Restaurant ET stråler ved åen – en stilsikker frokost

Et par års byggeri ved DOKK1 og åen i Aarhus har gjort, at Restaurant ET har været lidt indeklemt. Der var flere tidspunkter, hvor man ligefrem skulle forcere gangbroer eller træplader for at komme over til ET. Den tid er ovre. Nu ligger restauranten, som den plejer på den ene side af åen. Brasseriet har nok fået åens bedste beliggenhed. Det meste ved Restaurant ET er velkendt. For mig var der ingen overraskelser. På en måde befriende, men også sikkert.

Restaurant ET gør sig godt ud_

Velkendt menukort – og dog?

Jeg har hørt nogle gange, at menukortet ikke har ry for de store udskiftninger. Det er forkert, da menuen skifter hver uge eller deromkring. Men det er sandt nok, at mange retter på menukortet har været med fra starten. Sådan er det. Mon ikke der er en grund. Når man rammer en ret rent, så er der jo ingen grund til at tage den af. Jeg har været hele menukortet igennem på ET. Op til flere gange. Derfor mener jeg, at der er en grund. De klassiske retter smager godt. Ufattelig godt. Det er nok grunden til, de er der. Tak for det! Der er, altid, fast tre retter til 358 kroner på menukortet. Vi nappede en af dem, og gik a la carte for resten.

Restaurant ET ligger smuk ved åen

Lunt frisk brød med smør og persille mayo kom hurtigt på bordet. Faktisk før vores drikkevarer. Knap så godt et træk. Noget at drikke har førsteprioritet i min bog.

 

Rejer med twist

Rejemad med håndpillede, grønlandske rejer og mayo. Hemmeligheden her var brioche-brødet. Rejerne var fine, og der var nok af dem. Men det søde brød var prikken over i’et. Prisen var 138 kroner.

Friske rejer på Restaurant ET_

Den taler for sig selv...

Klassisk fiskesuppe bliver jeg aldrig træt af. Den var kraftig som en bisque. 128 kroner for den her omgang var i kategorien foræring. Suppen var glohed og kom sammen med croutoner, revet Gruyére og aioli. Dansk torsk, franske krabber, store rejer, fennikel og en masse rustikke urter. Suppen var tæt på bisquestadiet. Det gjorde intet, tværtimod. En god, kraftig fiskesuppe, som er og bliver en udødelig klassiker i Aarhus.

Den klassiske fiskesupper på Restaurant ET_

Makrel med mere

Makrel kan smage helt fantastisk. Det gør den som regel altid, når den er tilberedt af gode kokke. En elegant makrel, hvor der ikke var sparet på tilbehøret. Flot anrettet!

En forret med makrel på Restaurant ET ved åen i Aarhus_

Dansk torsk når det er bedst

Ristet torskeryg med muslingesauce i nærkamp for førstepladsen i smag. Hold nu kaje en ret. Knivskarp dansk torsk, når det er bedst.

Smuk verdensklassetorsk på Restaurant ET_

Michel Michauds tatar – Classe Mondiale

Et brasserie skal vurderes på deres tatar. Anderledes kan det ikke være. Hvis den fejler, fejler alt i min bog. Den skal kunne fås både til middag og frokost, hvilket den også kan her på ET. 

 

Det er Michauds opskrift, men kokkene på ET laver den hver dag. Den smager helt forrygende godt. Det er byens bedste i min bog. Michaud donerede opskriften til de to ejere, Morten Sandvej og Lars Eiskjær. De har haft den fast på menukortet, siden de startede. Som tak, så har Michel Michaud altid fri tatar, når han spiser på ET. Hvis du er i tvivl om opskriften, så står den skrevet på væggen. Overordentlig god stil.

Den her taler vist for sig selv - Restaurant ET_

Syren fra cornichonerne var i verdensklasse sammen med kødet. Tataren var grov og cremet. Kødsmagen var, som om den kom direkte fra kødskabet. Der var grove fritter til. Salaten var frissé og med en klassisk fransk vinaigrette på. Stor portion. 178 kroner var prisen – og på ingen måde dyrt, tværtimod. Det er svært at finde en tatar i den her klasse. Underligt, da det er en ualmindelig enkel ret.

 

Sådan skal en mazarinkage smage

Mazarinkage var en del af den 3-retters menu. En is lavet på mascarpone, marengs, lidt blomster, friske hindbær og solbær plus en krystalliseret hvid chokolade. Desserten var i en størrelse, som kunne ses. Sødmen var ikke overvældende. Tak for det. Og heller ikke nogen historiefortælling her. Bare rendyrket velsmag for hver en krone.

Dagens dessert på Restaurant ET

Her er snobberi et fremmedord

På Restaurant ET er det kokkene, der serverer maden. De er af den type, man kan snakke med. Helt nede på jorden. Intet snobberi og bekræftigelses-syge her. De hviler ganske fint i sig selv, på den gode, jyske og underspillede måde. Befriende. Men ikke mindst er det ukompliceret, at være gæst her.

