Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mobilkøkken og streetfood hvor du ønsker det!

Af Line Ingwar Karlsen

For et stykke tid siden så et nyt koncept dagens lys. FOODsteps er navnet på et mobilt multikøkken. Det er af den type med det hele. Indretningen og inventaret er som et moderne industrikøkken. Der er ikke meget mad, som ikke kan laves her. Bag enhver succes står der en kvinde, har jeg hørt. Og kvinden er den 25- årige Line Faber Jürgensen, der er udlært kok, og har arbejdet på Odder Parkhotel, Munkebjerg, og på det seneste på Varna Palæet. Hun valgte at skippe den sikre lønmodtager-vej og kaste sig ud i et drømmeprojekt, da hun var bange for at gro fast og manglede udfordringer. Jeg syntes, idéen var så god, at jeg kontaktede Line Faber Jürgensen til en lille snak om streetfood og hendes mobile proff køkken.

 

Fleksibel med stort F

Mulighederne er mange. Begrænsningerne er der, men der er ikke mange af dem. Fleksibiliteten er blot en helt anden, og det ser ud som om, at Line Faber Jürgensen har ramt rigtigt. Kunderne, eller gæsterne om du vil, har allerede opdaget, hvor let det er at få det mobilkøkken hjem i privaten, eller ud til firmafesten. At lave mad til op til 100 personer er ikke noget problem. I den ene ende af mobilkøkkenet er der en salgsklap, som kan slås ned, hvilket er velegnet til blandt andet streetfood. Det giver mulighed for at lave streetfood, som vi ikke har set i Aarhus før. Rigtig hjemmelavet mad med variation. Både sund og spændende mad, som i dag ikke findes som streetfood.

 

Tror på Streetfood og Aarhus

Madvognen giver associationer til Tour de france. Den ligner en af de store madbiler, som bruges til at lave mad til rytterne i. Den er fuld funktionel, utrolig hygiejnisk og selvfølgelig godkendt af fødevarestyrelsen. Det giver et hav af muligheder. Hvor der er mennesker, kan der laves mad. Se bare, hvordan det går med Copenhagen Streetfood på Papirøen. Hver dag er der mange tusinde mennesker, og de godt 30 forskellige madboder eller madvogne laver helt forrygende mad. Verdensklasse. I Aarhus har vi intet af den slags. Absolut intet, ud over en masse ensartet kebab-boder, friturestegte frikadeller, en tam sandwich i en kold masseproduceret bolle eller de sædvanlige Steff Houlberg pølsevogne. Line Faber Jürgensens idé med FOODsteps er god, og hun fortjener opbakning, da mulighederne med hendes koncept er mange og rigtig gode.

StreetFront

Fest, hvor som helst

Kender du ikke det med, at du gerne vil holde festen derhjemme, men ikke rigtig kan overskue det. Du har 4 plader på et husmor-komfur og en gammel sløv ovn, som ikke batter meget, når gæstelisten er på over 50. Catering er ofte en del af løsningen, men det er også ofte halvtamt. Så derfor er der helt sikkert fremtid i et koncept som FOODsteps. De laver maden, frisk, varm og direkte fra køkkenet. Ikke noget med flamingokasser og plastbøtter. Oplagt, hvis man er til frisk mad. Udover det så er konceptet så fleksibelt, at man selv kan bestemme det meste. Du betaler kun for det, de laver, og alt det andet kan du selv fikse på Foodsteps website hvor du kan finde musik, fotograf, borde og stole osv. Har du noget at tilbyde i den retning, er man velkommen til at henvende sig til FOODsteps. Hvor festen er, er ikke afgørende for Line Faber Jürgensen og sit crew. Alle arrangementer er en mulighed. Alle ugens dage året rundt på nær jul rykker holdet ud.

Forret

Opgør med dårlig streetfood

Line Faber Jürgensen er en rolig kvinde. Hun fortæller mig, at hun ikke har gjort så meget for at markedsføre FOODsteps endnu. Grunden er, at det går stille og roligt i den rigtige retning. Kunderne anbefaler hende, og derer flere og flere arrangementer, som har fået øjnene op for, hvad man kan præstere med et professionelt mobilt køkken. Tænk på, hvad NorhtSide, Smukfest, Aarhus Festuge mv. kan tilbyde deres gæster, hvis der var et “rigtigt” køkken at lave streetfood i. Der er alt for meget dårlig og ens mad i det offentlige rum, fortæller Line Faber Jürgensen. Tænk over, hvornår du sidst er blevet overrasket med god mad på Strøget i Aarhus.

StreetFOOD

Alt er hjemmelavet – hvad ellers?

På mit spørgsmål om maden er hjemmelavet, kigger Line Faber Jürgensen undrende på mig. Måske har jeg sagt noget forkert, tænker jeg. Men nej, det var blot fordi, at hjemmelavet mad er en selvfølge for hende. Jeg glemte jo, hun er kok og har arbejdet på nogle toprestauranter, så måske var mit spørgsmål overflødigt. Men ja, alt maden er hjemmelavet. Selv Monte Cristo burgeren som er mere eller mindre fast, når vi taler streetfood. En hjemmebagt brioche bolle, vendt i æggesnaps, friteret, rosastegt og saftig hakkebøf, en ostefondue kogt på hvidvin og bacon. Det er blot et eksempel på, hvad FOODsteps kan. Om vinklen skal være det ene eller andet afhænger af begivenheden. Men en ting er sikkert, og det er, at maden skal være skarp, hjemmelavet og velsmagende. Det er ikke til diskussion.

 

Aarhus Update vil ubetinget give high five til den her idé. Jeg håber, det lykkes for Line Faber Jürgensen og hende idé. Det har været savnet i Aarhus og resten af Jylland. Lad os håbe, at FOODsteps kommer til at lave streetfood under Aarhus Festuge. Den kunne godt trænge til et frisk pust på madsiden, da den mildest talt har været ret fantasiløs de sidste år.

Se mere om Foodsteps her:

 

Del artikel

Andre læser også