Der er nok en grund til, gæsterne vælter ind – den ultimative start på dagen

I M.P. Bruuns Gade ligger en lille café, som har taget morgenmad og toast op til revision. Morgenmad, brunch, frokost, ja, toasten kan gå alle steder. Rodfast er navnet. Her er der fokus på lokale råvarer, godt håndværk og den gode smag. De arbejder fra jord til bord og bruger råvarer uden for mange mellemled og handlet så lokalt som muligt. De sigter efter økologi, men ikke med dyrevelfærden som kompromis. Som udgangspunkt lød det godt i vores ører, så vi var forventningsfulde, da vi satte os ind på caféen og bestilte lidt af hvert fra menukortet.

Rodfast anmeldelse

Toast er udgangspunktet

Vi bestilte morgenmadstilbuddet, en open toast, yoghurt, ristet croissant med skinke og ost, en toast med svampe og en chokoladecroissant. Dertil friskpresset appelsinjuice med appelsiner fra Valencia leveret af Kong Gulerod (aarhusiansk highend frugtfirma), caffe latte og almindelig sort kaffe fra Sigfreds kafferisteri. Toastbrødet er lavet på hjemmebagt surdejshvedebrød, der efter bagningen står i op til fire dage før serveringen, for at opnå den bedste krumme ved tilberedning. Brødet var enormt sprødt og med god smag. Økologisk selvfølgelig.

Brød ved anmeldelse af Rodfast i Aarhus

Befriende ærlig

Her er ingen brunch eller et morgenmads-buffet-helvede, hvor alle tackler alle for at komme til fadet. Tak for det. Her er god tid, og tingene foregår i sit eget tempo. Man får hurtigt noget kaffe, hvilket gør, de fleste hurtigt falder til ro.

Lidt gæster hos Rodfast i Aarhus

Morgen til frokost

Rodfast har et morgenmadstilbud. Det består af osten (toast med ost og skinke), friskpresset juice og sort kaffe. 70 kroner var prisen. Ønsker du skinken, giver du 10 kroner ekstra. Det gjorde vi. Det samme gælder, hvis du hellere vil have en anden slags kaffe. I skinketoasten var der ravost, Slagter-Rigets egen og kendte skinke, sennep og rødløg. Tankevækkende, at man kan få så god mad, juice og kaffe til den pris.

Toast med skinke og ost hos Rodfast

Cabriolet “toast”

Ægget hed den og kostede 50 kroner. Egg Benedict – pocheret øko-æg og hjemmelavet hollandaise. Blev serveret på en bund af lækker skinke og grønt. Skinken var fra Slagter-Riget. De ryger og koger skinken for Rodfast. En gennemført smuk morgenmadstoast.

Egg Benedict - pocheret øko-æg og hjemmelavet hollandaise hos Rodfast i M.P.Bruunsgade

Tankevækkende, hvor godt det smager

Yoghurt med hjemmelavet frugtkompot af æbler eller appelsin og mysli til 25 kroner. Utrolig enkelt. Frugtkompotten var virkelig god. Appelsinen tog kegler her. En afrundet smag. Frisk og behagelig. Den med æble var også god. Der var noget jul over den.

Yoghurt med hjemmelavet frugtkompot hos Rodfast

En fabelagtig toast

Ristede svampe, trøffelolie, persille og gedeost fra Tebstrup gedeosteri var der i den sidste toast, vi prøvede. Igen en helstøbt toast, der var enkel men godt komponeret. Intet var overladt til tilfældighederne, og alt spillede godt sammen. 50 kroner var prisen.

Toast med svampe og trøffel hos Rodfast i Aarhus_

To gange “rigtig” croissant

Ristet croissant med smeltet ost og skinke til 50 kroner. Vi har prøvet et utal af disse rundt i verden. En del uden den store succes, men også nogle som sad i skabet. Denne her vandt dog bigtime. Hold kaje, hvor smagte den godt. Croissanten var lækker sprød og frisk med smørsmag. Vanedannende. De kommer fra Briancon, som er kendt for at lave nogle af de bedste croissanter i byen.

Ristet croissant med smeltet ost og skinke hos Rodfast

Chokoladecroissanter er vel for børn eller hvad? Nej, er det kontante svar. Vi prøvede den og må tage hatten af. 20 kroner var prisen, hvilket var tæt på ren foræring.

Travlhed, smil og overblik

Der er noget “Huset på Christianshavn” over Rodfast. Den grønne Tuborg  hos Emma i Rottehullet er skiftet ud med kaffe, te, juice og most. Men nærværet og hyggen er den samme. Vi kom en lørdag. Den travleste dag på ugen fortalte ejeren os. 4 store nybagte brød stod klar, så der kom noget over disken. Rodfast er et hyggeligt sted. Her er trangt, men det er en del af dna’et hos dem. Der er plads til 14 gæster i caféen.  

Gæster i baren hos Rodfast

De taler flydende aarhusiansk

Det var befriende med så mange lokale, som kom forbi Rodfast den dag. De fleste kunne det aarhusianske sprog til perfektion, hvilket blot gjorde besøget endnu mere hyggeligt. En nærværende betjening, der samtidig med madlavningen holdte snakken kørende med gæsterne. En helt forrygende god stemning. Sådan burde alle morgener starte. I så fald så verden helt sikkert anderledes ud.

Læder-venlig regning

Priserne var absolut til at komme i nærheden af. 340 kroner måtte vi slippe for 4 store kopper kaffe, 4 juice og mad nok til en tre – fire stykker. Uhørt god pris for så meget mad og kaffe. Råvarerne er specielt udvalgt, og det er ikke laveste fællesnævner, tværtimod. Hos Rodfast tænker de på dyrevelfærd og økologi, så etik, moral og kvalitet er der tjek på.

Betaling hos Rodfast i M.P. Bruunsgade_

Vurdering

Rodfast har meget at byde på. De er sig selv, og sætter en ære i, at gæsterne har det rart. Her er tale om værtskab, når det er bedst. Der er enkelthed med gode råvarer over maden. Det smager godt på den der måde, hvor man ikke skal forholde sig synderligt, til det man spiser. Man har ikke lyst til at forlade Rodfast igen. Tiden går, og det er som om, man har “helle” her. Her må man ikke tages til fange. Jeg har været på Rodfast to gange, og det er allerede blevet et af mine favoritsteder i Aarhus. Jeg elsker, når tingene er ukomplicerede, og det må man sige, at de er hos Rodfast. Hvis du vil prøve noget, som er knaldhamrende godt, så er Rodfast et must. Jeg vil vædde på, at du ikke vil fortryde dit besøg.

 

Rodfast Aarhus

M.P. Bruuns Gade 46
8000 Aarhus C
Telefon: +45 28 14 15 14
Website:

 

Åbningstider:

Tirsdag – fredag fra 8.00 – 17.00
Lørdag og søndag fra 9-00 – 17.00
Mandag: Lukket

Del:Share on Facebook887Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+0

Skriv et svar