Magdalenes fristelser på Restaurant ET

Det drak vi

Nu var det frokost. Men derfor drikker vi selvfølgelig vin til maden. Alt andet ville være uforskammet i min bog. Der gik noget tid, inden hun kom og tog imod vores bestillinger. Derefter kunne vi så snakke vin og drikkevarer. Men hvis hun havde startet med at spørge os om et glas vin, så havde hun helt sikkert solgt os tre glas mere. Udover det, så er det god stil at spørge om noget at drikke inden maden. Vi spurgte ind til vinen. Tjeneren foreslog at finde nogle spændende vine, som passede til maden. Det takkede vi ja til.

 

Sipp Mack i Alsace laver fremragende Riesling, der smager godt. Vi har drukket flasker af den på ET, så intet ondt om den. Men næste glas var skarpere.

En gammel kending på Restaurant ET

Pouilly-Fuissé fra Domaine du Roure de Paulin i Bourgogne. Igen en velkendt vin på ET, som smagte fremragende med sin unge sprøde syre.

Pouilly-Fuissé fra Domaine du Roure de Paulin i Bourgogne på Restaurant ET

Vi fik også et glas biodynamisk Clos Chateau Gaillard Touraine-Mesland. Så vidt jeg ved, så importerer ET selv Chateau Gaillard. Den har også været på kortet i lang tid. En god hverdagsvin, som ikke gjorde det store indtryk.

En hverdagsvin på Restaurant ET

Rød Morgon fra Chateau Gaillard er just ikke en nyhed på ET. En frugtig og fyldig fætter lavet på gamay-druen og ikke på en fuldmoden og velourblød pinot noir, som vores luxembourgske makker ved bordet gættede på.

Morgon fra Chateau Gaillard på Restaurant ET

Eneste overraskelse var en sydfransk Pontificis på druerne chardonnay og viognier. Smagen havde karakteristika for både hvid Rhône og klassisk hvid Bourgogne. En helt igennem anstændig vin uden så meget snak. Tjek lige den ud næste gang, du spiser på ET.

Sydfransk Pontificis på Restaurant ET

Kun en af dagens vine var nye. En gang imellem skal man overraskes. Også selvom det velkendte ikke fejler noget. Tjeneren lovede jo at finde noget spændende, men spændingen var begrænset. Ret skal være ret, vi kunne bare have valgt selv, men valgte at følge tjeneren anbefaling. Og vinen passede glimrende til maden. Vinkortet var ikke helt opdateret. Vi kunne i hvert fald se hvilke vine, som var “drukket” eller “udsolgte”. Det stod med rødt stempel hen over teksten. En opdatering af vinkortet skal måske på to do listen. Det vil være god stil på en restaurant på det her niveau.

Udsigten fra Restaurant ET mod Dokk1

Vores regning

1500 kroner betalte vi for frokost til tre personer. Det var inklusiv seks store glas vin og en omgang kaffe og petit four. Vin og kaffe kostede godt 700 kroner, så maden løb op i 260 kroner per person. Det er god value for money i min bog. Husk på vi er på et af de bedste brasserier i Aarhus. Portionerne er store, og smagen er der absolut intet af komme efter. En let frokost var det. Vi var godt mætte.

Udsigten fra Restaurant ET_

Vurdering

Niveauet holder. Det er, stadigvæk, højt. I brasserie-genren er der ikke noget bedre i Aarhus. Sådan er det. Maden kan jeg ikke sætte en finger på. Vinen var god. Måske lidt forudsigelig. Flere af vinene har jeg fået mange gange før på ET. Betjeningen var opmærksom, men ikke i kategorien hurtig. Det burde være en overkommelig opgave at være lidt mere opmærksom på gæsterne. Atmosfæren og stemningen var god. Lidt på samme måde som på et moderne fransk brasserie i Paris. Den kan vi ikke sætte en finger på.

 

Et ønske er, at man gør lidt mere ud af vinen. Vinkortet er stort. Meget stort. Derfor forstår jeg heller ikke, at det “næsten” altid er de samme vine, der anbefales på ET. Det er også mit eneste kritikpunkt – og det er ikke stort. Måske skal det mere ses som et ønske fra en “stamkunde”. Uanset det, så er Restaurant ET, stadigvæk, et helt fantastisk sted. Sikkert som amen i kirken.

 

Restaurant ET

Åboulevarden 7
8000 Århus C
Email: velkommen@restaurant-et.dk
Telefon: +45 86 13 88 00
Link til hjemmeside

 

Del:Share on Facebook0Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+0

Én kommentar til “Restaurant ET stråler ved åen – en stilsikker frokost”

  1. Ulrik

    God anmeldelse. Jeg er hetl enig i det er byens bedste franske spisested. Du rammer plet med din kritik af vinen. De vine der er billeder af har jeg også fået rigtig mange gange på Et. Men det er en detalje som jeg håber Lars og Morten nok gør noget ved. Men lidt nyt vin man ikke har smagt før vil en rigtig god ide.
    Hyg jer
    Ulrik

    Svar

Skriv et svar