Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

SPOT – et udpluk af oplevelserne

Af anders@sommersangdigital.dk

SPOT 2016 gearer lige så stille ned her på festivalens sidste dag. I Øst for Paradis er der enkelte koncerter og der vises film hele eftermiddagen. I Ridehuset er der chill out og diverse dj’s vil stå for soundtracket til byens tømmermænd og hos Kødbyens Mad & Marked – Aarhus skal der nok kunne findes en ret der hjælper på hovedpinen. Solen har på nærmest hånlig facon valgt endelig at vise sig, på en dag med næsten udelukkende indendørs aktiviteter.

 

Det forbistrede vejr

For vi kommer desværre ikke udenom det; vejret lagde en dæmper på årets SPOT-stemning. Et af SPOT’s kendetegn, de røde donut-formede bænke som er perfekte til at nyde en fadøl i solen, lå nærmest uberørte hen. Fredag var en skygge af sig selv og overalt sås gennemblødte folk der prøvede at ryste situationen af sig. Det lykkedes aldrig helt. Regnen holdt heldigvis op i løbet af lørdag, hvilket udendørsscenerne nød godt af, f.eks. SPOT Royal Scenen ved åen ved Magasin.

På trods af vejrforholdene kunne SPOT melde udsolgt i løbet af lørdag aften og koncerterne blev afviklet uden de store problemer eller forsinkelser. Jeg bliver altid imponeret over, hvordan det lykkes; stor respekt til holdet bag.

 

Hermed et udpluk af oplevelser fra årets program.

 

Kødbyens Mad & Marked – Aarhus

Det er ikke mere end et par uger siden, at markedet holdt hof under Kulbroen i sydhavnen. Madmarkeder og street food er det nye sort og aarhusianerne er vilde med det. 15 madboder var stillet op i Ridehuset samt på officerspladsen. Bl. a. Oles Gård, La fattoria, Crazy Chips og en sammenslutning af Hærværk, Domestic og Sårt bød på fast food til indtagelse i den store, festpyntede sal.  

Pandekager_webMarked_web

 

Double Time – Remisen

Skive-trioen Double Time satte stemningen i den lille sal på Godsbanen. 3 lange, storladne rocknumre blev fyret af i hæsblæsende tempo. Visse publikummer blev draget af musikken og klappede taknemmeligt med, hvor andre sås stikke hovedet ind af døren, hurtigt besluttede sig for at det absolut ikke var noget for dem, for derefter at trække hovederne tilbage. Hård rock deler altid vandene.

 

Mad og musik

Stadigt unge restaurant FF havde valgt at være en del af SPOT. Lørdag lagde de hus til en håndfuld koncerter, arrangeret af PDH Music, bl.a. Freja Kirk, Guldregn og Johs. Til anledningen tilbød de en SPOT-menu bestående af et frokostbræt til 169 kr. samt udvalgte vine og cocktails. Castenskiold, Sway og Fidels var også en del af disse restaurations-koncerter som ikke krævede SPOT-armbånd. Fint tiltag! Her ses kunstneren Johs.

Johs_web_2

Exec – Tape

Det nye spillested Tape er for nyligt åbnet i lokalet som før hed Backstage i Mejlgade. Udover det nye navn er den eneste forskel, at de har valgt at spare gevaldigt på elektriciteten. Aarhus’ ubestridt mørkeste venue voldte en del publikummer besvær ved indgangen. Det var praktisk talt bælgravende sort og flere stakkels mennesker formåede at snuble eller gå ind i lokalets søjler. På spørgsmålet om, hvorfor de havde nægtet at tænde for lyset, svarede bartenderen, at det var for at sætte stemningen. Lad stemning være stemning og giv folk en chance for at kunne entrere et spillested uden at skulle gøre sig selv til grin.

Jeg fangede koncerten med Exec – Troels Abrahamsen fra Veto’s soloprojekt. Hans fantastiske tekniske kunnen med sin vokal gik godt i spænd med det halv-ustemte klaver, der var eneste akkompagnement. Folk lyttede tavst i admiration og det fik hovedpersonen til jovialt at ytre: “nu er der både mørkt og stille”.

 

SPOT Royal

En rund scene var i år plantet med de forreste ben i byens å, overfor Cross Café. Den gratis underholdning tiltrak mange folk, der besatte broen og trapperne, med kaffe eller øl i hånden. Bl.a. Thøger Dixgaard og Mike Andersen havde.fornøjelsen af at betræde den specielle scene. Her ses den talentfulde og unge ARY fra Norge, der spiller elektronisk musik. Hun fastholdt publikums opmærksomhed.

SPOT Royal

 

Ida Wenøe

Jeg er blevet fan af danske Ida wenøe! Sammen med sit band The Silver Cords formåede hun at røre et intenst lyttende publikum på Atlas. Selvom hendes fine stemme giver associationer til Joni Mitchell og vores egen Tina Dickow, har hun alligevel sin helt egen stil og sangteknik. Hendes sympatiske væsen oveni fik vel alle til at forelske sig en smule i hende.

Ida-Wenøe_web

 

SaveUs

Martin Hedegaard havde nok mange sommerfugle i maven inden koncerten i Musikhuset  lørdag aften. Forventningerne var store til den unge mand og SaveUs-projektet og en propfyldt Store Sal, der utålmodigt prøvede at klappe koncerten i gang inden start, understregede dette. Omend koncerten startede lidt trægt, med en stille sang uden bandets medvirken, byggede den dog langsomt op til en musikalsk eksplosion. Martin har en gudsbenådet vokal og den fik flere gange publikum op af stolene i begejstring. Det hele kulminerede med hittet Levitate Me og en synligt taknemmelig og rørt hovedperson kunne næsten ikke få ørenlyd til at takke af.

SaveUs_1_web

 

Tak for i år, SPOT!

Del artikel

Andre læser også