//Madmarkeder

Ny bod hos Aarhus Street Food: Hjemmelavet hummus, brænde og åben ild

Af Jan L. Pedersen

I dag åbnede en ny bod hos Aarhus Street Food. Skønt med nyt mad, og ikke mindst hvis det smager godt. Og det kan jeg lov for, at det gør hos Hummus. Som navnet antyder, så er den hjemmelavede, finthakkede hummus omdrejningspunktet. Den får du til alle retterne, sammen med tyndt brød bagt over glødende trækul.

Alt er hjemmelavet

I Hummus-boden er det erfarne og veluddannede kokke, som står og laver maden. De har arbejdet på nogle af landets bedste restauranter. Det kan både ses og smages. Hold op, hvor var det godt, det jeg smagte. Der er blandt andet lammetunge med merguez-pølse og hjertesalat til 65 kroner, eller langtidsstegt gris med spidskål og den marokkanske krydderiblanding, ras el hanout.

Ellers er der en plain hummus-servering. En omgang med kylling og ikke mindst ost i vinblade.

Hummus i verdensklasse

Idéen er, at opjustere noget at det mad vi kender, men måske ikke smager så ofte. Og hvis vi gør, så smager meget af det ens. Hos Hummus er processen med at have den perfekte hummus lang. Her er ingen plastikbøtter fra store cateringfirmaer. Nej, alt bliver lavet fra bunden, og opskriften er en af de mere gennemtænkte. Nu er det her ikke nogen madanmeldelse, men jeg mindes ikke, jeg har smagt bedre hummus, end den jeg fik i dag på Aarhus Street Food.

Kød og brød er lavet på trækul

Boden er cool. Vildt cool. Bare opbygningen af bålet og grillen er ren meditation at se på. Se bare på billederne nedenunder. Det er jo en indendørsbod, så det har været noget af et projekt at få skorstenen op gennem den gamle busgarage. Men det lykkes, og jeg er ikke i tvivl om, at boden bliver et hit. Ikke kun på grund af den unikke stemning, men helt sikkert for deres mad og høje kvalitet.

 

Aarhus Street Food

Ny Banegaardsgade 46
8000 Aarhus C
Website

 

Madmarkeder Se alle

Udvalgte artikler Se alle