Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Af Freja Dumont

Den står på jazz, rock, metal, pop og blues på Atlas & VoxHall i denne uge.

 

Alex Jønsson Trio + Equally Stupid

Dato: 20.03.17

Tidspunkt: 19/20 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Jazz

 

Link til arrangement: 

Alex Jønsson Trio kreerer atmosfæriske kompositioner, fritsvævende progressioner og fælles improvisationer, mens Equally Stupid skaber intens og voldsom, men også melodisk musik bygget på fantasifulde kompositioner og rytmiske lag.

 

Alex Jønsson Trio

Intet mindre end syv nomineringer til Danish Music Awards har den unge, danske guitarist Alex Jønsson bag sig. Nu er den anmelderroste guitarist aktuel med et nyt album, “Heart Of Gold”, der byder på en intim stuekoncert, optaget i en lejlighed i Aarhus midtby i foråret 2016. Sammen med Jens Mikkel Madsen på kontrabas og Andreas Skamby på trommer skaber Jønsson et intimt, musikalsk univers, der ubesværet sniger sig ind på lytteren. Med de atmosfæriske kompositioner, fritsvævende progressioner og fælles improvisationer, drager de på en mission – sammen – de lytter efter ridser, rytmer og reaktioner, der kan føre dem på sporet af noget større. Siden deres udgivelse af albummet ”Spy On Your Friends” i 2015 har trioen turneret i Danmark, Norden og Baltikum – og har efterladt sig dybe spor hos både lyttere og anmeldere i ind- og udland.

 

Equally Stupid

Equally Stupid er en kraftfuld og energisk islandsk/finsk/schweizisk jazztrio dannet af Sigurdur Rögnvaldsson, Pauli Lyytinen og David Meier. Musikken er intens og voldsom, men også melodisk og bygget på fantasifulde kompositioner og rytmiske lag. Equally Stupids anmelderroste debutalbum “Exploding Head” blev udgivet af det finske pladeselskab Eclipse Music i februar 2014. Deres andet album, “Escape From The Unhappy Society” udkom så sent som i januar i år og følges op af en turné i Finland og Estland.

 

Bemærkelsesværdige projekter

Alle tre medlemmer af Equally Stupid er flittige og alsidige musikere, der i mere end et årti har turneret med forskellige projekter i både Europa, Asien, Afrika og Sydamerika. Nogle af de mere bemærkelsesværdige af projekterne inkluderer Elifantree, SchnellerTollerMeier, Dark Forest, DEFEKT, Laser, Raoul Björkenheim eCsTaSy og Trio Riot. Nu er det Atlas & VoxHall, der står for tur.

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

 

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Janove

Dato: 23.03.17

Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)

Sted: VoxHall

Genre: Rock

 

Link til arrangement: 

Nu kan Janove Ottesen for første gang opleves med sit nye band, siden Kaizers Orchestra gik i opløsning. Janove er kendt af de fleste som én af Skandinaviens mest markante frontfigurer fra tiden med det folkekære band Kaizers Orchestra. Sidst, han stod på scenen, var for over tre år siden sammen med netop Kaizers, som han kalder “Moderskibet”. Dengang afsluttedes Kaizers-kapitlet med otte koncerter på stribe i DNB Arena i Stavanger, hvor bandet spillede for mere end 40.000 publikummer.

 

Taktisk genistreg

Nu tager han for alvor fat på egen hånd med et forrygende nyt album og et sprudlende liveshow, der får premiere på hjemmebanen i Stavanger den 15. marts og altså allerede få dage senere kan opleves på VoxHall. Helt alene er han dog ikke om projektet. Han har sammensat et band med musikere fra øverste hylde, som Janove selv beskriver således: “De er alle gamle venner eller kolleger, som hver og én er helt fantastiske mennesker, musikere og artister. Jeg er 41 år og faktisk den yngste i bandet. Det er en taktisk genistreg, synes jeg. Så er jeg stadig ham den unge og lovende, der endnu er up and coming.”

