Det sidste måltid på Miró – og hvad nu?

Efter 26 år lukkede Miró. En dag, og aften som vil blive husket. Især af alle os, som er kommet jævnligt på Miró gennem mange år. Restaurantlokalet på Miró var fyldt til bristepunktet. Et bud var, at der nok var 70 gæster. Men det gjorde ikke noget. Stemningen var god. Det virkede fint, at der ikke var så langt mellem bordene.

Det var ikke vemodigt, som man kunne frygte. Det var først dagen derpå, der blev det. Miró stoppede på toppen. Frivilligt. Populariteten har aldrig været større. Det gik godt for Miró. På alle måder. Valget om at lukke den var frivilligt. Helt og aldeles Toni Leichtles egne beslutning. Det kan man kun have respekt for. At køre Miró videre uden Toni ville være det samme, som en Mercedes 300 sl ”Mågevinge” uden motor. Men det sker ikke. Heldigvis vil mange nok sige.

Miró fik aldrig en Michelin-stjerne, men Toni Leichtle blev en stjerne

Hvorfor Miró ikke fik en stjerne, da Michelinguide endelig nossede sig sammen til at besøge Aarhus, forstår jeg ganske enkelt ikke. Måske skyldes det, at Miró på mange måder er sin egen. Men retfærdig var den franske guide ikke. Hvis man ser på de halvtomme Michelin-restauranter rundt omkring i landet – og sammenligner med altid fyldte Miró, så taler det for sig selv. At Miró har haft fuldt hus meget længe, er kun naturligt – fordi Miró gennem alle årene forblev det sikre valg.

Alle elsker Toni

Jeg kender ingen, som ikke kan lide Toni. Hans varme og gæstfrihed er uden sidestykke. Han er for længst blevet en institution i Aarhus. Han er på fornavn med de fleste, og husker navne, præferencer og yndlingsvin på mange af gæsterne. Han er det, man kalder en opvarter. Den jysk-fynske pendant til værten, Jan Restorff, på Søllerød Kro. Der er ikke mange, som har så meget empati, som Toni Leichtle har. En sand mester i en disciplin, som man ikke kan læse sig til. Pudsigt nok, så betyder værtskabet mere end nogensinde i dag. Måske fordi vi sjældent ser det. De restauranter, som har en “rigtig” vært, som er tilstede, er ofte dem, man husker – og ofte dem, som har mest styr på tingene. Når de så tilmed har en karismatisk opvarter af guds nåde, så er det som om, kortene er givet på forhånd. Det lykkes ofte for dem. Tankevækkende, at Miró har været på toppen i 26 år. Ingen andre i Aarhus kan i skrivende stund præsentere det.

Slutter af på toppen

Alt for mange i restaurationsbranchen bliver ved langt ud over sidste salgsdato. Det samme gælder i øvrigt for madanmeldere. Flere af dem ender, som udbrændte ringvrag. Det må ikke være rart. Sådan skulle det ikke gå for Miró og Toni Leichtle. Han forstod at stoppe, mens legen var god. Arbejdsdagene og livet som restauratør er uden tvivl hektiske. Men det er endnu mere hektisk, hvis man er på arbejde hver aften, da gæsterne forventer, at værten er til stede. Gæsterne kommer, almindeligvis, for at få noget at spise og drikke, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der også er mange, der først og fremmest kom for at besøge og snakke med Toni.

Personalet er kommet videre

Her efter sommerferien, for lidt tid siden, åbnede Miró ikke. Det var en speciel fornemmelse. Ikke bare for os stamgæster, men i højere grad for Toni Leichtle og hans personale. Martin Rober Mekhael, restaurantchefen, er gået i kompagniskab med Toni Leichtle om deres fælles nye forretning. Anders Kristensen, køkkenchefen, er flyttet til Langhoff & Juul, hvor han ligeledes er blevet køkkenchef. Resten af personalet har fundet andet arbejde, så alle er kommet videre.  

Det franske verdenskøkken

Køkkenet har alle dage været inspireret af det franske. Foie Gras og trøfler over hummer, pighvar, caviar, kraftige saucer, de bedste oste har stort set altid været på menukortet på Miró. Uanset hvilket navn, køkkenchefen gennem tiderne har adlydt, så har der været ting, (læs råvarer) som ikke var til diskussion. Råvarerne havde og har Toni stadigvæk en mening om. Og det er den, som gælder. Tak for det!

At vi den sidste aften skulle slutte af med de råvarer, som gennem hele Mirós levetid har været krumtappen i køkkenet, var på en måde naturligt. Køkkenchefen, Anders Kristensen, og hans stab formåede at ramme den rent, selv om der aldrig har været flere gæster på Miró, end der var den sidste aften.

Rundhåndede vinserveringer

At fremtiden for Toni kommer til at omhandler vin er mere eller mindre en selvfølge. Vinen på Miró har altid været god. Udskænkningen har været rundhåndet. En af gæsterne, den sidste aften, fortalte rent faktisk, at noget af det, som han var vild med på Miró, var løse håndled, når der skulle skænkes vin. Hvor mange andre restauranter gennem tiderne er blevet mere fedtede med opskænkingerne. Nogle har sågar forskellige målemetoder, så man præcis får det antal millimeter, man betaler for. På Miró har man, i mange år, gjort det modsatte. Det er som om, at der er kommet mere og mere i glassene – med mindre man siger stop eller holder hånden over glasset. Gavmild har de altid været på Miró.

Hvad vil fremtiden så bringe?

Lokalerne er der stadigvæk. Toni Leichtle beholder dem. Han og Martin Rober Mekhael har allerede planer med lokalerne. Håndværkerne er i gang. Flere har kommet med et bud på, hvad der skal være. Men det er kun kvarte eller halve sandheder. Men som de fleste andre medier i Aarhus allerede har set, på Mirós Facebookside, så kommer der noget, der hedder Miró Vin. Men ikke kun. Det er kun en brøkdel af, hvad fremtiden vil bringe for Toni og Martin. Jeg eller Aarhus Update har ikke kopieret noget fra nogen Facebookside og lavet en masse spin og hovedløse gætterier. Nej, jeg tog fysisk ned på Miró for at se, hvad de laver og fik hele historien. Den kan du læse her på Aarhus Update i næste uge.