Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mit Aarhus: Søren Stiller Markussen

Af Jan L. Pedersen

At tale med en så passioneret og dedikeret person, som Søren Stiller er en sand fornøjelse. Manden er om nogen en original, med sine meningers mod. Han er en af de typer originaler, som vores samfund i den grad mangler. Ikke nok med det, så er Kaffemesteren i Baggården om nogen en nørd – en kaffenørd med stort K. Søren Stiller er også manden, som har sat sig for, at lære danskerne at drikke ordentlig kaffe, men ikke mindst lære os hvad kaffe er for en størrelse. For som han siger, ”der er ikke mange danskere, som har ret meget forstand på kaffe, hvilket jo er en skam”.

 

Hvad laver du?

Jeg driver Great Coffee i Klostergade i Aarhus. Det er to år siden, jeg startede her i baggården. Som du kan se, er der sket lidt, og vi har flyttet lidt rundt på tingenen og udvidet en del. Det går fint, og jeg er tilfreds. Det er stille og roligt begyndt at ligne noget. Lokalerne er rå, som du kan se. Jeg faldt for det rustikke rum og de mange muligheder. Ud over at vi driver kaffebaren her i baggården rister jeg selv kaffen og hjemtager den selv fra producent landene, vi sælger både til restauranter, cafeer, hotel og detail samt holder kaffekurser på vores Kaffe Akademi.

 

Hvor er du født og opvokset?

I Aalborg.

 

Hvor bor du selv?

Jeg bor i Aarhus.

 

Hvad er din uddannelse?

Jeg er uddannet bager og konditor. Har i tidernes morgen arbejdet i London som konditor. I 1994, blev jeg ansat som den yngste faglærer i Danmarkvpå Aalborg Tekniske Skole, hvor jeg var ansat igennem 10 år. De sidste 5 år arbejdede som HR konsulent I vores international afdeling som senere kom til at hedde CFVU. Her arbejdede jeg blandt andet med mølleri projekter og var udstationeret i Sydafrika, Uganda og i Egypten med et hotelprojekt I 2 år. Jeg tog også en erhvervspædagogisk uddannelse og en konsulentuddannelse, samt første del af HD.

 

Hvorfor sælger du ikke kage og sødt til kaffen?

Fordi jeg sælger kaffe og laver kaffe. Så det er meget naturligt, da det jo ikke er et bageri, jeg driver. Jeg kan sagtens sælge kage, chokolade og sandwich. Det ville helt klart øge min omsætning. Men det ønsker jeg ikke. Det drejer sig om kaffe. Folk kommer herned for at drikke kaffe og købe kaffe. Så jeg vil helst undgå alt for mange forstyrrende elementer (læs kage og andet sødt). Jeg siger ikke, at kage og kaffe ikke kan gå hånd i hånd. For det smager jo mange gange vidunderligt sammen, men jeg er mere interesseret i at øge interessen for kaffen. Så må det med kagen vente til et andet tidspunkt.

 

Er den holdning ikke lidt pudsig, når man ser, hvordan gourmetkokke er begyndt på at lave mad til kaffe og ikke til vin?

Nej, slet ikke. Vi skal ændre på vores kultur, og det gør vi ikke fra den ene dag til den anden. Jeg er helt med på kaffemenuer og kaffe til mad og sødt. Jeg bruger meget tid sammen med nogle vildt dygtige kokke på at finde og udvikle kaffe til mad. Så det vil vi se mere af. Great Coffee er jo ikke et spisehus, men et kaffehus. Så her er det kaffen, som er i centrum og ikke andet. Vi skal øge interessen for kaffe og smage på den. Folk skal opdage et univers, der hedder kaffe. Det er det, som vi laver nu. Men jeg er enig i, at kaffe kan smage helt fantastisk til mad.

 

Tror du, at man på restauranter vil kunne vælge kaffemenuer i stedet for vinmenuer?

Ja, det tror jeg på. Men det bliver nok ikke lige med det samme. Man kan sagtens lave kaffe til meget mad. Aromaerne i kaffen skal bare matche maden. Det kræver noget viden og præcision. Men ud over det kræver det også et tæt samarbejde med baristaen og kokkene. Jeg er faktisk i gang med, sammen med en af byens bedste restauranter, at lave en aften hvor vi serveres kaffe til en hel menu.

