//Nyheder

Østjyske øko-virksomheder deltager i stort eksportfremstød

Af Redaktionen

Udenlandske forbrugere har smag for dansk økologi. Det vil 12 østjyske virksomheder udnytte, når de i næste uge drager til Nürnberg for at gå på jagt efter nye eksportaftaler på verdens største øko-messe, BioFach. I alt deltager mere end 40 danske øko-virksomheder i det danske eksportfremstød, der er arrangeret af Økologisk Landsforening.

 

Den danske økologi-eksport er mere end fordoblet på fire år, og den udvikling står 12 østjyske virksomheder klar til at bygge videre på, når verdens største økologiske messe – BioFach i Nürnberg – åbner dørene fra den 14. til den 17. februar. Her vil virksomhederne præsentere deres økologiske gedeoste, spegepølser, snackbarer, hampeprodukter, chokolade, is og andre økologiske varer for de mange tusinde udenlandske indkøbere, der besøger messen.

I alt deltager over 40 danske øko-virksomheder i det store eksportfremstød, som arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med netværket Bio Aus Dänemark.

 

Lokale virksomheder med store eksportambitioner

En af de østjyske virksomheder, der deltager på BioFach, er Hanegal ved Silkeborg. Den økologiske pionér-virksomhed har udviklet en række nye økologiske spegepølser og snackpølser specifikt til eksport, og produkterne lanceres på BioFach i år.

 

– Vi er med på BioFach for både at få feedback på de nye produkter og forhåbentlig en masse gode kontakter til indkøbere på eksportmarkederne. Vi har udbygget vores organisation og udvidet produktionskapaciteterne det seneste år, så nu er virksomheden gearet til for alvor at sætte fokus på eksportindsatsen. Og vi har høje ambitioner. På sigt tror vi også på, at vores færdigretter og veganske produkter har et meget stort potentiale i udlandet også, siger Fie Graugaard, der er medejer og kommunikationschef i Hanegal.

En anden østjysk virksomhed, der også præsenterer nye økologiske produkter på messen i Nürnberg, er Mols Organic, der primært producerer økologiske chokolader, marcipan og frugt/protein-barer.

 

– Vi lancerer en helt ny serie af økologiske rawbarer til den sundhedsbevidste forbruger på BioFach. De når lige akkurat at blive færdige inden messen. Og så har vi også vores nye økologiske småkager med. I dag udgør eksport cirka 30 procent af vores omsætning, og det er Sverige, der er vores største eksportmarked. Men vi ser også rigtig gode muligheder for udbygge eksporten til andre nære markeder, hvor der er stor interesse for nordiske og økologiske kvalitetsprodukter, siger direktør Aksel Rømer.

Stort eksportpotentiale for danske øko-virksomheder

Der blev eksporteret danske øko-varer for 2,4 milliarder kroner i 2016, hvilket er en stigning på 23 procent på et år. Og Økologisk Landsforening vurderer, at dansk økologi er så eftertragtet på eksportmarkederne, at øko-eksporten vil runde tre mia. allerede i 2018.

– Danskerne har verdensrekorden i at lægge økologiske varer i indkøbskurven, og de efterspørger økologi indenfor flere og flere varegrupper. Derfor udvikler de danske virksomheder konstant nye, spændende øko-varer, og det er der mange lande, der har fået øje på. Eksportpotentialet for de danske eksportvirksomheder er dermed meget stort. Udstillerne på årets BioFach giver et godt billede af den bredde og innovationskraft, der kendetegner dansk økologi, siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

Ud over Hanegal og Mols Organic er de øvrige østjyske virksomheder, der deltager på BioFach, Asian Food Supply, Northern Organic A/S, Møllerup Brands, Naturli’ Foods, Raw Snacks, Tebstrup, Food Solutions, Friland, House of Originals og Kramers is.

 

Nyheder Se alle

Udvalgte artikler Se alle