//Nyheder

Hjælp: Praktikpladserne er der – men eleverne mangler

Af Redaktionen

Hvis man gerne vil være kok eller gourmetslagter, så er det ikke noget problem. På AARHUS TECH er der i øjeblikket registreret 25 ledige praktikpladser til kokke og 5 ledige pladser på slagterområdet, og virksomhederne vil gerne ansætte nye elever her og nu.

 

Jeg er i daglig kontakt med både restauranter og slagterbutikker, som mangler kvalificerede ansøgere til praktikpladser, og de vil byde en ny elev meget velkommen. Den rette M/K vil faktisk kunne begynde i en mesterlæreplads allerede i morgen, fortæller Jimmi Ludvigsen, konsulent på AARHUS TECH. Han slår blandt andet de ledige praktikpladser op på facebook, på skolens opslagstavle og laver forskellige former for opsøgende arbejde.

 

Lidt forvænt i restaurationsbranchen

At det kniber gevaldigt med at rekruttere nye elever til blandt andet kokkefaget, bekræfter Claus Slott, som er direktør på Hotel Skanderborghus: Vi har måske været lidt forvænt i restaurationsbranchen, for tidligere har vi ikke haft problemer med at tiltrække nye elever, men den situation er helt ændret nu. Vi har normalt tre kokkeelever, men i øjeblikket har vi kun to, fordi vi ikke har kunnet besætte den sidste elevplads. Hvis vi fik den rette ansøger, så kunne hun eller han begynde i morgen i mesterlære.

 

Også supermarkederne er i problemer

Hos Dansk Supermarked Group nikker man genkendende til problemet med at rekruttere unge og voksne til ledige elevstillinger som fx gourmetslagter og bager. Alene i Østjylland har Dansk Supermarked Group i 2018 en målsætning om at ansætte 18 gourmetslagter- og delikatesseelever og 12 bagerelever.

Vi opprioriterer i øjeblikket både slagter- og bagerområdet i vores mange østjyske butikker. Derfor er det af afgørende betydning, at endnu flere unge vælger at gå gourmetslagter- og bagervejen. Vi kan til gengæld tilbyde spændende elevpladser med gode karrieremuligheder som både fødevarehåndværker og leder. Vi håber på, at vi i et tæt samarbejde med AARHUS TECH og folkeskolerne i Østjylland kan få flere unge til at få øjnene op for vores uddannelser, siger Jon Skålerud, Senior HR Manager i Dansk Supermarked Group.

 

Tidligere havde man på AARHUS TECH en del elever, som ikke kunne finde en praktikplads inden for kokkefaget og derfor i stedet var tilmeldt skolepraktik. Det billede er totalt forandret, og i øjeblikket er der på AARHUS TECH kun fem elever i skolepraktik inden for uddannelserne til kok, gourmetslagter, ernæringsassistent, smørrebrød og catering.

 

Fakta

Mesterlæren giver mulighed for at komme hurtigt i gang med sin uddannelse. Her begynder eleven uddannelsen med at blive oplært i sit fag på virksomheden i stedet for at gå på skole, og den grundlæggende praktiske oplæring træder i stedet for skoleundervisningen på grundforløbet.

Nyheder Se alle

Udvalgte artikler Se alle