 

Bandet der gæste Atlas & VoxHall er:

Børge Fjordheim på trommer (Morten Abel, Cloroform, Sivert Høyem)
Mattias Hellberg på guitar (Håkan Helstrøm, Soundtrack Of Our Lives)
Micke Lohse på piano og orgler (Atomic Swing, Stefan Sundstrøm)
Gulleiv Wee på bas (The September When)

 

Billedskabende og surrealistisk

Hidtil har Janove udgivet fire singler i Norge. Første nummer, der blev frigivet, var “Regnbuen Treffer Oss Ikkje Lenger”. Det andet, der havde den evigtgyldige titel “Verden Går Til Helvete, Tralala”, udkom i sommeren 2016 og beskrives bedst som en regulær rock-banger. En rigtig signatur-sang, hvor han på vanlig vis blander sine favoritgenrer. Sangen blev lystigt spillet på NRK P3 sommeren over. Tredje-singlen “Marlene” (udtales som på fransk – Marlén) landede den 23. september i år. Nummeret er en rocksag med masser af drive og med den velkendte Janove-poesi, der byder på både billedskabende og surrealistisk drømmende passager. Der er garanti for fællessang.

 

Varmt og svedigt i salen

I anledning af nærværende koncert-annoncering er Janove klar med fjerdesinglen “Aldri La De Tru De Er Bedre Enn Deg”. Et nummer, der ikke mindst live må forventes at indkapsle alle de ingredienser, som vi over årene har lært at kende manden for. Albummet “Artisten & Marlene” udkommer den 10. februar 2017 og vil være tilgængeligt på såvel dobbelt-vinyl som stream. Kender vi Janove ret, kommer både albummet og de kommende koncerter til at holde et højt niveau, og kender vi fansene ret, bliver det både varmt og svedigt i salen med fællessang fra første nummer.

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Aphyxion, Møl, Northern Blues og Eigengrau

Dato: 24.03.17

Tidspunkt: 19/20 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Metal m.m.

 

Link til arrangement: 

Prime Collective-pakken bestående af Aphyxion, Møl, Northern Blues og Eigengrau byder på alt lige fra dødsmetal og shoegaze til hardcore og postrock.

 

Aphyxion

“Meet Aphyxion, the new saviours of melodic death metal… One of the most exciting new bands in Europe!” – Dom Lawson, Metal Hammer UK. Metal Hammers redaktør, Dom Lawson, talte højt og tydeligt, da han anmeldte den moderne metalkvintet Aphyxion i 2014. De unge drenge, som kun er i starten af 20’erne, har allerede fået en del opmærksomhed efter deres koncerter på festivaler såsom Wacken Open Air og Copenhell. De har turneret rundt i Europa og spillet sammen med anerkendte bands som Soilwork, Soulfly, Hatebreed og Hatesphere.

 

Månedens Demo

Bandet opstod i 2007 og blev hurtigt spottet af de danske medier. I løbet af de første par år blev de nomineret til ”Bedste Live Band” ved Danish Metal Awards, vandt publikumsprisen til Royal Metal Grand Prix og fik deres første demo anmeldt som ”Månedens Demo” i Danmarks største musikmagasin Gaffa. I 2011 spillede Aphyxion på verdens største metalfestival Wacken Open Air som det yngste band i festivalens historie. Året efter kom de på deres første Europaturné – på trods af, at ingen i bandet var gamle nok til at få kørekort.

 

Rosende anmeldelser

Debutalbummet ”Earth Entangled” blev udgivet i 2014 og produceret, mixet og masteret af Jacob Hansen (Volbeat, Aborted, Primal Fear m.fl.) og Aphyxions guitarist Jonas Haagensen. Udover en nominering som ”Bedste Hard Rock Album” til Gaffa Prisen fik albummet rosende anmeldelser fra prestigefyldte rock- og metalmedier fra hele verden.

Metal Hammer: “… The new saviours of melodic death metal… One of the most exciting new bands in Europe and budding figureheads for a melodic death metal scene that’s been stagnating for some time”.

The Guardian: “Simultaneously fresh-faced and ferocious, they attack every last riff and roar on debut album Earth Entangled like slavering cacodaemon from the mean streets of, erm, Ribe. This is straightforward modern metal with no gimmicks, and all the better for it.”

