Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Så la’ da vær’ : Food styling er kikset – og de dårlige kokkes varemærke

Af Line Ingwar Karlsen

Hvorfor falder folk på røven over et super stylet billede af en middelmådig eller dårligt smagende ret? Aner det ikke, men svaret er vel, at vi tænder på det visuelle. Bare det er flot at se på, så er indholdet ligegyldigt. Hvis overfladen er god, så betyder smagen åbenbart mindre eller måske slet ikke noget. Et skråplan, hvor kokke langsomt bliver mere og mere designere end kokke – og det visuelle bliver det, som kommer i højsædet, frem for smagen og råvarerne. Kikset og pinligt i min verden.

 

Anerkendelse

Hvis nu man er middelmådig til at lave mad, så betyder det jo meget, at der kommer gode og indbydende billeder ud af maden. Så jo dårligere din mad smager, jo bedre og flottere skal den være visuelt. Smart nok. Du skal bare hyre den bedste fotograf i kongeriget, bruge en par dage på styling med lak, dugspray og kunstige farver, så sidder den lige i boxen. Det er en nem måde at iscenesætte sin mad og sig selv på. Måske ikke verdens billigste, men alligevel.

 

Kogebøgerne har i mange år fokuseret på gode billeder – alt for meget. Det er vel okay i denne branche, da det er den eneste måde at få solgt skidtet på. Ingen gider købe en kogebog kun med tekst i. Vi skal se, det vi laver, eller tror vi kan lave. I øvrigt køber vi kogebøger som aldrig før, ikke fordi vi skal prøve opskrifterne i dem, nej alene af den grund, det er en alletiders gaveidé. Kogebøger er gode gaver, og vi bytter dem sjældent.

 

Uærlige billeder

Aviser og diverse magasiner bruger også gode billeder til deres anmeldelser. Men det er ikke nogle deres journalister eller anmeldere har taget, men typisk kommer der en faguddannet fotograf, som tager professionelle billeder af noget mad, som er milevidt fra det, anmelderen har spist. Det ser vi igen og igen. Det skal være flot i diverse magasiner og aviser, men hvad fanden gør det, når billederne ikke har noget at gøre, med den mad vi andre dødelige gæster får at spise. Jeg testede forleden en restaurant. De var anmeldt i et magasin. Fin anmeldelse. Jeg fik fuldstændig det samme, som magasinets anmelder fik. Visuelt havde retterne ikke meget med de fine billeder i magasinet at gøre. Du skal være kender for at se, det var de samme retter. Jeg spurgte tjeneren, da vi var færdige med at spise. Hun var sød og heldigvis ærlig nok til at fortælle, at billederne til magasinet jo var lavet specielt til magasinet, og man kunne ikke regne med, man som gæst fik det samme. Vor herre til hest. Så la’ da vær’!

Det er falsk reklame, og gæsterne kommer måske ikke igen eller anbefaler en restaurant, der bruger food styling for at lokke gæsterne til.

 

Hellere et fedtet og ærligt billede

Et dårligt autentisk billede fra en iphone er mere ærligt, end et super stylet billede som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Som forbruger må vi forlange at få sandheden, og det er desværre ikke den, man ser efter et par dage i et fotostudie. I hvert fald er det meget sjældent, det sker. Nej, det er en fordrejet og uvirkelig fremstilling af verdenen. Kikset og utroværdigt. Alle vil have flotte billeder, men hvis nu forbrugerne vidste, at det var på bekostning af sandheden, så var tonen nok anderledes. Hvem gider se på noget, hvor det gælder om at lave glansbilleder af en verden, som bygger på en løgn – jeg gider sgu ikke. Hellere den ægte vare med de fejl og mangler den måtte have, end food styling af noget som ikke eksisterer.

 

For god ordens skyld, er forsidebilledet bare et eksempel, og har intet at gøre med dårlige kokke og smag.

Del artikel

Andre læser også