Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Salling lyser byen op med ny digital facade

Af anders@sommersangdigital.dk

Salling manifesterer sin rolle i det aarhusianske byliv ved at præsentere en ny dynamisk lysfacade, der som et lysende kunstværk vil afspejle både oplevelser inde i stormagasinet og udenfor i byens kulturliv. Alle inviteres i weekenden til at bidrage til åbnings-kunstværket via smartphones.

 

Knap er Sallings 500.000 glødende julelys blevet taget ned, før et nyt lyskunstværk torsdag d. 12. januar overtager facaden på stormagasinet i hjertet af Aarhus. Denne gang er det én kilometer permanente LED-lys, der lyser op i vinterens mørke. Facaden, der er den første af sin størrelse i Aarhus, kommer til at give de 15 millioner årlige forbipasserende på strøget en kunstoplevelse, hvor farver, lys og strukturer får lov til at danse forsigtigt rundt i takt med byens tempo.

 

Facaden har altid haft en særlig rolle

Ifølge direktør i Salling, Marianne Bedsted, har Salling i mere end 110 år været en markant del af bylivet i Aarhus, og facaden har altid spillet en helt særlig rolle. Vores grundlæggere Ferdinand og Herman Salling var meget bevidste om netop facadens betydning og begge havde ideer om, at den blandt andet skulle skifte farve med årstiden. Det var ikke muligt dengang, men nu realiserer vi deres drøm. Som stormagasin vil vi gerne give folk oplevelser i hverdagen, og den nye lysfacade vil afspejle både aktiviteter inde i stormagasinet og udenfor i byen. Vi kommer derfor til at arbejde tæt sammen med byens kulturliv, der også får glæde af den nye lysfacade, siger Marianne Bedsted.

 

Den første store anledning bliver åbningen af kulturåret i slutningen af januar, hvor Aarhus 2017 får lov til at benytte lysfacaden.

 

Alle inviteres med til at tegne åbnings-kunstværket

Stadsarkitekt i Aarhus, Stephen Willacy, glæder sig over den nye facade: Med dette projekt får vi tilføjet en ny form for digital arkitektur til Aarhus’ kulturliv, som vi ikke har set før. Timingen er god, da det passer med starten på kulturåret. Den nye lysfacade er en gave til Strøget og alle, der kommer forbi, siger Stephen Willacy.

Salling lyser byen op med ny digital facade

Men allerede ved indvielsen inviteres alle, der befinder sig ved Salling fredag og lørdag, til at bidrage til et digitalt kunstværk. Ved hjælp af en smartphone kan man nemlig få adgang til at tegne med lys på facaden og være med til at skabe et unikt kunstværk i forbindelse med åbningen. Det foregår fredag fra 17-19 og lørdag fra 16-18.

 

En lysfacade, der dækker over 1.000 kvadratmeter

Facaden er lavet i samarbejde med Kollision og Martin Professionel. Lysfacaden er opbygget af energieffektive LED-lys, som gør det muligt at bruge lys i alle farver. Facaden har mere end 46 tusind pixels fordelt på et areal, der er mere end 1.000 kvadratmeter. Softwaren bag er udviklet, så der både kan være forskellige abstrakte mønstre, animationer og simple videoer på facaden.

 

Vi har ønsket at lave en foranderlig facade, så de forbipasserende på Søndergade oplever et varierende indhold i løbet af dagen. Om morgenen er tempoet roligt, mens hastigheden vil blive sat op i løbet af eftermiddagen og aftenen. Om natten bliver tempoet skruet ned til en ’hvilepuls’, som er tilpasset døgnets tempo, siger Rune Nielsen, partner i Kollision, der har været med til at udvikle lysfacaden, og uddyber: Det bagvedliggende system gør det muligt at kommunikere på forskellige måder. Indholdet kan være tilpasset årstiderne, tage udgangspunkt i aktiviteter i både Salling og i byen eller markere forskellige mærkedage som fx Valentines Day. Vi kan variere og tilpasse indholdet i det uendelige, og det er en af fordelene ved denne slags mediearkitektur.

Salling lyser byen op med ny digital facade

Om lysfacaden

  • Pixline, hardwaren bag lysfacaden, er tilpasset bygningens arkitektur.
  • Indholdet til facaden er specialudviklet, så lyset balanceres op mod en online vejrstation og viden om solop- og nedgang.
  • Indholdet er tilpasset byens rytme. Det betyder, at der er mere aktivitet om eftermiddagen og hvilepuls om natten.
  • Ved specielle anledninger kan facaden bruges til interaktivt indhold, hvor forbipasserende kan påvirke udtrykket.

 

Del artikel

Andre læser også