Powerplay Magazine (UK): “Earth Entangled is a marvelously heavy and fresh listening experience. Aphyxion are surely destined for big things…” (8 ud af 10 stjerner). Så sent som i december 2016 udkom Aphyxions andet album, “Aftermath”.

 

Møl

Aarhus-baserede Møl sammensmelter hvirvlende guitarer og hvæsende vokaler med den drømmende ambiente lyd, vi kender fra shoegaze-genren, og skaber på den måde en unik blanding af lydlandskaber og knusende passager. Inspireret af bands som My Bloody Valentine, Slowdive, Lantlôs og Alcest udgav de deres selvbetitlede debut-EP tilbage i 2014. Året efter forfinede de deres lyd på deres anden EP, “II”, der blev produceret af Jacob Bredahl. EP’erne fik flotte modtagelser og gav bandet mulighed for at komme ud at spille koncerter, der er blevet rost til skyerne i pressen. Møl har blandt andet optrådt på Aalborg Metal Festival 2015 og på Spot Festival i 2016, hvor deres optræden blev kåret til én af festivalens bedste af musikmagasinet Gaffa. Derudover vandt de prisen for Bedste Upcoming-band til High Voltage Awards i 2016.

 

Northern Blues

Københavnske Northern Blues har floreret på den danske metalscene i en del år efterhånden. Medlemmerne, der udgør Northern Blues, har blandt andet været en del af Woes og Hexis, men også medvirket på anerkendte undergrunds-udgivelser. Senest har forsanger William været gæstevokalist på Cabals seneste EP “Purge” samt i Wolf Pack. Bandet, der har sine rødder solidt plantet i det københavnske hardcore-miljø, har et omfangsrigt CV på deres skuldre. Efter at have udgivet to EP’er og efter supporttjanser for blandt andre Crooks er bandet nu klar til at udgive deres debutalbum “Splitmind”.

 

Tempofyldt og kompleks hardcore

Northern Blues kan bedst beskrives som tempofyldt og kompleks hardcore med inspiration fra den nuværende amerikanske hardcore-scene. Drengene er det yngste band, der nogensinde har udgivet et album igennem Prime Collective. Debutalbummet har fået titlen “Splitmind”, som er en reference til forsanger William Van Der Bourghs mentale problemer. William lider af angst – en tilstand, der over årene har skabt en imaginær person, som altid er tilstede i alt, hvad han foretager sig. Hvad der ligner de tidlige stadier af skizofreni er nu blevet omfavnet af bandet og er blevet gjort til omdrejningspunkt for debutalbummet.

Som William udtrykker det: “If you can’t fight it, join it”.

 

Northern Blues tilbyder noget ærligt og uspoleret. En kompromisløshed, der hurtigt fangede Prime Collectives opmærksomhed. Debutalbummet “Splitmind” bliver udgivet den 3. marts efterfulgt af en Danmarksturné som support for Aphyxion.

 

Eigengrau

Eigengrau er en instrumental kvintet, der udforsker det uudtalte forhold, der opstår mellem musikeren og lytteren, når musik uden ord er det eneste sprog. Først og fremmest komponerer Eigengrau musik, der trækker på postrockens panoramiske horisonter. Eigengraus udtryk har helt symfoniske kvaliteter, idet musikken bevæger sig fra noget sfærisk og ambient til stram, polyrytmisk brutalitet og melodisk æstetiske passager, fra ren minimalisme til tidevandsbølger af skønhed. Mange genre-prædikater kan bruges om Eigengrau, men bandet ser det som deres opgave at lade det være op til lytteren selv at sætte ord på oplevelsen, som i sagens natur er individuel.

 

Dynamik og facetter er nøje gennemtænkt

Det instrumentale udtryk leder ikke lytteren i en bestemt retning via ord og dikterer dermed ikke, hvad lytteren bør tænke eller føle – tværtimod skænkes der plads til, at lytteren selv kan reflektere og indtage musikken på et helt personligt plan. Og musikken kan netop opfattes på lige så mange måder, som der er lyttere. I løbet af de fem til 20 minutter, numrene typisk varer, hører gentagelser til sjældenhederne, og musikkens dynamik og facetter er nøje gennemtænkt. Det er hér, at Eigengrau inviterer alle til at fortolke og opleve musikken i det overjordiske nu, der også kaldes virkeligheden.

