraskende god. Rådyret, var ren opvisning, og en født vinder. Den kandiderer til årets bedste vildtret her – og er hver en krone værd. Ærlighed med gode råvarer, godt håndværk, og smag går aldrig af mode. Det ved de på Fedet. Her er mange gæster, og betjeningen er god. Personlig værtskab, hvor man føler sig hjemme. Jeg vil til hver en tid anbefale Restaurant Fedet. De formår, at levere det, som gæsterne efterspørger. Om det er mandag eller onsdag, så formår Fedet at trække gæster til. Det gør mange af restauranterne i Aarhus C ikke. Det fortæller mig, at Fedet ved, hvad det er, gæsterne vil have. Fedet ligger tæt på vandet, og Fedet holder vand. En ubetinget anbefaling herfra!

 

Restaurant Fedet

Nordre Strandvej 35
8240 Risskov
Email: kontakt@fedet.dk
Telefon: +45 52 58 82 40

Book Bord her:

[mappress mapid=”716″]

Del artikel

Andre læser også