Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Teateranmeldelse: Seebach – tragisk historie i imponerende opsætning

Af Pernille Søborg
Fredericia Teater - produktion
Fredericia Teater - produktion

Publikum strømmer til Musikhuset i Aarhus for tiden. Fredericia Teaters opsætning af musicalen “Seebach” kan opleves frem til slutningen af maj. En rørende historie om familielivet og karrieren hos to af dansk musikhistories største popikoner; Tommy og Rasmus Seebach.

 

6 ud af 6 stjerner

 

Musikhusets store sal er fyldt til bristepunktet. Det summer af god stemning og forventninger. Alle aldersgrupper er repræsenteret. Seebach rammer bredt, og i de næste timer kommer vi igennem 50-års dansk musikhistorie set gennem familien Seebach. Lad mig slå det fast med det samme. Det er en imponerende forestilling med underholdning for alle pengene! Farverigt, festligt og rørende.

 

Livet på godt og ondt

Vi starter i nutiden. Med brødrene Rasmus og Nicolai Seebach, der mødes med producere for at få deres musik ud. Efternavnet Seebach skaber dog forhindringer på vejen. Så ryger vi tilbage i tiden. Til dengang Tommy var ung. Hvor han er ude at spille og møder sit livs udkårne, Karen. Vi følger, hvordan de to flytter sammen og skaber et familieliv med op- og nedture. På trods af gode intentioner svigter Tommy sin familie og sig selv. Samtidig følger vi sønnen Rasmus Seebachs forsøg på at få tonerne til at flyde og overvejelserne over selv at blive forsanger. Børnene, Nicolai og Marie, skiftes til at fortælle, hvad der sidenhen hændte.

 

Forestilling springer konstant mellem tiderne. Krydsklippene mellem de to perioder virker godt og skaber sammenhæng. Det hele rammes ind af musikken. Tommy og Rasmus´ sange flettes ind i handlingen på tværs af tid og sted. De synger hinandens sange, og også Nicolai og Marie synger Tommys sange. Vi kommer omkring kærligheden, livet, døden, alkohol, svigt, drømme, popularitet og nederlag.

 

Genial scenografi

Videodesignet i den digitale scenografi er imponerende. Scenen forvandles til dagligstuen på Frederiksberg, Tommys stam-bodega, det indre København, og vi ser Rådhustårnet badet i fyrværkeri samt diverse Melodi Grand Prix afstemninger. Alt sammen gennem veludførte billeder og lys. Scenen drejer flittigt rundt, og nye kulisser kommer frem. Samtidig sørger plateauer for planforskelle og dynamik. Det fungerer upåklageligt og skaber et godt flow. Også kostumerne rammer plet i tiden og karaktererne. De mange dansere og koreografierne er veludførte og skaber fine overgange.

Teateranmeldelse: Seebach - tragisk historie i imponerende opsætning
Fredericia Teater – produktion

Som at se Tommy selv

Pelle Emil Hebsgaard og Teit Sams spiller skiftevis Tommy Seebach. De gør et glimrende stykke arbejde og rammer den lalleglade og kåde Tommy godt. Ikke mindst mimikken og gestikken er spot on. Også stemmen – den lettere hæse stemme mestrer de. Vi mærker Tommys hjerte, smerte og temperamentet. På fornemste vis ser vi bagsiden af medaljen, hvor Tommy går i opløsning.

 

Joakim finder drengerøven Rasmus frem

Joakim Lind Tranbjerg er nyuddannet skuespiller. Han var tidligere med i et Rasmus Seebach jam Band og synger aldeles fremragende. Med sikkerhed og følsom klang går Joakim ind under huden hos publikum, og sangene falder ham naturligt. Han er charmerende, minder om Rasmus og stemmen matcher.

 

Mylle og Heick

De øvrige bærende roller spilles fint af Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, der er Tommys store kærlighed, Emil Birk Hartmann der spiller storebror Nicolai og ikke mindst Frederikke Maarup Viskum, der giver den som lillesøster Marie. Sidstnævnt synger som en drøm. Specielt i “Under stjernerne på himlen” ser vi hendes potentiale som sanger. Skuespillerne har også andre roller undervejs. Specielt Jørgen de Mylius, Keld Heick og Debbie Cameron får smilet frem hos publikum.

Teateranmeldelse: Seebach - tragisk historie i imponerende opsætning
Fredericia Teater – produktion

Kongen af Melodi Grand Prix

Scenerne fra Melodi Grand Prix i tiden 1979 til 1993 får publikum til taktfast at klappe med. Sange som “Disco Tango”, “Hip hurra det´ min fødselsdag” og “Pyjamas for to” vækker glæde i salen. At se hvordan sange som “Krøller eller ej” og “Under stjernerne på himlen” bliver til i samarbejde med Keld Heick, og se bagsiden af medaljen med misbrug og nedtur gør indtryk.

 

Koncert med Rasmus´sange

Musicalen “Seebach” afsluttes med en koncert med Rasmus´sange. Joakim Lind Tranbjerg er i front. Storskærmene og spotlightene tændes. Musikerne kommer til syne, og danserne giver sammen med sangeren fuld gas i syv populære numre. Publikum rejser sig, synger med og klapper i takt med musikken. “ER I DER? AARHUS?”, råber Joakim. Han nyder det!  

 

En gennemført god musical når til vejs ende. De knap tre timer i Musikhuset var fløjet afsted. Det var underholdende, sjovt, fængende og rørende. Opsætningen var i særklasse, musikken svingede, harmonierne sad skarpt og skuespillerne var på toppen. Hvad mere kan man ønske?  “Seebach” spilles til og med den 27. maj. En stor anbefaling herfra til at tage hele familien med i Musikhuset i Aarhus. Den er værd at se!

 

6 ud af 6 stjerner

 

Musik af: Tommy Seebach og Rasmus Seebach

Medvirkende: Pelle Emil Hebsgaard, Teit Sams, Joakim Lind Tranbjerg, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Emil Birk Hartmann, Frederikke Maarup Viskum m. fl.

Sted: Musikhuset Aarhus, Store Sal

Spilleperiode: 24.april til 27 maj 2018

Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter

Tid: 20.00, lørdag og søndag: 15.00

Pris: 325 – 625 kroner

Køb billet her

 

 

Del artikel

Andre læser også