Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mit Aarhus – Casper Sobczyk

Af Jan L. Pedersen

Hvad laver du i øjeblikket?

Jeg er kok på Restaurant ET. Det har jeg været godt et år nu. Jeg er vildt glad for at arbejde på ET, og har nogle super søde og gode kolleger og chefer. Det er et fantastisk team. Stort set hver eneste dag glæder jeg mig til at komme på arbejde.

 

Hvor bor du selv?

Lige nu bor jeg i Skanderborg, men opholder mig meget i Aarhus. Der er jo mere roligt i Skanderborg, hvilket også har sin charme, men det er i Aarhus, det sker. Aarhus har alt – så enkelt kan det siges.

 

Hvor kommer du fra?

Først Nordsjælland og derefter 13 år på Bornholm. Det er der, jeg har boet længst i mit liv. Jeg er i dag 25 år gammel. Efter Bornholm tog jeg kort til København, og så til Aarhus og Skanderborg. Jeg elsker Aarhus og området omkring byen – faktisk ligeså meget som jeg holder af Bornholm. Tror jeg har fundet det rette sted for mig.

 

Hvor har du arbejdet før?

Hotel Siemsens Gaard i Svaneke, Skotterup Spiseri og Enotek i Snekkersten, Kastrup Strandpark, Kødbyens Fiskebar og nu her på Restaurant ET. Jeg har været lidt rundt i landet, hvilket har givet mig en god ballast og faglig bredde i et køkken.

 

Hvad er dit forhold til Aarhus?

Som sagt elsker jeg byen og især den rolige og venlige mentalitet, som kendetegner århusianerne. Den ligner faktisk meget den, jeg var vant til på Bornholm. Jeg ser ikke så meget stress og spidse albuer. Byen passer perfekt til mit temperament. Folk er mere nede på jorden her. De er ikke så smarte, sådan som man ser det i København.

 

Hvor går du hen, hvis du vil spise godt?

Der er mange gode spisesteder i Aarhus. Jeg holder selvfølgelig meget af Restaurant ET, men også TGV Café, især til frokost. På Restaurant Grappa elsker jeg at spise brunch, og skal det være tapas tager jeg på Canblau. Det er nogle af mine favoritter i byen.

 

Er der noget, du savner i Aarhus?

Ja, jeg kunne godt savne noget a la Torvehallerne som i København. Vi har markedet på Ingerslevs Boulevard. Det er godt, men det er der ikke fast, og jeg så gerne et indendørs sted, som er der hver dag hele året. Jeg tror faktisk også, mange århusianere savner et fast marked med de bedste, friske råvarer.

 

Hvor drikker du din kaffe?

Jeg holder meget af Sigfreds Kaffebar. Der er god kaffe og kage, plus der er rigtig hyggeligt. Afslappende på den fede måde.

 

Hvor er Aarhus smukkest?

Ved Tangkrogen og ud mod Marselisborgskoven. Et fantastisk område. Jeg kommer der ofte selv og elsker at gå turen fra Tangkrogen og ind i Marselisborgskoven. Den tur rammer noget af det flotteste ved Aarhus.

 

Hvor samler du inspiration henne?

Det gør jeg klart i skoven eller ved vandet. Jeg elsker at fiske og bruger meget tid på det. Naturen giver mig energi, og det er også der, jeg får gode idéer. Jeg bruger, alt den tid jeg kan i skoven eller ved vandet. Det er så fedt at finde frugter, urter, svampe, blade med videre.

 

Hvad er din livret?

Nu tror du nok, at jeg svarer et eller andet lækkert fransk eller fancy nynordisk, men nej. Det skal helst går lidt hurtig, når jeg har fri. Jeg elsker smørrebrød og idet hele taget rugbrød. Faktisk er jeg helt solgt ved tanken om godt smørrebrød eller bare håndmadder.

 

Hvilke mennesker i byen fascinerer dig i Aarhus?

Thorsten Schmidt synes jeg et en fantastisk person. Han er en ypperlig ambassadør, for både kokkefaget og Aarhus. Udover det, er han vanvittig dygtig. Jeg ved også, at Morten Sandvej og Lars Eiskjær er helt fantastiske i et køkken. De er rigtig gode læremestre for mig.

 

Hvor går du i byen?

Nu har jeg en kæreste, så jeg går ikke så ofte i byen. Men Bierfass på Fredens Torv er rigtig hyggelig, og der kommer jeg af og til og drikker lidt øl.

 

Din bedste restaurantoplevelse nogensinde?

Det er uden tvivl Søllerød Kro. Det var fransk, smukt og med fantastisk velsmag.

 

Hvad er din yndlingsråvare i et køkken?

Klart dild. Elsker dild. Det kan bruges til så meget, selv i desserter. Gris elsker jeg også. Faktisk så meget at jeg har en tatovering af en gris på underarmen.

 

Hvis du fik udenlandske gæster på besøg, hvor ville du så tage dem hen?

Helt klart på Restaurant ET. Jeg synes, at vi er gode til udenlandske gæster. Det giver os noget andet, når det er udlændige, der roser vores mad. Ikke fordi vi ikke er tilfreds med ros fra danskere, for det er vi, men det er da fedt, når for eksempel en englænder eller franskmand roser maden og servicen.

 

Dit efternavn er svær at udtale, hvor stammer det fra?

Ja, Sobczyk er Polsk. Mine tipoldeforældre kom fra Polen, så derfra har jeg mit efternavn.

 

 

Del artikel

Andre læser også