Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Rabat, procenter og det hele til den halve pris

Af Line Ingwar Karlsen

Så skete det igen. Vi sad på en restaurant og spiste frokost. En god restaurant med god mad og vin. Restauranten er ikke ny, og har et godt ry. Det er en af den type restauranter, hvor der kommer en del stamgæster. Men det var som om, de havde svært ved at få gang i deres frokost. Det er der som sådan ikke noget galt i.

 

Der kom fire gæster og satte sig ved siden af os. De sagde, de havde købt en deal med mange procenter rabat på, og ville gerne havde det, som de havde betalt for. De købte en flaske vin, den anden billigste. Heller ikke noget galt i det. Vi spiste vores mad, bestilte en dessert med dessertvin og efterfølgende kaffe. Det hele var i orden, og der var ikke meget negativt at sige.

 

De flinke folk ved nabobordet

Vores naboer var hurtigere end os til at spise. Det er heller ikke så svært at være det, for vi er nogle gange lidt langsomme. De fik regningen for det, de havde købt, før vi gjorde. De havde jo betalt for maden via et site, så det var kun drikkevarerne, de skulle betale for. Vi spurgte af nysgerrighed, hvad de måtte slippe for deres frokost. De var venlige og viste os, hvad de havde betalt. Vi kiggede lidt, for det lød billigt. Vi skrev for sjovt beløbet ned på en serviet. Men det blev vores humør ikke bedre af.

 

Vi var (er) for dumme, og det koster at være dum!

Vi blev sgu kede af det. På en måde var det jo i orden, det restauranten, deal sitet og vores naboer havde gjort. Vi skulle bare have set eller vidst det. Men hvorfor skulle vi, som har spist på den pågældende restaurant mere end 15 gange, betale mere end dobbelt så meget som dem, der har købt en deal med 50 eller 70% rabat? Vi tænkte, det er sgu for dumt at være stamgæst.

I princippet må de enkelte restauranter gøre, hvad de vil med deres markedsføring. Det, som kan gøre os på Aarhus Update en lille smule irriteret, eller forsmået om du vil, er uretfærdigheden blandt de forskellige gæster.

 

Ydmyg og undskyldende tjener

Hvis det var det samme, så var det en fejl, undskyldte vores tjener. Vi var og er da ikke blinde. Vi tog billeder af vores mad, men desværre ikke af den mad vores naboer spiste. Men det lignede godt hinanden meget. Jeg skulle jo ikke kunne sige, om deres mad smagte anderledes end vores. Måske gjorde den. Det var vores håb, at vores mad smagte bedre end deres. Portionsstørrelserne var stort set de samme, så her var ingen trøst at hente.

 

Hvem elsker ikke rabat?

Hedder din bedste ven rabat? Vi elsker tilbud og rabat – men synes ikke det er fair, at dem, som har set en deal eller er medlem af en eller anden danseforening, skal have rabat. Jeg er efterhånden lidt træt af alle de forskellige dealsites, spis tidligt-sites, diverse klubber, og det hav af alle mulige og umulige steder, du kan få rabat, hvis du bestiller på en speciel hjemmeside.

Det er jo vanvittigt, hvor meget tid du skal bruge på at overvåge tilbud. Hvorfor ikke bare fastsætte en pris som gælder for alle?

Hvis nu man skal skille sig ud, så kunne restauranterne jo give et glas på huset eller en gratis dessert – vel at mærke for alle.

 

Falliterklæring?

De eneste, som det går ud over, er de restauranter, caféer og andre, som går med i tilbudsjunglen. Vi har eksempler på, at restauranter skal give mellem 33 og 35 procent for at være med i en deal eller noget book et bord tidligt-agtigt. Det er sgu for vildt. Tænk, hvis man går ind på en af de sites og køber en menu med fire retter til 400 kroner. Så får den pågældende dealsite-udbyder 133 kroner per måltid. Det kræver ikke meget at regne ud, at der så kun er 267 kroner tilbage til restauranten eller caféen.

Om jeg begriber de restauranter, der går med på sådan en aftale. Enten må de være presset (af bankerne eller partneren derhjemme), råde over store (dyre) lokaler, for dyrt personale eller også tjener de (alt) for meget på deres mad. Hvis man kan give 33% eller mere i rabat på en menu, og stadigvæk tjene penge, så tjener de vel ret godt på den pris, vi andre skal betale. Det er ihvertfald min konklusion.

 

De bedste siger nej tak til Sælge-Helge slagtilbud

Det er i øvrigt sjældent, man ser de gode spisesteder være med i diverse deals, og de bedste restauranter kunne slet ikke finde på at være med i sådanne slagtilbud. De ved godt, hvad deres mad er værd, og hvor meget det kan koste i negativ feedback at gå med i disse smarte sælge-Helge slagtilbud. Det fortæller måske, at der er god sammenhæng mellem det, som maden koster og indtjeningen.

På den lange bane kan ingen seriøse spisesteder give 70% i rabat på mad og drikke. Hvis de kan det, så er der noget helt riv ruskende galt i min verden. Og det vil jeg på ingen måde afvise, der er. Men jeg gider ikke komme på de restauranter, hvor bordet ved siden af kun giver det halve af, hvad jeg giver, på grund af en kupon de har købt et eller andet sted. Jeg betaler jo selv for den mad, jeg spiser og anmelder – og til fuld pris. Derfor synes jeg, det er unfair, jeg ikke har set, at man kan købe en kupon og få op til 70% i rabat. Men omvendt så er det ikke restaurantens skyld, jeg ikke har set dealen.

 

Afhængighed er ingen skam?

Et andet eksempel er en fin, gammel restaurant i Aarhus Centrum. Der var fint besøgt til aften, men frokosten haltede lidt. Fair nok, det kan jo ske. De var i den bedre ende af skalaen. Deres frokost kostede mellem 200 og 300 kroner. Måske i den lidt dyrere ende, men den var også god.

 

De ville satse noget mere, på frokosten, altså. De lavede så en aftale med et deal-firma. Det gik rigtig godt, og gæsterne væltede ind ad døren. Der var flere dage, med fuldt hus. Der var jubel i restauranten. Da aftalen med deal-firmaet var slut, og det blev dagligdag igen, sad der kun de sædvanlige 2 – 8 daglige frokostgæster. Mit bud er, at den pågældende restaurant meget snart laver en ny deal.

Man kan blive afhængig af røg og alkohol, men måske også af deals!

 

 

 

Del artikel

Andre læser også