Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Salling Fødevarepris 2016 – smag på de 30 nytænkende danske fødevarer

Af anders@sommersangdigital.dk

Salling inviterer fredag den 23. september alle nysgerrige til at kigge ind og smage på de 30 nytænkende, danske fødevarer, der er blevet udvalgt som semifinalister til Salling Fødevarepris 2016. Sallings interne dommerpanel vil her udpege 16 finale-produkter, som skal igennem smagsløgene på det eksklusive dommerpanel med bl.a. Michelin-kok Paul Cunningham og Masterchef-kok Jesper Koch, inden vinderen kåres torsdag 13. oktober og modtager prisen på 100.000 kr.

 

Chili-larver og hampesmåkager med chokolade. Det er bare noget af det, kunderne i Salling kan smage fredag den 23. september kl. 13-18, når stormagasinet præsenterer de 30 nytænkende, danske fødevarer, der er blandt semifinalisterne til Salling Fødevarepris 2016. Samtidig bliver det muligt at få en snak med en lang række af producenterne, hvis fødevarer fremover vil kunne købes i Salling.

 

Masser af østjysk gourmet

De 30 innovative produkter er udvalgt i skarp konkurrence blandt de i alt 115 indstillede kandidater. Sallings ambition er at kunne tilbyde det ypperste inden for dansk producerede fødevarer, og med prisen vil vi gerne gøre vores for at støtte op om branchen. Det glæder os, at vi år efter år har fået stadig flere kandidater til Salling Fødevarepris, ligesom vi er glade for en stadig stigende opbakning fra vores mad-entusiastiske kunder, siger Sallings direktør, Marianne Bedsted.

 

Hamp fra Møllerup Gods

Aarhus og Østjylland er talstærkt repræsenteret blandt de innovative fødevarer. Producenter fra Aarhus er bl.a. Enorm, der fremstiller insekt-snacks; Småkageriet, der bager hampesmåkager med chokolade; Bistad, hvis bistader udnytter pladsen på byens tage; og slagter Zacho i Højbjerg, hvis fasan-paté er blandt de udvalgte. Østjyske producenter er Møllerup Gods i Rønde, der fremstiller hampemel og spegepølse med hamp; Samsø Aperitif, der deltager med sin snaps på hvidtjørn; og Sorring Bær, hvis syltede hyben med honning har fundet vej i semifinalen.

 

Se alle semifinalisterne her:

 

15 semifinalister vil være til stede i Salling Super i Aarhus, og 15 semifinalister vil være til stede i Salling Super Aalborg. Kunderne får her mulighed for at stemme på deres favorit og være med i konkurrencen om en gavekurv fra Salling Super til 1.000 kr. Det mest populære produkt får publikumsprisen og 10.000 kr.

 

Eksklusivt dommerpanel

Den endelige finale finder i år sted i Salling Aalborg, torsdag d. 13. oktober, kl. 15-17. Her bliver vinderen udpeget af et dommerpanel med ultra-trænede smagsløg:

 

  • Jesper Koch, kendt som bl.a. dommer i Masterchef på TV2 og medindehaver af Kocherier i Aarhus
  • Paul Cunningham, indehaver af Henne Kirkeby Kro, der i foråret fik sin første Michelin-stjerne
  • Kenneth Hansen, der er køkkenchef ved Svinkløv Badehotel og i 2014 vandt sølv ved Bocuse d’Or
  • Giovanni Volpi, direktør for restaurant Giovanni i Aalborg
  • Mikael Kopp Christensen, chefkok ved Musikkens Spisehus i Aalborg
  • Anne Hjernøe, journalist og forfatter til flere kogebøger samt kok på eget DR2-program AnneMad
  • Rene Langdahl Jørgensen, mad- og vinskribent for Gastromand

 

Det er tredje år i træk, at Salling uddeler Fødevareprisen. I 2015 gik Salling Fødevarepris til Holbæk Bryghus for deres Sort Dessert Øl. I 2014 gik prisen til æble-aperitiffen Pomó lavet på fynske æbler af Aqua Vitae.

 

Del artikel

Andre læser også