Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Svindel med fødevarer: Parmaskinken havde aldrig været i Italien

Af anders@sommersangdigital.dk

Stor international fødevareaktion afslører snyd med fødevarernes luksusmærker. De største skandaler ligger i udlandet. 

 

Fetaen havde aldrig set Grækenland, og bøffelmozzarellaen var lavet på komælk. Sådan lyder konklusionen fra en mindre stikprøvekontrol, som Fødevarestyrelsen har gennemført på danske cafeer og restauranter, som en del af en verdensomspændende aktion rettet mod svindel med fødevarer.

 

Men hvor myndigheder i udlandet fandt både råddent kød, kemisk farvet tun og falsk modermælkserstatning  –  i alt mere end 3.600 tons farlige eller underlødige fødevarer og næsten 10 millioner liter forfalskede drikkevarer, var de overtrædelser Fødevarestyrelsens Rejsehold fandt fortrinsvis vildledende markedsføring og i den mildere ende. 

 

Hvad fandt Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen så nærmere på i alt 70 fødevarer markedsført på menukort i cafeer og restauranter. Mere end hver tredje var ikke den mærkevare, som restauratøren hævdede. Således var der snyd med i spillet i samtlige otte feta-kontroller, godt halvdelen af 15 parmaskinke-tjek og i tre ud af syv kontroller af bøffelmozzarella. 

 

‘EU beskytter lokale fødevarer, så andre ikke kan lukrere på superbrands opbygget måske gennem generationer. Derfor er det også ulovligt at bilde sine kunder ind, at de får en særlig mærkevare uden at servere den,’ forklarer Annette Løvenkjær-Pearson fra Fødevarestyrelsens Rejsehold. 

 

Hun understreger, at de almindelige produkter i princippet sagtens kan være på højde med de europæiske superbrands. Det rokker dog ikke ved, at det ikke er lovligt at sælge en almindelig skinke, som om den var den navnkundige mærkevareskinke, lufttørret på solrige skråninger i Norditalienske Parma.

 

Fakta, Operation Opson

Den fælleseuropæiske aktion, der går under navnet Operation Opson, er i år gennemført for syvende gang. Aktionen er koordineret af INTERPOL og Europol og omfattede 68 lande, herunder Danmark, der har været med siden 2011.

 

Samtlige danske virksomheder, der ikke havde styr på Parmaskinken og de øvrige ‘Beskyttede geografiske betegnelser’, kan nu se frem til enten bøde eller indskærpelse.

 

Del artikel

Andre læser også