Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Saturday Night Fever kommer til Aarhus

Af anders@sommersangdigital.dk

Den stjernebesatte musicalopsætning kommer til Aarhus i kulturhovedstadsåret 2017. Flere end 15.000 fans har krævet det på facebook. Nu er det officielt. Saturday Night Fever – The Musical kommer til Jylland. Det er lykkes Musikhuset at sikre sig den stjernebesatte musical-version af filmklassikeren, når den i 2017 for første gang nogensinde opføres Danmark.

 

”Vi er vildt stolte over at kunne præsentere Saturday Night Fever som vores næste store musicalsatsning. Filmen er ikonisk, musikken fantastisk fængende, og vi glæder os til at bringe diskofeberen til Aarhus. Et år før premieren i Falconer har musicalen allerede solgt 40.000 billetter. Derfor er der ingen tvivl om, at der også bliver rift om pladserne i Aarhus. Vi tror på, at musicalen kan tiltrække publikum fra hele Jylland og Fyn, og at den bliver en af de helt store folkelige publikumsmagneter i kulturhovedstadsåret 2017”, siger programchef i Musikhuset Mette Kier.

 

Et stjernebesat hold

Saturday Night Fever – The Musical med Silas Holst, Amalie Dollerup, Bodil Jørgensen og Allan Olsen i spidsen får Aarhuspremiere 19. maj 2017. Det stjernebesatte hold skruer i maj op for diskofeberen ved ti forestillinger i Musikhusets Store Sal. Billetsalget begynder fredag den 29. april kl. 10 på Musikhusets hjemmeside.

TOOC - Saturday Night Fever 1/2016

Med Saturday Night Fever fortsætter Musikhuset det succesfulde samarbejde med The One and Only Company om at bringe store musicals til Aarhus. Senest i 2015 med megasuccesen Dirty Dancing – The Musical, der solgte flere end 40.000 billetter og spillede 26 udsolgte forestillinger i Musikhusets Store Sal. Tidligere har samarbejdet bragt publikumsmagneter som Den eneste ene, Elsk mig i nat og Grease til smilets by.

 

”Vi har drømt om at lave Saturday Night Fever – The Musical i årevis. Efter Grease og Dirty Dancing er det den tredje af de helt store ikoniske musik- og dansemusicals fra perioden omkring 70’erne og 80’erne. Det er en musical med helt fantastisk mange hits, fabelagtige dansenumre og en enkel, gribende og charmerende historie. Vi er glade for at kunne fortsætte vores gode, tætte samarbejde med Musikhuset med denne festforestilling og glæder os til at møde vores mange glade musicalfans igen. Det kommer ikke til at gå stille af”, siger Jesper Winge Leisner, direktør i The One and Only Company.

 

Ikonisk musical

Saturday Night Fever – The Musical er baseret på filmklassikeren af samme navn fra 1977. Det er både en stor og festlig musical og samtidig en bevægende, humoristisk og tankevækkende historie om den rastløse ungdom i New York i slut-70’erne – om drømme, venskab og ung kærlighed. Det er også en historie om familie, tab og svigt, og det hele er tilsat nogle af pophistoriens allerstørste hits og de fedeste grooves man kan drømme om på en teaterscene.

 

Opført på West End, Broadway og over hele verden

Saturday Night Fever – The musical fik verdenspremiere på West End i 1998 og har siden været opført i knap 40 forskellige produktioner over hele verden, fra Broadway over Johannesburg til Mexico City. Musicalen er baseret på lowbudget-filmen fra 1977, som med et slag både gjorde John Travolta til en verdensstjerne og discobølgen til et globalt kulturfænomen. Filmens soundtrack indeholdt en perlerække af Bee Gees’ største hits, den blev nr. 1 på hitlister over alt og er stadig i dag et af verdens syv bedst sælgende albums nogensinde.

 

Når Saturday Night Fever – The musical får dansk premiere til marts næste år, kan publikum glæde sig til at opleve en musical spækket med Bee Gees-hits som Stayin’ Alive, Night Fever, Disco Inferno, Boogie Shoes”, If I Can’t Have You, More Than a Woman og How Deep is Your Love, et stort cast, spektakulære dansenumre og et kæmpe live-orkester.

 

Silas Holst i ny legendarisk musical-rolle

The One and Only Company og Musikhuset Aarhus har sikret sig et topcast med Danmarks største mandlige musical-stjerne i hovedrollen. Efter at have spillet legendariske musicalroller som Danny Zuko i Grease og Johnny Castle i Dirty Dancing – The Musical, skal Silas Holst for anden gang i karrieren løfte arven efter John Travolta – denne gang i den legendariske rolle som den unge rastløse Tony Manero, som lever og ånder for weekenderne på den lokale discoklub.

TOOC - Saturday Night Fever 1/2016

Han forelsker sig i den på overfladen kølige og smukke Stephanie, som bliver spillet, danset og sunget af Badehotellet-aktuelle Amalie Dollerup. I den anden store kvindelige rolle som den lokale groupie Annette, der er vild med Tony, ses en af sin generations helt nye kæmpetalenter, Christine Astrid, som i se senere år har medvirket i en række store musicalproduktioner herhjemme. Senest spillede hun Rizzo i Grease på Danmarksturné.

TOOC - Saturday Night Fever 1/2016

Som Tonys hårdtslående og religiøse italiensk-amerikanske mor kan publikum glæde sig til at opleve Bodil Jørgensen i sin musical-debut, og som Tonys far Frank får ingen anden end skuespilleren Allan Olsen et stort og længe ventet comeback på de skrå brædder – og ligeledes sin musical-debut. I andre roller medvirker Christian Tafdrup som Tonys præstebror Frank Junior samt Emil Birk Hartmann, Teit Samsø, Mathias Augustine, sangerne Line Krogholm og Ilang Lumholt og et stort ensemble.

 

Holdet bag forestillingen

Saturday Night Fever – The Musical får én af landets bedste yngre instruktører ved roret. Anders Lundorph har skabt et væld af anmelderroste forestillinger på bl.a. GROB, Mungo Park og Eventministeriet på Det Kongelige Teater og stod her i efteråret bag den succesfulde opsætning af Vores Sensommer på Østre Gasværk Teater med Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl. Forestillingen kan til efteråret også opleves i Musikhuset.

 

Forestillingens koreograf bliver amerikanske Tim Zimmermann, som tidligere har skabt koreografi til en lang række musicals herhjemme, senest bl.a. Grease og Dirty Dancing – The Musical. Orkestret styres med sikker disko-hånd af Joakim Pedersen, som har været fast kapelmester på The One and Only Company’s produktioner siden begyndelsen i 2005.

 

Billetsalget til Saturday Night Fever – The Musical begynder fredag den 29. april på Musikhusets hjemmeside. Læs mere på www.musikhusetaarhus.dk, www.saturdaynightfevermusical.dk og på Facebook:

 

Del artikel

Andre læser også