Af Redaktionen

Den nystartede kulturforening Odder Little Culture Club har trukket en af Danmarks absolutte sværvægtere inden for dansk rock til byen. Fredag den 27. oktober besøger The Savage Rose med Annisette i spidsen Remisen i Odder.

 

”Vi har som mål at skabe kulturarrangementer af høj kvalitet med kunstnere, som har noget stort på hjerte. Og der er vist ikke nogle, som er uenige med mig i, at Annisette i sin 50 år lange karriere altid har haft noget stort på hjerte. Hendes indlevelse i musikken og hendes fantastiske stemme er stadig en kæmpe oplevelse, og vi er glade for, at bandet har vist os den tillid, at de har valgt at besøge os på deres 50 års jubilæumstur,” fortæller Christian Schrøder, formand i Odder Little Culture Club.

I 1967 samledes det purunge beatband The Savage Rose for første gang. Fem årtier er sidenhen fløjet forbi og The Savage Rose står så stærkt som aldrig før, noget bandet for alvor cementerede da de skød jubilæumsåret i gang med tre udsolgte koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene – samme scene hvor “Dødens Triumf” med musik af netop The Savage Rose, blev opført 45 år tidligere.
Hædret med Gaffas ærespris

 

The Savage Rose, med Thomas Koppel og Annisette som bandets kerne, har været med til både at revolutionere den danske rock og samtidig definere den som en helt selvstændig kunstart. Det er ikke kun deres musik, der har været med til at sætte dem på verdenskortet. Deres politiske og holdningsbaserede tilgang til de svage i samfundet og verden, gør dem ligeledes bemærkelsesværdige og aktuelle både dengang og i dag. Bandets betydning for dansk musik blev understreget ved dette års Gaffa-Prisen, hvor Anisette modtog Gaffas Ærespris.
The Savage Rose består i dag af Annisette Koppel, datteren Naja Rosa Koppel og Amina Carsce Nissen på kor, Rune Kjeldsen, guitar, Frank Hasselstrøm, trækbasun og klaver, Jacob Haubjerg, bas, Anders Holm, trommer og Palle Hjorth på orgel, melotron, trækharmonika og synth.

Billetter kan købes via Odderbilletten.dk

Se flere koncerter her:

 

Livemusik og koncerter Se alle

Udvalgte artikler Se alle