Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Se programmet for VoxHall og Atlas i uge 13

Af anders@sommersangdigital.dk

Dreamers’ Circus + support: I Just Came From The Moon

Dato: 30.03.16

Tidspunkt: 19/20 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Folk

Link til arrangement: 

 

Af alle de talentfulde unge bands, der er kommet ud af den aktuelle danske folk-revival, er der næppe nogen så betagende som Dreamers’ Circus. Omdrejningspunktet er den skandinaviske folkemusik, men med en organisk lethed svæver de tre medlemmer Ale Carr (cittern), Rune Tonsgaard Sørensen (violin) og Nikolaj Busk (klaver & harmonika) igennem et cirkus af temaer, harmonier og svingende grooves og lader konstant musikken føre ud i nye afkroge.

dreamers-circus

Dreamers’ Circus har optrådt i Sydney Opera House, ligesom de har spillet med symfoniorkestret Copenhagen Phil. De var desuden at finde i programmet på sidste års Roskilde Festival. Bandet har netop udgivet deres anden plade, “Second Movement”, der i en femstjernet anmeldelse i Gaffa bliver kaldt “et værk, der stritter af vigør og veloplagt spillelyst”.

 

I Just Came From The Moon er et møde med fem musikere der, med forskellige musikalske erfaringer, bidrager til et stærkt, samlet udtryk. En lyd, hvor den røde tråd ikke er defineret i en bestemt genre, men nærmere i de stemninger der opstår når støvede, country-ballader møder ostinat-baseret improvisation.

Tyk streg

Blessed Feathers

Dato: 31.03.16

Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Folk

Link til arrangement: 

 

Amerikanske Blessed Feathers spiller en på det nærmeste spirituel omgang folk og americana, hvis storslåede enkelhed besidder en uimodståelig kraft og livsglæde.

blessed-feathers

Blessed Feathers udgøres af parret Donivan Berube og Jacquelyn Beaupré, der således skriver og spiller alle duoens sange. Bandet debuterede i 2011 med albummet ”From The Mouths Of The Middle Class” og har siden da udgivet i alt fire album, hvoraf det stærkt anmelderroste “There Will Be No Sad Tomorrow” (2015) er det seneste. I 2013 kvittede Berube og Beaupré deres dagjobs for at tage på en endeløs turne, og siden dengang har det umage par levet som næsten hjemløse og uden en fast indkomst. Duoens musik afspejler medlemmernes nomadiske liv som lille turnerende band, med hvad dertil hører af uforudsigelige oplevelser og støvede landeveje – samtidig forholder foretagendet til de tanker, der følger i kølvandet på at udfordre hele sit religiøse grundlag og tage et definitivt opgør med selv samme; således brød Donivan Berube som 17-årig med Jehovas Vidner (og dermed hele sin familie), som han i sin opvækst var en del af.

 

Tyk streg

Jacob Bellens med band + support: Lew

Dato: 31.03.16

Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)

Sted: VoxHall

Genre: Sanger/sangskriver

Link til arrangement: 

 

Den storroste sanger og sangskriver Jacob Bellens er klar med sin første udgivelse på et internationalt pladeselskab. Albummet hedder “Polyester Skin” og udkommer den 5. februar 2016 på tyske HFN Music (Trentemøller, Reptile Youth, Kasper Bjørke m.v.). Jacob Bellens er langt fra et ubeskrevet blad på hverken udgivelsesfronten eller livescenen. Han har udgivet en lang række albums med sine egne bands (Murder og I Got You on Tape), som soloartist og som gæstevokalist for andre artister. Fans af Jacob Bellens vil vide, hvordan denne ydmyge og gådefulde kunstners musik og lyrik har en evne til at kravle ind under huden og efterlade lytteren bevæget og tørstende efter mere.

 

Med “Polyester Skin” åbner Jacob Bellens et nyt kapitel i en allerede imponerende karriere. Polyester Skin er et legesygt møde mellem nærværende lyrik, sprøde og moderne pop-produktioner og Jacobs særegne, konstant fængende vokal. Albummet er skabt i tæt samarbejde med producer & DJ Kasper Bjørke og er blot det seneste af flere samarbejder mellem de to, idet Jacob har været gæstevokalist på flere af Kaspers soloudgivelser.

jacob-bellens

Bellens udgav i 2014 “My Convictions”-albummet, der blandt andet fik følgende roser i pressen, “Lyset fosser ind på Bellens’ nye album (..) På sit andet soloalbum former Jacob Bellens’ gravrøst optimistiske og klare melodier (..) Ud over at give Bellens’ gravrøst noget tiltrængt luft på er den nye spænding resulteret i nogle af Bellens’ absolut bedste sange til dato.”

Politiken, 5/6

 

“Pophistoriens vingesus blafrer om ørerne allerede fra de første sekunder, hvor en skamløst forudsigelig akkordrundgang gnubber sig tæt op ad »Can’t Help Falling In Love« og amerikansk populærmusik fra midten af det forrige århundrede. Men samtidig med den begavede referenceleg demonstrerer Bellens mesterligt sin umiddelbare glæde ved poppens væsen. Sangene stiller sig an som evergreens, der godt er klar over, at de er lavet af skriggrønt kunstgræs friskleveret fra fabrikken. Men det lykkes at finde et sted, hvor det banale og det eviggyldige er kammerater for livstid.”

