Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Forrygende opsætning: Røde Orm – farverigt og folkeligt

Af Pernille Søborg

Anmeldelse af Det Kgl. Teaters Røde Orm på Moesgaard Museum

 

Røde Orm, som Det Kongelige Teater, Moesgaard Museum og Aarhus 2017 opsætter her i  sommer, havde premiere den 24. maj. Det er første gang Det Kongelige teater står bag en udendørs teaterproduktion uden for København, så der er høje forventninger – og på høje tid de kom ud i provinsen. Billetsalget er gået forrygende, og der spilles for næsten fulde huse hver aften. Landskabet omkring Moesgaard Museum danner rammen om eventyret, der rummer sværdkampe, drikkeorgier og mandehørm med stor scenografi og flot iscenesættelse.

 

Røde Orm får 5 ud af 6 stjerner

(* * * * *)

 

Folkeligt som bare pokker

Nok er det juni måned, men det var en kold fornøjelse der på tribunerne ved Moesgaard Museum. Der var totalt udsolgt, og publikum sad bænkede og skuttede sig skulder ved skulder. De sad med hue og handsker og varmede sig under tæpper og på kaffen, der lystigt blev hældt op i krusene. Hvorfor udsætter vi os for forfrosne lemmer og ømme bagdele? Fordi det er en del af charmen, hyggen og oplevelsen. Der er bare noget over storslået teater med flotte kulisser under åben himmel – og så ved de smukke Marselisborgskove og det nye Moesgaard.

 

Sværdkampe med humor

I grove træk er Røde Orm en kærlighedshistorie, der handler om den selvglade vikingehøvding, Røde Orm, der hvirvles ind i religiøse og verdslige magtkampe. Han bliver en af den danske Kong Haralds mest trofaste mænd – men også tronarvingen Sven Tveskægs værste fjende. Orm rejser ud, bliver såret i tvekamp, forelsker sig og må satse liv og lemmer for at blive gift med kongedatteren, nemlig Harald Blåtands rapkæftede datter Ylva. Der er gang i den på den store scene.

Vi ser magtkampe, tykhovede mandschauvinister, en skarptunget prinsesse og en heltemodig viking, hører lyden af syngende sværd, der kastes mod hinanden samt platte vittigheder.

 

Eminent lyd og sjove karakterer

Dramatiseringen er moderne og særdeles morsom i replikkerne. Dertil sættes herlig musikalsk underlægning. De mange medvirkende gør, hvad de kan for at nå ud til publikum. Specielt Andreas Jebro, som spiller Røde Orm, har karisma, selvironi og spiller med stor styrke. Hans røde hår lyser op, og hans veloplagte stemme går tydeligt igennem forestillingens velfungerende lydsystem, der ikke har problemer med at overgå vindens susen. Det samme gælder Rasmus Botoft, der spiller lægemunken Willibald. Han har et budskab, og får det tydeligt ud over scenekanten. Lars Lohmanns rolle som Harald Blåtand får publikum til at grine. Han er komisk i både udseende og replikker. Christine Gjerulffs er ret overbevisende, som den frigjorte kvinde Ylva Haraldsdatter, der på forbilledlig vis kæmper mod de småtbegavede mandschauvinister. Skuespillerne gør deres for at udfylde scenen med store armbevægelser og er iført synlige kostumer, hvilket fanger os, så vi glemmer alt om det danske sommervejr.

 

Fortryllende og smuk kulisse

Røde Orm er den største dramatiske satsning i Aarhus’ kulturbyprogram. Fysisk fylder stykket godt i landskabet, hvor museets tag og området omkring tages i brug. Frede Gulbrandsens iscenesættelse med vikingeskibet, der stævner ud på det blå hav fra museets tag og til kongedatteren, der kommer ind på hesteryg, giver liv og variation i stykket. Scenografien af Eilev Skinnarmos er prægtig. Det store, mørkbejdsede vikingeskibsskrog, udgør scenen, hvis porte kan åbne og lukke, og da dragen spyr ild begejstres publikum. Kostumerne er en blanding af skind, læder og moderne, farverige materialer, der pryder scenen. Det er dermed let at kende forskel på personerne. Kostumerne skal fange publikums øjne, når der er stor afstand mellem tilskuere og skuespillere. På de bagerste rækker havde publikum ind imellem svært ved at følge mimikken og se, hvem der talte.

 

Stående bifald

Røde Orm er for både børn og voksne. En familieforestilling at de gode. Der er noget at hente for alle aldersgrupper. I blandt publikum var flere generationer. Foran mig sad en dreng på 8 år. Eller rettere han stod op, da han var tryllebundet af stykket. Ved siden af mig sad ældre kvinder, der morede sig over de ofte halv perverse og primitive udtryk, der blev kastet hen over scenen.

Et gennemført og flot iscenesat vikingeeventyr med naturen og Moesgaard som kulisse modtog til sidst publikums stående bifald. Det var fuldt fortjent. Derefter gik et tilfreds publikum uden problemer over mod parkeringspladsen langs den oplyste sti og kørte væk. Forhåbentlig bliver der fremover tradition for store opsætninger som denne i det fri med smukke omgivelser i Aarhus området. 2017 vil blive husket for Røde Orm. Et godt arrangeret, velspillet, farverigt og festligt udendørsteater. En kæmpe anbefaling herfra. Jeg vil uden at tøve give Røde Orm 5 stjerner af 6 mulige.

 

Aarhus Update giver Røde Orm 5 ud af 6 stjerner (* * * * *)

 

Det praktiske

Parkering kan være et stort problem, når 3500 mennesker skal samme sted. Arrangørerne havde løst det perfekt. Smilende mennesker iført veste sørgede for at guide, og derefter kunne man følge den slangelignende menneskeflok, der sammen gik mod Moesgaard Museum. Der var stort set ingen kø hverken for at komme på plads eller til drikkevarerne i pause. Man sidder på små former for stole klistret på bænke. En pude at sidde på og et tæppe kan varmt anbefales.

 

Forrygende opsætning: Røde Orm - farverigt og folkeligt

Det Kgl. Teater: RØDE ORM

Friluftsteater

 

Sted: MOESGAARD MUSEUM, AARHUS
Af Henrik Szklany

Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen

Scenografi: Eilev Skinnarmo

Kostumer: Maria Gyllenhoff

Svensk roman af Frans G. Bengtsson
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause

Aldersgruppe: Familieforestilling – fra 7 år

Spiller til den 1. juli 2017

Køb billet her:

Forrygende opsætning: Røde Orm - farverigt og folkeligt Forrygende opsætning: Røde Orm - farverigt og folkeligt Forrygende opsætning: Røde Orm - farverigt og folkeligt Forrygende opsætning: Røde Orm - farverigt og folkeligt Forrygende opsætning: Røde Orm - farverigt og folkeligt

Del artikel

Andre læser også