Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Morgenmad på Vesterlauget – Tjener Boldt, hjemmebagt brød og Gammel Knas

Af Freja Dumont

Hvor er det befriende, at der er andet på menukortet end en sædvanlig, lunken og halvkedelig brunch. Vesterlauget i Vestergade, eller blot Lauget som det hedder i folkemunde, er for længst blevet en institution i Aarhus. Her har man formået at finde sig helt egen stil. Udvalget er ikke stort. Men det, der er, smager godt, og så er priserne lave.

 

Komfort som i en god dagligstue

Vi tog plads i de bløde stole. Vi fik straks serveret en kande filterkaffe. Termokanden lignede en spejdermodel. En sjov gimmick. Rundt ved bordene sad studerende og arbejdede. Interiøret var varieret og holdt i den ældre stil. Det skabte en afslappet og hyggelig stemning. Musikken var stille og behagelig, så der var plads til at arbejde eller snakke.

Morgenmad på Vesterlauget

En stor central menutavle

Menukort er der ikke noget af på Vesterlauget. På den store tavle for enden af baren står, hvad de har at byde på. Vi valgte Laugets morgenbræt til 50 kroner. Brættet bestod af en bolle med smør, Gammel Knas fra Arla Unika og en hjemmelavet marmelade af tomat og vanilje. Blødkogt økologisk æg og en yoghurt med hjemmelavet müsli. Derudover købte vi en bolle med smør og ost til 25 kroner og en portion tag-selv havregryn til 15 kroner.

Morgenmad med gammel knas på Vesterlauget

Unika osten

Nu er det ikke sådan, at der er meget at vælge mellem. Lidt, men godt. Morgenbrættet så smukt og enkelt ud, da det blev serveret på et sort granitbræt. Råvarerne var i orden. De var valgt med omhu. Bollen var friskbagt og smålun. Ægget var økologisk og perfekt blødkogt. Du skal vente fem minutter på dit æg, men så er det også frisk og varmt. God stil.

Morgenmad til 50 kroner på Vesterlauget

Tomatmarmeladen tog kegler her. Med en fast konsistens, og en markant smag af vanilje var det dagens bedste overraskelse.

Havregryn til 15 kroner på Vesterlauget

Filterkaffen lever endnu

En termokande med kaffe koster 35 kroner. Kaffen smagte bedre end forventet. Ikke noget fancy kaffe. Filterkaffe, dog med kaffebønner der smagte godt.

Lidt morgenmad på Vesterlauget

Moderne version af tjener Boldt

Panik er ikke et ord, man kender og bruger på Vesterlauget. Alt her foregår stille og roligt. Dermed ikke sagt, at der er sløv betjening. Tværtimod. Det er en opmærksom betjening, der er omhyggelig og nede på jorden og ikke mindst, tager sig tid til at snakke med gæsterne. Det minder nærmest om tjener Boldt i en moderne udgave.

Servietter fra Thisted Bryghus

Venlige priser

Vi betalte i alt 260 kroner for morgenmad og to kander kaffe til tre personer. En kande kaffe kostede 35 kroner. En omgang ren morgenmad kostede 50 kroner per mand. Svinebilligt. Alt i alt en anstændig omgang morgenmad til prisen. Morgenmaden serveres fra 9.00-11.30.

Vesterlauget i Århus

Vurdering

Vesterlaugets morgenbræt kan klart anbefales. Det er ikke den største portion, men der er brugt gode råvarer, og hvad kan man forvente for 50 kroner? Stemningen og indretningen er noget for sig og værd at gå efter. Der er en ro og tilbagelænethed, som du skal lede længe efter. Pladser er der mange af. Du kan sidde sammen med andre ved de store borde, eller sidde alene med dagens avis. Vesterlauget er et af de steder, hvor du bliver afhængig af at komme – og det er vi blevet. Deres morgenmad giver en god start på dagen, og den er markant bedre end den typiske kedelige brunch, der serveres på nogle af byens caféer.

 

Vesterlauget

Vestergade 50
8000 Aarhus C
Email: kontakt@vesterlauget.dk
Telefon: +45 28 77 94 11

 

Åbningstider
Mandag og tirsdag: 9.00 – 23.00
Onsdag og tordag: 9.00 – 23.59
Fredag og lørdag: 9.00 – 02.00

 

Del artikel

Andre læser også