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Chinah

Dato: 24.03.17

Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)

Sted: VoxHall

Genre: Pop

 

Link til arrangement: 

Chinah debuterede med den forførende single “Away From Me” i sommeren 2015 og sparkede for alvor døren ind i starten af 2016 med EP’en “Once The Lights Are On”. EP’en modtog fem stjerner fra Soundvenue, Politiken, Berlingske, Gaffa med flere og blev af anmelderne blandt andet hyldet som ”perfekt pop”. Den 21. oktober 2016 modtog Chinah den prestigefyldte pris P3 Talentet 2016 foran Anya, Lord Siva og Benal. P3 Guld dannede også rammen for deres TV-debut, hvor de optrådte med et stærkt medley af “Away From Me” og den nye single “Can’t Remember How It Feels”, som også har været P3’s Uundgåelige. Endvidere er Chinah også nomineret som årets nye navn og årets gruppe ved Danish Music Awards.

 

Intense koncerter

Trioen, der gæster Atlas & VoxHall, består af guitarist Simon Kjær, pianist Simon Andersson og sangerinde Fine Glindvad. De har på trods af den korte levetid allerede opbygget sig et ry for deres intense koncerter. Dette har ledt til udsolgte koncerter i udlandet og en travl festivalsommer, der blandt andet bød på Heartland Festival, Musik i Lejet og Roskilde Festival. Chinah imponerede især på Spot Festival 2016, hvor tusindvis af fremmødte fans kunne nyde, hvad Soundvenue kaldte en ”overbevisende, sveddryppende popfest” – igen til flotte fem stjerner.

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Thorbjørn Risager & The Black Tornado

Dato: 25.03.17

Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Blues

 

Link til arrangement: 

 “Så er den dér sgu’!” Det var ordene fra sanger og guitarist Thorbjørn Risager, da han og The Black Tornado lod den sidste tone ringe ud efter indspilningen af bandets nye album med den – skulle det vise sig – såre præcise titel ”Change My Game”.

 

Den blå skyge

For den der ”var dér”, var ikke så meget det nye album, men lige præcis dét ”Change My Game” repræsenterer. Nemlig vejen væk fra dén blå skygge, der altid har fulgt bandet, og hen til et sted, hvor man ikke længere ”bare” kan rubricere dette foretagende som blues. ”Jamen, jeg elsker blues, og det er også dér, vi kommer fra. Men vi har udviklet os meget, og nu ser jeg gerne, at det er skiltet med ”ROCK”, der lyser over os,” siger Thorbjørn Risager. Det omtalte skilt blev allerede tændt, da bandets forrige studiealbum, den storswingende rock’n’roll skive ”Too Many Roads”, udkom i 2014. Men lysstyrken i skiltet vil blive skruet yderligere op, når man lytter til ”Change My Game” og dét overflødighedshorn af rodfæstet rock, blødende blå ballader, storbysoul, roots, westcoast og… Nå ja, ”ROCK” i bred forstand, som det nye album har at byde på.

 

800 koncerter

En vigtig årsag til dette kan tilskrives, at bandet igen har produceret selv, delvist har overtaget indspilningerne og selv stået for mix. Den samlede kundskab hos disse otte musikere, som efterhånden har spillet 800 koncerter sammen, er høj, og at tage fuld kontrol over indspilning og sound var et vigtigt og klogt valg. Bandet har stilistisk udviklet sig derhen, hvor man måske nok kan lure forbillederne, men hvor det færdige resultat umiskendeligt er: Thorbjørn Risager & The Black Tornado.

