Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Madanmeldelse: NO16 – den perfekte aften uden nogen form for bekymring

Af Line Ingwar Karlsen

Kender du det med, at du ikke skal forholde dig synderligt til mad og vin. Kun lade dig forføre og ellers kun nyde. Ikke yde. Sådan en aften havde vi hos NO16 på Havnen i Aarhus. For 495 kroner får du en aperitif ved velkomsten, friskbagt brød, 4 appetitvækkere, 3-retters gourmetmenu med sæsonvarer fra Torvet, syv forskellige internationale vine ad libitum og friskpresset juice fra buffeten samt kaffe og te.

 

Kortene er givet på forhånd

Konceptet er stramt. Sådan er det. Dørene åbnes præcis kl. 18.30, og det hele slutter præcis kl. 21.30. Vi fik hurtigt anvist en plads af en sød og smilende tjener. Det varede ikke længe, før gæsterne havde fundet vej til baren, og der blev fyldt godt op i glassene. Sådan er det jo, når der er drikkevarer ad libitum. Efter kort tid kom der et glas bobler og to forskellige slags brød og dip. Ingen ventetid eller snøl.

 

Udsigt til den gamle industrihavn

70 pladser, sådan da. Træbordene var dækkede med forskellige glas, bestik i marmorkasse og servietter. Vi fik en vinduesplads og kunne nyde synet af Dokk1 og den gamle havn. Der er et åbent køkken med varmelamper, og der er styr på tingene. Ejeren er den østrigske topkok, Jürgen Frühwirth, som i den grad ved, hvordan god mad skal smage.

 

4 lækre appetitvækkere

Den første var råmarineret laks med radise.Mør laks og frisk smag. 

 

Derefter en friteret svampekugle.

 

 

Tatar af mørbrad med sauce tatar og stenbiderrogn tog kegler og til sidst suppe lavet på mango og agurk, cayennepeber og med dild på toppen. Det hele blev serveret i en form for amagerhylde. Anderledes og en god start.

 

3-retters gourmetmenu med varer fra Torvet

Forretten var dampede asparges fra Djursland med en hollandaise lavet på rygeost, bacon, kartoffelchips og marineret rucola. Retten blev serveret på varme tallerkener. Aspargesene var tilberedt til perfektion. Sprøde og saftige. Hold op, det var godt. Bacon og kartofler gav salt til retten.

 

Så blev der ro

Krogmodnet okseskank medium stegt i minimum 16 timer – og en tur på grillen. Sikke et stykke. Mørt og saftigt, som bare pokker. Ved siden af blev serveret rødvinsauce, hjemmerørt bearnaise, trøffelfritter og grillede blandede grøntsager.

 

Da alle havde fået, kom tjeneren rundt med ekstra fritter og sauce. Der var nu nok på tallerkenen for os, så vi takkede nej. Der manglede bare ikke noget.

 

Desserten

En mandelkage med rabarbersorbet, marengs på lakrids, kærnemælkspuré, hvid chokoladesauce plus et par friske jordbær. En frisk omgang. Perfekt syre i rabarberne. En let dessert, hvor man har fattet, at sødme ikke er en kvalitet i sig selv. Befriende dejligt, når en dessert har andet end sukker og sødme i sig. Elementerne her talte for sig selv. Spitze.

 

Et sandt orgie af drikkevarer

Der var et pænt udvalg af vine. De var velvalgte og havde en vis bredde. Der var flere end syv vine, da jeg tror, de ville teste nogle nye. Uanset hvad, så var der fin bredde og vine, som ville falde i de flestes smag.

 

Det var ikke laveste fællesnævner, som vi mødte hos NO16.

 

Information er en selvfølge

Da der var 15 minutter tilbage af seancen, kom betjeningen rundt ved bordene for at sige, at hvis der skulle fyldes op i glassene, så var det nu. Flere af gæsterne var godt i stødet. Men servicemeddelelsen gjorde, at en stor del lige skulle have det sidste glas. Fair nok, men det var sødt af dem, at gå rundt til hvert enkelt bord og sige det.

 

Vurdering

Til prisen er det for tiden byens bedste value for money – hvis du måler på, hvad du får for 495 kroner. Helt igennem god mad. Store portioner. Mad med smag. Betjeningen var helt forrygende serviceminded. Effektiv, men på en afslappet måde. Vinene var gode. Det var ikke laveste fællesnævner. Tværtimod, var der en del spændende vine, som helt sikkert ikke er billige. Syv serveringer plus mindst 8 glas vin var, hvad vi fik. Til den pris virkede det uvirkeligt, at det kunne lade sig gøre. Nuvel. Der er vel fuldt hus hver aften, hvilket måske er en af årsagerne til, konceptet virker så godt.

 

Vi vurderer altid, hvad vi får, op mod hvad det koster. Her er vurderingen let. Vanvittig god value for money. Nok byens bedste. Maden var til topkarakter. Det samme med betjeningen. Så det er vores bedste anbefaling, vi sender efter NO16 på Havnen i Aarhus. Jürgen Frühwirth har endnu engang bevist, at han ved, hvordan man fylder en restaurant aften efter aften.

 

NO16

Europaplads 16
8000 Aarhus C​
Telefon: +45 21 60 02 64

Website:

Bestil bord her:

 

 

Del artikel

Andre læser også