Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ugens koncerter på Atlas og VoxHall i uge 47

Af anders@sommersangdigital.dk

Den står på indierock, dødsmetal, heavy metal og hiphop på Atlas og VoxHall i denne uge.

 

Tyk streg

Hinds

Dato: 21.11.16

Tidspunkt: 19/20 (døre/koncert)

Sted: VoxHall

Genre: Indierock

Link til arrangement: 

 

Carlotta, Anna, Ade og Amber startede en regulær fest på dette års Roskilde Festival, da de optrådte med deres charmerende garagerock. Fangede du dem ikke på Pavilionscenen, har du nu muligheden for at opleve den Madrid-baserede kvartet på VoxHall til november.

 

Hinds har præsteret at skabe en nutidig lyd med deres 60’er-baserede rock. Debutalbummet ”Leave Me Alone” udkom i januar i år, og her er der godt smæk på guitar og tromme, når forsangerinder Carlotta og Ana står i front med charmerende og ungdommelig attitude på sange med humoristiske titler som ”Warts” og ”Fat Calmed Kiddos”. Hinds siger selv, de er inspireret af blandt andre Mac Demarco, der også er en kunstner med en nutidig retrolyd og humor i sin musik. Før der var Hinds, var der Deers – en duo, som Carlotta og Ana formede tilbage i 2011. I 2014 kom et andet band med samme navn efter dem, og navnet blev ændret til Hinds, der betyder kvindelig hjort. Samme år blev to til fire, da Ade og hollandsk-fødte Amber kom til på henholdsvis bas og trommer. Siden har bandet udgivet et fuldlængdealbum og turnéret med bands som The Libertines, The Vaccines og Black Lips.

Hinds

Alt, hvad de fire spanske kvinder i Hinds rører ved, bliver lovprist af internationale musikmedier som Pitchfork og NME. Medierne anmeldte debutalbummet med roser og henholdsvis 7,5 ud af 10 og 4 ud af 5 stjerner. Der er altså lagt op til en god gang rock med charme galore, når de fire kvinder besøger Voxhall til november.

 

Tyk streg

Entombed A.D. + Voivod + Lord Dying

Dato: 22.11.16

Tidspunkt: 18/18.30 (døre/koncert)

Sted: VoxHall

Genre: Dødsmetal

Link til arrangement:

 

Svenske Entombed A.D., canadiske Voivod og amerikanske Lord Dying udgør tilsammen en både mesterlig og mangefacetteret metal-pakke.

 

Om Entombed A.D.

Dødsmetal-bandet Entombed A.D. udgøres af sanger Lars-Göran Petrov, guitarist Nico Elgstrand, bassist Victor Brandt og trommeslager Olle Dahlstedt, der indtil 2014 alle var en del af det oprindelige Entombed. Med Entombed A.D. relancerede de fire gruppen og udstak en ny retning, der hidtil har kastet to plader af sig – “Back To The Front” (2014) og “Dead Dawn” (2016), der begge er blevet flot modtaget af såvel anmeldere som pladekøbere. Mens Petrov sluttede sig til det tidligere Entombed allerede i 1988, så kom Elgstrand, Brandt og Dahlstedt først ombord i henholdsvis 2004, 2010 og 2006. Det oprindelige Entombed anses for at være regulære pionerer på den skandinaviske dødsmetal-scene, men har også flirtet med eksempelvis garagerock – blandt bandets inspirationskilder finder man navne som Slayer, Black Sabbath, Celtic Frost, Autopsy, Repulsion, Kiss, The Misfits, Motörhead og Discharge.

entombed

Om Voivod

Thrashmetal-bandet Voivod blev dannet i Jonquière, Québec i 1982 og albumdebuterede to år senere med “War And Pain” og har i de mellemliggende mange år været storleverandør af udgivelser – blandt andet er det i alt blevet til 13 studiealbum, hvoraf “Target Earth” (2013) er det seneste; hertil kommer en lang række live-plader, opsamlinger, EP’er og DVD’er såmænd. Bandet har over årene gennemgået en del udskiftninger i besætningen, men 2016-lineup’et byder dog på både sanger Denis “Snake” Bélanger og trommeslager Michel “Away” Langevin, der begge var med, da starten gik dengang i 1982. Guitarist Daniel “Chewy” Mongrain og bassist Dominique “Rocky” Laroche sluttede sig til bandet i henholdsvis 2008 og 2014. Voivod gjorde sig oprindeligt i speedmetal, men har siden føjet betydelige elementer fra såvel progressiv metal som thrashmetal til deres udtryk, som er helt og aldeles deres eget.

 

Tyk streg

Saxon

Dato: 24.11.16

Tidspunkt: 19/20 (døre/koncert)

Sted: VoxHall

Genre: Heavy metal

Link til arrangement: 

 

Engelske Saxon hører til alle tiders mest klassiske metal-navne og var tilbage i slutningen af 70’erne blandt de helt store bannerførere for den nye bølge af britisk heavy metal.

saxon

Saxon blev dannet i Barnsley, South Yorkshire, i 1977 og opnåede hurtigt en status som et af de mest afgørende indslag blandt de utallige britiske heavy metal-navne, der i slutningen af 70’erne tårnede op og sammen skabte en regulær genre-bølge. Bandet begrænsede dog ingenlunde deres udskejelser til 70’erne – således havde Saxon op igennem 80’erne ikke færre end otte plader på den britiske top 40-hitliste, lige som det ligeledes blev til et væld af betydelige single-succeser. Også resten af Europa, Japan og ikke mindst USA rockede med, og Saxon nød i de år en status som et af Europas allerstørste metal-bands. Samlet set har det til alle tider flittigt turnerende band solgt i omegnen af 15 millioner plader, og andre store grupper som Metallica, Mötley Crüe, Pantera, Sodom og Megadeth er inspireret af Barnsley-drengene. Saxon albumdebuterede med en selvbetitlet sag i 1979 og har siden udgivet yderligere 20 studiealbum – adskillige live-album og opsamlinger er det også blevet. Bemærkelsesværdigt er det, at bandet oven på nogle kommercielle dødvande-år i 90’erne i 00’erne og her i 10’erne salgsmæssigt i dén grad er blomstret op på ny. Sanger Biff Byford og guitarist Paul Quinn har været med alle årene siden 1977, mens trommeslager Nigel Glockler, bassist Nibbs Carter og guitarist Doug Scarratt sluttede sig til løjerne i henholdsvis 1981, 1988 og 1996.

 

Tyk streg

Lars Vaular

Dato: 25.11.16

Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)

Sted: Atlas

Genre: Hiphop

Link til arrangement: 

 

Lars Vaular er blevet kaldt den førende og mest interessante rapper i Norge. Hans succes vokser for hver koncert, og senest med trilogien “666 ALT”, “666 GIR” og “666 MENING” har han sat sig på toppen af sin genres trone. Anmeldelserne har alle været med topkarakterer, og placeringer øverst på hitlister og årslister samt publikumsfavorit-tracks er hverdag efterhånden. Han har vundet Norges eftertragtede Spellemannprisen samt flere priser for de efterhånden fem fuldlængde-album, han har i bagagen.

 

Den 31-årige Lars Vaular rapper på sit modersmål og med den karakteristiske Bergen-dialekt – han har endda vundet en pris for sin kreative brug af dialekten. Vaular rapper med humor og bruger de sociale aspekter i livet som inspiration. Udover at være kreativ med sproget er Vaulars timing og levering helt perfekt tunet til musikken.

lars-vaular

Tyk streg

Del artikel

Andre læser også