Når det handler om KöD – enkelt, men godt

Sidste efterår åbnede Restaurant KöD i Skolegade. Restauranten kom til at dele vandene, da deres navn åbenbart provokerede en gruppe rettroende veganere. Allerede inden de åbnede, havde de fået små 70 negative anmeldelser. Dog ingen reelle, da de på det tidspunkt ikke engang havde lavet deres menukort. Men modstanden mod kød blev meget snart vendt til Restaurant KöDs fordel. Sympatisørerne var i overtal. Bookingerne væltede ind, og lige siden har restauranten været meget populær. Med rette måske. Det satte jeg mig for at undersøge.

 

Af Jan L. Pedersen

KöD i Skoledage

Kødet var måltidets primadonna

Forventningerne var store, eftersom flere talte om, at KöD var en billigere udgave af en anden kendt steakrestaurant i Aarhus. De steaks, vi fik serveret den aften, var klart i den alle bedste kategori. Konceptet er kendt. Du vælger først kødet og dernæst tilbehøret. Sammen med kødet er der saucer i prisen. Resten skal du købe ved siden af. Det gør, at prisen på en hovedret som regel bliver ret høj. Fair nok. Det, du får, er valgfriheden, hvilket ikke er uvæsenligt.

Brødkurv hos KöD i Aarhus

Forretter skal der til, eller hvad? I hvert fald valgte vi et par stykker. Carpaccio (75,-) og en omgang laksetatar (85,-). Carpaccioen var af modnet oksemørbrad og sjældent set mør. Ros for det. Salaten var der meget af. Måske skulle køkkenet fortælle, at de ikke kun var til kød. Osteflagerne var mere eller mindre kønsløse. De smagte ikke af meget, men var da meget flotte at se på.

Carpaccio hos KöD i Aarhus

Laksetataren var en rodet omgang. Her var på ingen måde kælet for det visuelle. Tværtimod. Se blot på billedet. Men smagen overraskede i positiv retning. Hver enkelt element smagte godt, hvis du spiste den sammen med laksen. Der var dog alt for mange elementer i retten. Ud over røget laks var der æbler, citron, dild, store kapers, blandede urter, frisk ost, chips og urtepuré. Lidt færre elementer ville være at foretrække i min bog. Men det er smag og behag.

Laksetatar hos KöD i Aarhus

Uruguay ribeye på 400 gram (295,-) ved man hvad er. Et flot stykke kød. Nærmest kunst. Sjældent har jeg fået en så perfekt stegt steak. Fedtet gav smag. Det skal det også. Drop mørbraden – den smager sjældent af noget.

400 gram ribeye på KöD

Den anden steak var US Ribeye på 300 gram (325,-). Kød fra kødkvæg i USA er bare dyrere end andet – men efter sigende også bedre. Vi testede og testede, men i en blindtest kunne vi ikke smage forskel. Begge steaks var perfekte. Jeg kunne faktisk ikke forestille mig dem bedre. Og ja, de var stegt medium.

300 gram US Ribeye - KöD i Skoledage

Tilbehøret delte vi. Vi valgte majs med bacon (30,-), grønne bønner med chorizo og parmesan (40,-), smørstegte svampe med persille (40,-), chilifritter (40,-). Der følger en sauce med til hver steak. Valget var ret let. En omgang madagaskarpebersauce og en bearnaise. Her var der ingen tvivl om favoritten. Pebersaucen var klasse. For pokker, den var god. En rigtig pebersauce hvor der var nok madagaskarpeberkorn i. Tak for det. Bearnaisen var i den mere almindelige klasse. Fin syre og god konsistens. God uden vi var oppe at ringe.

Lidt tilbehør på KöD

Der er for meget på den tallerken. Her er tale om pladsmangel. Det hele smager dejligt, så intet kan undværes. Kunsten at begrænse os har vi ikke helt fattet.

Forretterne var gode, ak ja, men det var vores steaks, som vandt den aften. That’s it. Konklusionen efter hovedretten var, at der er en god grund til, restauranten hedder KöD og ikke Laks.