 

Information

“Jacob Bellens vokser og vokser. Og det er bestemt ikke kun, hvad angår hans popularitet. Sangeren fra I Got You On Tape og Murder ekspanderer nemlig sit univers på grandios vis med karrierens andet soloalbum ’My Convictions’. I forhold til den vellykkede, men anderledes lyssky og indelukkede forgænger ’The Daisy Age’, føles nakskovittens toer, som om vinduerne lukkes helt op i hans vemodige verden, og pludselig blæser der en forfriskende brise gennem tristessen. Arrangementerne er enormt luftige, og de drivende kærlighedssange er arrangeret som en slags melodisk kammer-pop, hvor klokker, harpe, blæsere og strygere skaber en til tider helt fortryllende effekt.”

Ekstra Bladet, 4/6

 

Tyk streg

CODY + support: Cisser

Dato: 01.04.16

Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Folk

Link til arrangement: 

 

Cody spiller moderne folk, hvor de klassiske referencer som Dylan, Springsteen og Young møder den særlige nordiske lyd, som danske bands er kendt og berømmet for i udlandet. Marshmellowbløde korharmonier flankerer Kaspar Kaaes messende baryton på et fundament af døsige strygerarrangementer og elektriske guitarer.

 

Cody har siden 2009 været afsender på fem anmelderroste udgivelser – tre album og to ep’er. Der er spillet over 400 koncerter i ind- og udland, og bandet har fået status som lidt af en live-darling hos det voksne og kvalitetsbevidste publikum. De er blandt andet blevet håndplukket til at opvarme for grupper som The National, Band of Horses, Tindersticks og Bonnie ‘Prince’ Billy ved disses besøg i Danmark, og har også leveret musik til Pernille Fischer-Christensen-succesen “En Familie” samt en række tyske film og serier. Gruppen består af sanger og sangskriver Kaspar Kaae, guitarist David Fjelstrup, cellist Line Felding og violinist Frederik Thyboe.

cody

Bandet lægger i disse dage sidste hånd på de indspilninger, der til foråret kommer til at udgives som gruppens sjette album på ligeså mange år. Gruppen var sidst aktuelle i foråret 2014 med albummet Windshield, som de turnerede intensivt med i ind- og udland, og det er det fundament, der bygges videre på med det kommende udspil, der i øvrigt har fået titlen “I’ll Ride With You”. Guitarist David Fjelstrup belyser: “Udgangspunktet er det samme. Sangskrivningen er den samme, og vores musikalske præferencer er de samme. Vi har aldrig været ude at jage det nye p3-hit. Vores ambition er at lave gode plader, som vi kan være stolte af at spille for vores børn om 20 år. Sådan en bliver “I’ll Ride With You”.”

 

Med stilsikkert akustisk guitarspil og en skrøbeligt twanget vokal følger Cisser i fodsporet på den amerikanske folktradition, men hun udvider og overrasker; spiller på sin fars gamle violin, som var det en ukulele, spiller på stole, tramper, klapper eller synger en portugisisk eller fransk sang helt uden akkompagnement. Med en særlig indlevelsesevne og nysgerrighed synger Cisser enhver kold vinteraften op og lader sine tidsløse historier stå rystende klare.

 

Tyk streg

Girls In Airports + support: Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet

Dato: 02.04.16

Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Jazz

Link til arrangement:

 

Hypnotiske grooves, rytmiske eksperimenter og globale inspirationer fra Girls in Airports, der er aktuelle med deres nye roste album, “Fables”, udsendt på det hæderkronede engelske label Edition Records. Girls in Airports’ lyd er en mangfoldig blanding af jazz, indie og folkemusik. Når det er sagt, er gruppen i sandhed en genrehybrid, der med afsæt i jazzen medtager traditioner fra alskens globale afkroge. Tilsammen har gruppen tre stærke albumudgivelser bag sig, og en lang række medrivende koncerter har slået gruppens navn fast på musikscenen såvel herhjemme som i udlandet. Bandets nysgerrighed har ført dem ind i nye musikalske territorier, blandt har de optrådt med flere generationer af folkemusikere i Kina og indspillet med percussion-legenden Nereu Mocotó i Brasilien, ligesom de herhjemme har givet adskillige roste koncerter og opbygget en dedikeret fanskare.

 

At bandet har fået tag i udlandet understreges af, at deres seneste album, “Fables”, er udsendt på det hæderkronede britiske selskab Edition Records. Albummet har allerede modtaget store roser – både herhjemme og internationalt. “Fables” er kulminationen på fem års sammenspil, og er et originalt udtryk for gruppens konstante udforskning af verdens forskellige takter og toner. En stor del af sangene indeholder historier om de eventyr, som bandet sammen har oplevet på de mange rejser – deraf titlen.

Bandphotos of Girls in Airports. Photo: Laerke Posselt
Nu er Girls in Airports således klar til at fortælle deres musikalske fabler og forføre Atlas’ publikum med deres eklektiske vinkler på musikken. Girls in Airport tæller fem medlemmer, der foruden denne gruppe jonglerer med forskellige soloprojekter, der bringer en kontinuerlig fornyelse til Girls in Airports’ musik.

 

Gruppen består af den alsidige og eksperimenterende saxofonist/klarinettist Lars Greve, komponist og multiinstrumentalisten Martin Stender på saxofon, Mathias Holm på keyboards, Victor Dybbroe (Travelling Tribes og Quadron) på percussion og Mads Forsby (ILLDJINN, Fire! Orchestra m.fl.) på trommer. Sammen har gruppen allerede gæstet Atlas flere gange, herunder en aften til Ujazz i 2014, hvor de spillede sammen med digteren Jens Blendstrup. Der er langt op til en aften med et vitalt udtryk uden sammenligning.

 

Voxhall-uge-13

 

Del artikel

Andre læser også