Af Redaktionen

The Savage Rose med Annisette i front gav et brag af en koncert i den gamle togremise i Odder, der fredag aften havde sin ilddåb som spillested. Energien, intensiteten og en totalt veloplagt Annisette lover godt for den kommende koncert, som bandet giver på VoxHall i Aarhus sidst i november.

 

Koncerten, som var en del af The Savage Rose’s 50 års jubilæumsturne, var arrangeret af den frivilligt drevne kulturforening Odder Little Culture Club, som pga. stor interesse valgte at flytte koncerten til det gamle togværksted, der godt nok stod tomt, men på ingen måde var klar til den nye rolle som spillested. Der var derfor stor travlhed op til koncertaftenen med at få dækket de lange dybe smøregrave i gulvet, stillet toiletvogne op, lavet back stage område, bygget barer og streetfoodboder, og hvad der ellers hører sig til, når man inviterer over 400 publikummer til koncert med et stykke levende Danmarkshistorie.

Fotograf: Peter Klode

Det kørte på skinner

De rå rammer med dieseldunst og betonvægge vakte begejstring hos både band og publikum. Togene var væk, men alt kørte på skinner til denne mindeværdige koncert, hvor bandet for første gang på turnéen gav et par numre efter ekstranumrene, og Annisettes magiske stemme, der på ingen måde er svækket af 50 år på scenen, fyldte rummet ud fra start til slut til udelt begejstring for publikum. Ekstasen nåede nye højder, da publikum gav sig til at hoppe på de jernplader, der var lagt ud over de gamle smøregrave i remisens gulv – en larm, der udløste de særlige ekstra ekstranumre.

 

Økologisk street food og økologisk vin og øl

Formand for Odder Little Culture Club, Christian Schrøder siger: “Vi fik skabt en fest for både gæster og musikere. Vores mål med OLCC, er at skabe kultur af høj kvalitet her i Odder, og det lykkedes 100%. Vores ønske er, at gæsterne til vores koncerter bliver forkælet og oplever en helstøbt aften med gode venner og fremragende musik. For at det kan lykkes, så kræver det gode samarbejdspartnere, og det havde vi fredag aften. Når så The Savage Rose valgte at fyre den ekstra meget af i dag, ja, så får man et fint resultat,” smiler Christian Schrøder.

Odder Little Culture Club havde til lejligheden indgået samarbejde med de lokale leverandører Brandbygegaard, Restaurant SåRT, Troldgården og Restaurant Himmel & Hav, som langede lækkert økologisk street food og økologisk vin og øl over disken før koncerten.

Fotograf: Peter Klode

V.O.P område

Publikums gennemsnitsalder var i den modne alder af skalaen, hvilket er naturligt, når det er 50 års jubilæum, man fejrer. Odder Little Culture Club havde taget højde for dette med et særligt V.O.P område: Et hævet plateau forbeholdt Very Old People, hvor de kunne sidde og spise ved borde med hvide duge, og derfra se koncerten på nærmeste hold.

 

En af de største

Palle Hjort, tangentmester i Savage Rose delte dagen efter sin begejstring over koncerten på Facebook, hvor han kaldte koncerten i Odder Little Culture Club for en af de største oplevelser, han har haft i de 11 år han har spillet med The Savage Rose. Og tilføjer, at det var en stor oplevelse at se den gamle remise i Odder udfolde sig som koncertsted, med lækre madboder, olietønder og den gamle dunst af diesel og værksted! 500 mennesker der kastede sig ud i koncerten, helt uden forbehold.

Fotograf: Peter Klode

I køkkenet med en Jazz-diva

Næste koncert i regi af Odder Little Culture Club bliver med den britiske jazz-sangerinde, Claire Martin m. band. Koncerten finder sted 2. dec. i kulturkøkkenet.

 

Se mere om Odder Little Culture Club her

Livemusik og koncerter Se alle

Udvalgte artikler Se alle