Vinkort eller det der ligner

Desværre følger vinkortet ikke med maden på KöD. Langt fra. Det hænger faktisk slet ikke sammen, og den der med at drikke cocktail til gode steaks holder ikke i min verden. De fleste kender André Brunel, og den går du ikke helt galt i byen med. André Brunel i Rhone laver ganske udmærkede vine. Og vi valgte en af hans Cotes du Rhone est ouest til 345 kroner. Okay pris. Prisen på vin var mellem 225 og 715 kroner på nær nogle få blærerøvs-afstikkere, så som en Dom P Vintage 2004 til 1795 kroner. Det er i prislejet 250 – 800 kroner en restaurant skal vise sit værd på vinkortet. Og her dumper KöD, desværre. Lad os håbe ejerne af KöD lytter til vores kritik og får lavet et vinkort, som matcher den ellers så ganske gode mad, de laver. Lad os sige det på en pæn måde: der er plads til forbedringer.

Gæster en fredag aften på KöD

Klassebetjening i et mørkt lokale

Selv om der var fuldt hus, følte vi, at der var opmærksomhed på os. Vi spurgte ind til menukortet, og vi fik fyldige og tydelige svar på alt vedrørende maden. Da vi kom til vinen, haltede det lidt. Her var ikke meget hjælp at hente. Dog fik vi et par hint med på vejen, men vores kvindelige tjener kunne jo ikke gøre vinkoret bedre, end det var. Hun var sød, naturlig, smilende, empatisk og effektiv. Det gjorde, af vi begge var yderst tilfredse med betjeningen, selv om der var rygende travlt den aften. Det er i spidsbelastningerne,ø man kan se, hvad en restaurant reelt kan præstere. På det punkt bestod KöD til topkarakter. Et kritikpunkt var, at der var mørkt i lokalet – også for mørkt. Lidt synd, da maden ikke kom til sin ret, så lidt mere lys ville klart løfte det visuelle indtryk af maden. Indretningen er cool, ret fede lamper og smagsfuld stil.

En okse på væggen - KöD i Skoledage

Vores regning

Som alle anstændige og troværdige anmeldere bør gøre, betalte vi selv vores regning. Det løb op i 1405 kroner. Drikkevarerne koster 485 kroner. Det giver 920 kroner for maden for to personer – og for to retter. Det er god value for money i min bog. Oven i det, fik vi excellent betjening og var så mætte, at vi ikke kunne få en dessert ned.

En god fyldt Restaurant KöD

Vores vurdering

Alt i alt en god oplevelse. Maden var bedre end forventet. Det gjaldt på begge sider af bordet. Tilbehøret stod dog ikke helt mål med kødet. Saucerne var skarpe. Cocktailen var okay. Vinen gik an, men den var langt fra et perfekt match. Vinkortet var kedeligt. Vores vin var okay til prisen. Men vinkortet var sjældent magert. Så hvis KöD får det finpudset og får en 15 – 25 flere vine på, gerne lidt forskelligt, ja så vil totaloplevelsen være perfekt. De er tro mod deres koncept. Man får, hvad man forventer til ganske fornuftige priser.

 

Betjeningen gjorde det godt. Lokalet var for mørk, men ellers ret cool. Man sidder tæt på KöD, men det har også sin charme. Akustikken er ikke jordens bedste. Men lokalet var også fyldt. Vi er sikre på, at KöD er et godt restaurantvalg. Priserne er ikke lave, men heller ikke høje. De ligger sig prismæssigt i midten. Man ved, hvad man får – og de er ikke fisefornemme. Hvis de får et større og skarpere udvalg af vin, så placerer KöD sig langt oppe på skalaen af steakrestauranter. Uden at tøve, vil jeg hermed give KöD min uforbeholdne anbefaling.

 

KöD
Skolegade 21
8000 Aarhus C
Telefon: +45 38 41 60 50

Del:Share on Facebook0Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+0

3 kommentarer til “Når det handler om KöD – enkelt, men godt”

  1. Kasper Hansen

    Saglig anmeldese. Jeg har spist på KöD 2 gange. Kødet var godt, men jeg er enig med anmelderen i kritikken af vinen. Østjysk Vin sidder på alt for mange restauranter. Og deres billigere vine ser man alt for mange steder:-(

    Svar
  2. Lars Christiansen

    Umiddelbart ser tilbehøret dyrt ud. Måske er det bare mig men med det jeg kan se købte i tilbehør for 150 kr. Det synes jeg skal være med når man køber en bøf. Hilsen Lars

    Svar
  3. Köd | Smag Aarhus

    […] Aarhus Update (7/4 2015) Vink Aarhus (29/9 2014) JP Aarhus (9/9 2014) Aarhus Panorama (5/9 2014) Aoa.dk (26/8 2014) […]

    Svar

Skriv et svar