 

13 år på landevejen

Det lader sig i den grad høre, at bandet har 13 år på landevejen og et utal af koncerter bag sig. Thorbjørn Risager & The Black Tornado spiller med en overlegen selvfølgelighed, som man kun KAN lære derude på den endeløse landevej. Den vej, som i årenes løb har ført bandet rundt i det meste af Europa med afstikkere til så forskellige steder som Indien og Canada. Fra de råt rockende numre ”Dreamland” og ”Train” til det swingende og melodiske westcoast-nummer ”Hard Times”. Over stampende sydstatsrock i ”Holler’n’Moan” til mørk storbystemning i titelnummeret og ”Long Gone”. Og ikke mindst dampende soulrock af fineste skuffe i ”Maybe It’s Alright” til sen-nat-i-baren-med-Tom-Waits-balladen ”Lay My Burden Down”.

 

”At gøre ”Change My Game” retfærdighed på skrift svarer nogenlunde til at forsøge at gennemføre en opera med signalflag. Sæt albummet på, nyd de gode sange og det følte spil… Og fryd dig så over, at der vitterlig stadig er klassisk rockmusik af så høj kvalitet derude,” lyder det fra Danmarks Mr. ROCK, Steffen Jungersen, der er én af bandets helt store tilhængere.

 

Musikken er stadig livet

Som vanligt, fristes man næsten til at sige, følger en omfattende turné i kølvandet på udgivelsen fra det altid koncerttravle band. Sammenholdet og intensiteten er skam også fortsat stærk i bandet. Musikken er stadig livet, og livet er stadig musikken, og sådan er det for hele holdet, og det kan intet ændre på. Der, hvor gamet er anderledes og ændret for bandet, er i lyden og udtrykket med det helt skarpe og bevidste genremæssige hop. Hvorvidt bandbussen på næste tour således også vil emme af rock ’n’ roll-liv, med alt hvad der dertil hører, må guderne vide. Rockakkorderne er i hvert fald slået an…

 

Thorbjørn Risager & The Black Tornado er:

Thorbjørn Risager – sang, guitar

Peter Skjerning – guitar

Emil Balsgaard – keyboards

Søren Bøjgaard – bas

Martin Seidelin – trommer

Hans Nybo – tenorsax

Kasper Wagner – saxofoner

Peter Kehl – trompet

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Dzordana Butkute

Dato: 25.03.17

Tidspunkt: 19/20 (døre/koncert)

Sted: VoxHall

Genre: Rock

 

Link til arrangement: 

Litauiske Dzordana Butkute er en pop/rock-sangerinde, der nu om dage kun spiller store shows med fuldt band.

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Daniel Lanois solo

Dato: 26.03.17

Tidspunkt: 19/20 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Rock

 

Link til arrangement: 

Canadiske Daniel Lanois er bedst kendt for sin rolle som superproducer for adskillige regulære verdensstjerner, men også som udøvende musiker er han i absolut særklasse.

 

Vaskeægte multiinstrumentalist

Daniel Lanois har produceret plader for navne som Bob Dylan, Neil Young, Peter Gabriel, Emmylou Harris og Willie Nelson, og også de klassiske U2-album “The Joshua Tree” (1987) og “Achtung Baby” (1991) har han stået bag – i nært samarbejde med Brian Eno vel at mærke. Ikke desto mindre er han også en skabende kunstner i eget navn, og hér er han ikke mindre interessant – han kreerede lydsiden til Billy Bob Thorntons film “Sling Blade” (1996) og har udgivet et væld af plader. Hans sange er blevet fortolket af blandt andre Dave Matthews og førnævnte Emmylou Harris og Willie Nelson, og især i hjemlandet har hans solo-værker præsteret fornemme salgstal. Lanois er en vaskeægte multiinstrumentalist og behersker således både guitar, steelguitar og trommer, og han har gjort sig grundigt bemærket ved adskillige pris-uddelinger – mest spektakulært har han været inde over en længere række projekter, der har vundet den prestigiøse amerikanske Grammy-pris. Lanois, der helt oplagt er blevet velsignet med en flise på Canadas Walk Of Fame, udgav i 2014 den smukke lydkollage af et album “Flesh And Machine”, der blev skabt i samarbejde Brian Blade. Albummæssigt kreerede han senest pedal steel-vidunderet “Goodbye To Language” (2016) sammen med Rocco DeLuca.

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 12

Del artikel

Andre læser også