 

Hvor mange forskellige slags kaffe er der hos Great Coffee?

Der er altid 25 forskellige kaffetyper. Nogle gange flere. Vi udvikler og laver hele tiden nye. Men vi har altid en fast kerne, så man går aldrig tomhændet herfra.

 

Hvorfor drikker man så dårlig kaffe på mange caféer og restauranter?

Godt det er dig, der stiller det spørgsmål. Der er nok flere grunde til det. En af dem er, at der er  en ubevidst modstand hos restauratørerne. De prioriterer ikke kaffen, som de for eksempel gør med vin og andre drikkevarer. Mange gange handler det mere om pris – en om hvad man kan få for prisen. Så hvis kaffe havde samme betydning for dem, som vin eksempelvis har. Uha, hvor ville der så være meget god kaffe. Jeg tror, der langsomt kommer et pres på restauranter og caféer. Gæsterne bliver mere bevidste om kvalitetskaffe og gider ikke en kop lunken posekaffe efter en syv-­‐retters gourmetmiddag. Du klager jo selv over den dårlige kaffe, som du nogle gange får på nogle af byens bedste restauranter. Ja, Søren, det har du ret i, at jeg gør.

 

Er I kaffefolk ikke for dårlige til at formidle vigtigheden og smagen af god kaffe?

Jo, måske. Nu ændrer man jo bare ikke flere hundrede års kaffetradition. Det tager tid. Jeg bruger skam meget tid på formidling og foredrag. Om lidt kommer der en klasse kokkeelever fra Food College i Ålborg på besøg. De skriver projekt om kaffe, og jeg håber på, at jeg med min formidling kan være med til at opdrage eller præge fremtidens kokke til at se de mange spændende muligheder, som er i kaffe. Jeg tror ikke, forbrugerne og gæsterne på diverse caféer og restauranter  vil blive ved med at finde sig i, at betale 28 kroner for en halvlunken vacuumpakket bønnekaffe. Den er nok typisk købt i pallevis på tilbud hos et eller andet cateringfirma. Du kan jo se, hvor lang køen nogle gange er til byens gode kaffebarer. Det fortæller jo lidt om hvor stor betydning kaffe kan have for andre.

 

Hvad er dit favoritkvarter i Aarhus?

Jeg har to kvarterer, som jeg er specielt glade for. Frederiksbjerg og Latinerkvarteret. De er meget forskellige, men har hver især noget at byde på. Der er mange andre områder i Aarhus, som er dejlige, men de to er sig selv og skiller sig ud.

 

Hvorfor startede du forretning i Aarhus?

Det er der flere grunde til. Århus er en interessant by. Den er jysk på den gode måde. Man har begge ben på jorden. For det meste i hvert fald. Jeg har arbejdet sammen med Kähler om deres Coffee Station i M.P. Bruunsgade og fik smag for Aarhus. Det virker som om, folk i Aarhus går mere ud end tilfældet er i resten af Jylland. Ud over det synes jeg også, at rigtig mange går ud for at opleve noget. Det er fedt at se, at folk forventer noget. Jeg holder af Aarhus, og synes det er en dejlig by. Den har jo det meste. Når det så er sagt, så ville jeg kunne skabe en større og bedre forretning i København -­‐   men det er ikke mit mål. Jeg passer bedre til det tempo og det temperament, som er i Aarhus. Så valget gav mere eller mindre sig selv.

 

Hvad er dit forhold til Aarhus?

Det er rigtig godt. Jeg er tilfreds her. Jeg har boet i København i fem år. Der er noget andet over Aarhus. Det er ikke så overfladisk og smart her. Tingene tager lidt mere tid i Aarhus. Det kan jeg godt lide. Det er jo sjældent, man bliver straffet for at tænke sig om. Jeg synes, aarhusianerne tænker sig godt om, for når man viser, at der er indhold i det, man siger eller gør, så er folk også villige til prøve noget nyt og ændre adfærd. Der er en god vilje i Aarhus til at prøve noget nyt.

