Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tips til anderledes nytårssnacks

Af anders@sommersangdigital.dk
Få inspiration til, hvilke nytårssnacks man kan servere for gæsterne under nytårstalen. Er du træt af at tygge i en tør saltstang, når klokken slår 18, og dronning Margrethe traditionen tro toner frem på tv-skærmen? Vil du imponere dine gæster med en anderledes snack, der pirrer smagsløgene, inden middagen sættes på bordet? Så giver tre Aarhus-kokke dig her nogle bud på utraditionelle, små anretninger, der går godt til ‘Gud bevare Danmark’.

 

Afstem med måltidet

Ifølge restauratør Michael Koch er det vigtigt, at snacken passer sammen med resten af måltidet og så skal der være både noget blødt og noget sprødt: “Det er vigtigt, at man tænker over, hvilke forventninger man vil sætte for resten af måltidet. Der skal være en samhørighed. Man kan gøre det meget enkelt eller meget avanceret, det vigtigste er, at der er noget syre og noget salt, kombineret med noget sprødt og noget blødt,” siger Michael Koch, der er indehaver af restauranterne Brødrene Koch, Frøken Koch og Det Glade Vanvid.

 

“Man kan for eksempel vælge at servere tern af lagret parmesan. Går man skridtet videre, kan man smide parmesanen i ovnen ved 180 grader i 12-13 minutter, så får man nogle sprøde parmesanchips, der passer rigtig godt til champagnen,” forklarer Michael Koch.

“Man kan også købe tørret gedeost og lægge lidt på nogle små stykker knækbrød, som man lige bager ganske kort i ovnen. I det hele taget går en syrlig dip med for eksempel græsk yoghurt eller creme fraiche rigtig godt til østers, ansjoser eller parmesan. Eller man kan vælge den helt simple løsning med oliventapenade på små stykker toast. Det handler om, hvad man vil med resten af måltidet,” mener Michael Koch.

 

Restauratør Allan Juhl Thallaug fra Restaurant MellemRum anbefaler blinis, hvis man gider bruge tid på at imponere gæsterne:

“Det skal være noget, folk kan stå med under talen. Så det kunne være blinis med laksetatar. Det smager virkelig lækkert. Der er lidt arbejde i det, men man viser sine gæster, at man har gjort noget ud af det. Det er en lille mundfuld, som ikke knaser, og det er jo praktisk, så man kan høre Dronningen,” siger Allan Juhl Thallaug.

“Ellers vil jeg foreslå østers. Dem kan man servere naturel. Eller sammen med et stykke rugbrød, som man lige pensler med smør og bager ganske kort i ovnen, og putter lidt serranoskinke på. Det knaser lidt, men så må man tygge i de lidt kedelige passager i talen,” siger kokken og tilføjer: “Er man til den nemme variant. Så kan man tage nogle lækre oliven og stege i 30 sekunder på en brandvarm pande. Så mørner de en lille smule og får et strejf af grillet smag,” siger Allan Juhl Thallaug.

 

Østers som luksus-dip

Det toskallede bløddyr østers er en klassiker på nytårsmenuen og faktisk ikke svær at kaste sig over, mener kok Anders Udengaard:“Jeg vil anbefale, at man laver en østerscreme, som man kunne kalde en ‘luksus-dip’. Det er anderledes og alligevel ret simpelt at lave. Nytårsaften må gerne være lidt ekstravagant. Og på den her måde får man østers-smagen, men undgår konsistensen,” forklarer Anders Udengaard, der er restauratør bag Skovmøllen og Restaurant Unico. Han giver en hurtig opskrift: “Man åbner fire til seks østers og hælder dem i en blender sammen med 100 gram æggeblommer, en god eddike eller citronsaft. Derefter tilsætter man cirka en liter olie. Så har man, hvad der svarer til en mayonnaise, som man kan bruge som dip til ristede stykker rugbrød, rodfrugtchips eller grissinier.”

 

Han vil dog ikke servere østers, hvis man skal skåle i sød Asti til nytårstalen. “Den fede østerscreme er god til de mere tørre champagner. Men ikke til Asti, hvis det er det, man serverer.”

 

Velbekomme!

Del artikel

Andre læser også