Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Simon Kvamm remixer den danske sangskat på Aarhus Teater

Af anders@sommersangdigital.dk
"Lyden af de skuldre vi står på" - Aarhus Teater 2017

I teaterkoncerten ”Lyden af de skuldre vi står på” er B.S. Ingemann, N.F.S Grundtvig og H.C. Andersen fortolket i elektroniske arrangementer i en stærk og udtryksfuld forestilling.

 

***** (5 ud af 6 stjerner)

 

Aarhus Teater er med til at åbne dette års Aarhus Festuge og teatersæsonen 2017/2018 med teaterkoncerten ”Lyden af de skuldre vi står på”. Her vækkes de udødelige sange og salmer fra glemslens søvn, og med Simon Kvamm som musikalsk fortolker, får de historiske melodier en elektronisk lyd, der skuer ind i fremtiden.

Vi hører remix og fortolkninger af klassikere som ”I Danmark er jeg født”, ”Solen er så rød mor” og ”Dejlig er jorden”. Og de kommer til os i alle mulige former, lige fra aggressive, dance-lignende versioner til den roligste og fineste version af ”Her vil ties, her vil bies”, hvor der kun ligger et diskret lydbillede under sangen.

 

Mega-disko og tomathoveder

Forestillingen udmærker sig især visuelt. En teaterkoncert kan på mange måder sammenlignes med en række af musikvideoer. Hver sang er en ny forestilling, og det, der sker på scenen, bærer ikke nødvendigvis en fortælling, men udtrykker en stemning eller pointe fra sangen.

Alligevel skal alle disse bidder bindes sammen til en hel og sammenhængende forestilling. Det er især scenograf Christian Albrechtsen og lysdesigner Mathias Hersland lykkes med at efterleve. Deres scenebilleder er harmoniske og dog udfordrende, de er meddigtende, og de er nogle gange ubegribelige.

Fra loftet går solen ned så rød, og ind fra højre kommer en kvinde med et hoved af blomster. En håndfuld tomater spiller musik til ”Septembers himmel er så blå”, og en enorm diskokugle presser Mette Døssing i gulvet, mens hun ensomt synger sig igennem det halve af ”Sorrig og glæde de vandre til hobe”.

Lyder det som noget rod? I hvert fald er forestillingen en overflødighedshorn af udtryk, og det er især lysdesignet, den gennemgående elektroniske lyd og naturligvis iscenesættelsen af Nicolei Faber, der fører os umærkeligt fra bondepar med høtyv, via landsoldat med tornyster og brudgom i smoking, til dance club stjerner i sølvdragter.

 

Poppen lever

Mens elskere af den danske sangskat klapper i hænderne over initiativet til at puste nyt liv i Carl Nielsen, Thomas Laub, Grundtvig, Ingemann og alle de andre, så lever poppen videre.

For når Simon Kvamm remixer sangskatten, så er det tydeligt, at Kvamms rytmiske, dystopiske, uhyggelige formsprog gennemsyrer musikken. Og de musikalske arrangementer af blandt andre Anders Boll og Marie Koldkjær Højlund formår at få Synthesizer og autotune til at give fuldkommen mening i en salme fra 1800-tallet.

Der er ikke noget pinligt ved at gå og nynne ”Dejlig er jorden” eller ”Den yndigste rose er fundet” en almindelig sommeraften i Aarhus. For som Simon Kvamm udtrykker i programteksten, så handler det med at udvælge salmer bare om ”at finde Guds greatest hits”.

 

Skuespillere, operasanger, danser og kor

På scenen møder vi blandt andre en række af Aarhus Teaters egne ensemble-skuespillere. De er ikke sangere, men flere af dem har tidligere vist sig særdeles velegnede til teaterkoncerter og musicals, fordi de formår både at synge og spille skuespil.

Er det de bedste sangere? Bestemt ikke, men niveauet er højt! Jacob Madsen Kvols og Anders Baggesen er begge – ikke overraskende – særdeles velsyngende og endnu mere udtryksfulde i deres skuespil. På samme måde passer også Mikkel Becker Hilgart fortrinligt ind i denne teaterkoncert-sammenhæng.

Foruden skuespillerne er Aarhus Teaters Kor på scenen, hvor de bidrager med ganske velklingende stemmer. Også to gæstesolister er hyret ind; danser Marluze da Cruz og operasanger Lisbeth Balslev. Er det så den bedste hhv. danser og operasanger? Næppe. Men alle de medvirkende deltager i forestillingen på lige fod, og der ligger tydeligt en masse erfaring og

I logerne sidder musikerne; Marie Koldkjær Højlund i kongelogen og Esben Inglev i, nå ja, damelogen. Deres sceniske medvirken i forestillingen er minimal, men deres musikalske medvirken er vital. Og som de sidder der og troner over publikum, så bliver musikkens betydning for hele værket – og for os alle sammen – meget tydelig. Det klæder forestillingen!

 

Hvor vi kommer fra

Teaterkoncerten ”Lyden af de skuldre vi står på” er alt i alt en enormt udtryksfuld forestilling. Den kombinerer melankoli og håb, poesi og disharmoni, fædrelandskærlighed og mangfoldighed. Dannebrog får lov at vejre på den mindst nationalistiske måde.

Og vi fejrer på den måde både musikken, historien og Danmark med denne musikalske teaterforestilling, og Aarhus Festuge er således åbnet med manér på Aarhus Teater.

”Lyden af de skuldre vi står på” spiller på Aarhus Teaters Store Scene ind til den 30. september 2017.

 

Aarhus Update giver 5 ud af 6 stjerner *****

 

Køb billetter her: 

 

Simon Kvamm remixer den danske sangskat på Aarhus Teater

Tekst og musik fra den danske sangskat

Remixet af: Simon Kvamm

Musikalsk arrangement: Anders Boll og Marie Koldkjær Højlund

Iscenesættelse: Nicolei Faber

Medvirkende: Mette Døssing, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Anders Baggesen, Mikkel Becker Hilgart, Lisbeth Balslev, Marluze da Cruz, Arian Kashaf og Aarhus Teaters Kor

Musikere: Marie Koldkjær Højlund og Esben Inglev

Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen

Koreografi: Marluze da Cruz

Lysdesign: Mathias Hersland

Lyddesign: Lars Gaarde

Simon Kvamm remixer den danske sangskat på Aarhus Teater
“Lyden af de skuldre vi står på” – Aarhus Teater 2017
Simon Kvamm remixer den danske sangskat på Aarhus Teater
“Lyden af de skuldre vi står på” – Aarhus Teater 2017
Simon Kvamm remixer den danske sangskat på Aarhus Teater
“Lyden af de skuldre vi står på” – Aarhus Teater 2017

Del artikel

Andre læser også