Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Troubadouren synger på sidste vers – et klenodie lukker

Af anders@sommersangdigital.dk

Han havde næsten tårer i øjnene, da han fortalte det. Herren, der fjernede de tomme flasker fra vores bord. Han var tydeligvis berørt af den triste nyhed om, at Troubadouren lukker. Han var ikke ansat, blot en stamgæst, der gav en hånd med, når der var brug for det.

 

Lukker efter 44 år

Det populære værtshus i Samsøgade har eksisteret i 44 år. Beliggenheden, i et boligkompleks i Samsøgade, har tiltrukket de studerende på universitetet. Og gæster, der gerne ville lidt væk fra de befolkede gader i midtbyen. I mange år har stedet ligget i top 3 over bedste ølsalg i Aarhus.

Ejeren, Susanne Brændstrup Andersen, bedre kendt som Sus, er af den gamle skole. Hun kunne godt lide mine telefonmanerer, og det var nok også derfor, at jeg fik lov at tale med hende, før de andre journalister. ”I har kimet mig ned”, siger hun, halvt overrasket, halvt benovet.

 

Vemodigt farvel

Sus er en garvet rotte i faget. Hun har tidligere haft Den Hvide Hest og Mårslet Bodega, samt været bestyrer på Jacob Skomager. Hun har haft Troubadouren i 17 år. Det er med vemodigt hjerte, at beslutningen om at lukke er taget, men det er den rigtige. Det har ikke været uden udfordringer, at drive et værtshus midt i et boligområde. Desuden, har Sus også mærket det generationsskifte, der har været i klientellet, som understreger, at værtshuse ikke er så velbesøgte som før i tiden. Især på hverdage. Troubadouren er nemlig et rigtigt værtshus. Eget darthold og turneringer, Spareklub, faste, årlige fester og de har sågar dannet rammen om en bryllupsreception. I weekenden giver to stamgæster pølser, i anledning af en forestående Thailandstur. Det er i sandhed en æra, der slutter, når stedet i foråret bliver inddraget til lejligheder, som resten af bygningen.

Troubadouren i Aarhus_

Troubadouren har ikke haft behov for at reklamere. De har end ikke skilte på gaden. De har ingen hjemmeside; kun en gruppe på Facebook med et beskedent antal følgere. De fine ølpriser, hyggelig indretning og imødekommende servitricer har været nok i sig selv.

 

Halvanden måned endnu

”Men der er jo stadig halvanden måned, til vi lukker”, minder hun mig om. Indtil da vil alle flaskeøl koste 10 kr. Har du endnu ikke smagt Troubadourens egen ”Bossens Bitter”, burde du gøre dig selv den tjeneste.

Troubadouren i Øgaderne lukker

Sus er 66 år og glæder sig til at kunne tilbringe mere tid med sine børn og børnebørn. Hun anbefaler sin kundekreds at besøge Casinobar, Cirkuskroen eller Vennelyst, efter lukningen.

Udsalg på Troubadouren i Øgaderne

Slutter med slat-fest

Den sidste åbningsdag bliver søndag d. 27. marts. Der vil være det, der i folkemunde bliver kaldt ”slat-fest”, og Sus tilføjer, med et smil på læben: ”Folk skal bare have penge med til en taxa, så de kan komme hjem.” Alle, der har lyst til at komme og sige farvel, er velkomne.

 

Troubadouren

Samsøgade 84
8000 Aarhus C
Tlf: 86 13 79 00
Website

 

Del artikel

Andre læser også