 

Er du nørdet?

Ja, det er jeg nok. Måske er jeg mere stædig end nørdet. Jeg kan godt lide at nørde med brygningsmetoder, ristningsgrader og de mere kaffeteoretiske emner. Hvad nytter det, at man har de rigtige bønner, hvis man ikke brygger kaffen på den rigtige måde og med den perfekte temperatur? Resultater bliver i hvert fald ikke perfekt. Hvis man vil lave den bedste kaffe, bliver man nødt til at være lidt nørdet. Men jeg ser nu heller ikke ordet nørdet som negativt, måske lidt tværtimod.

 

Er der nye idéer eller projekter på vej?

Ja, det er der faktisk. Jeg eller vi er i gang med at lave en ny kaffe-­‐oplevelsesbar. Hvad er det så? Det en kaffebar, hvor kunderne, ved hjælp af baristaens vejledning kan Brygge deres egen sorte kaffe. Det er oplevelsen, som der er fokus på. Man snakker sammen om kaffe, teknik og brygmetoder. Man bliver simpelthen inviteret ind og lave sin egen kaffe. Jeg vil have, at folk kommer til at forstå mere om, hvordan og hvorfor kaffen kommer til at smage så godt. Den type kaffebar eller kaffe-­‐ oplevelsesværksted er ikke set før. Jeg er sikker på, det nok skal blive godt. Vi skal snart til at bygge om, og regner med det hele er færdig den 15. februar.

 

Hvilke mennesker i byen fascinerer dig?

Der er flere. Men der er især en mand, som jeg synes fortjener at blive nævnt, og det er Olav de Linde. Han ejer mange ejendomme i byen, og han ejer også baggården her. Han er om nogen en visionær mand, som kan se muligheder i det meste. Da jeg mødte ham, ville jeg lave mit Kaffehus, og det lagde jeg ikke skjul på. Han var med det samme med på idéen og kunne se mulighederne. Han er ikke ublu som en del andre ejendomsfolk, tværtimod. Han har været fair og reel hele vejen igennem, og har hjulpet mig meget. Han er en god mand, som jeg har stor respekt for. Han er klart en inspirerende person.

En anden, som skal nævnes, er kollega og vel også konkurrent, Thomas Sigfred. Han var den første på kaffescenen i Aarhus, og han gør det godt. Selvom vi er konkurrenter på nogle områder, er vi også gode kolleger. Vi snakker sammen om mange ting. Jeg vil gerne lave nogle kaffearrangementer med Thomas. Han er reel og til at stole på. Han er god at snakke med om erfaringer og trends. En god fyr som jeg gerne vil lave mere med omkring kaffearrangementer i Aarhus.

 

Mangler der noget i byen?

Ja, det gør der nok, men der er da meget, som vi skal være glade for. Der sker mange ting i Aarhus. Vi er ikke så gode til at fortælle, om det vi gør og har at byde på. Der mangler mere bevidsthed om, hvad vi kan i Aarhus. Vi skal holde på de gode folk. Der er alt for mange som forlader Århus til fordel for København. De skal tilbage og hjælpe med at bibeholde den gode ånd her i Aarhus.

 

Hvad laver du om 5 år?

Det er svært at sige, hvor jeg er om fem år. Jeg lever meget i nuet og handler meget rationelt og prøver at agerer i takt med omgivelserne. Jeg kan ikke lide at bliver sat i kasser og rammer. Derfor har jeg heller ikke en plan for de næste 2 eller 5 år.  Jeg  kan godt lide at udvikle mig selv og omgivelserne, så må vi jo se hvad det kan blive til.

 

Hvor drikker du din kaffe i Aarhus?

Jeg bruger meget tid på at drikke kaffe andre steder – og gerne forskellige steder. Nogle gange bare en hurtig kop kaffe, mens andre gange for selskabets skyld. Jeg drikker den gerne hos mine kaffekollegaer. Vi skal jo forsat udvikle hinanden.

Mit Aarhus: Søren Stiller Markussen

Mit Aarhus: Søren Stiller Markussen

Mit Aarhus: Søren Stiller Markussen

 

Del artikel

Andre læser også