Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ydmyg Aarhuskok tog sølvmedalje ved DM

Af Jan L. Pedersen

Navnet er Mikkel Laursen. Han er 28 år gammel og kok på Restaurant Martino på Marselisborg Havn. Mikkel Laursen er ved siden af sit arbejde også fast mand på det danske kokkelandshold. Han har allerede en del konkurrencer med sig i bagagen. Mikkel var kokken, som vandt sølvmedaljen, men det skete ikke uden sin trofaste makker, kokkeeleven, den 24-årige Line Vibæk Schmidt. De gik efter en guldmedalje, men kom hjem med en sølvmedalje. Det er en sejr, trods alt. De siger næsten samstemmigt, ”Vi vandt sølv og tabte ikke guldet”. Der er noget jysk stabilitet over Mikkel og Line. Ingen store armbevægelser. De har endnu ikke haft tid til at fejre der sejr, men det kommer nok, udtrykker Mikkel Laursen ironisk.

 

Line Vibæk Schmidt og Mikkel Laursen sammen med Rasmus Kofoed

 

Nu er der nok mange, som tænker, hvad går Danmarksmesterskabet for professionelle kokke ud på? Hvert år afholder brancheorganisationen, Horesta, en del nationale mesterskaber. Heriblandt for kokke, men også for tjenere, konditorer med videre. Inden for gastronomien er kokkekonkurrencen en af de vigtigste begivenheder hvert år. Det er her at nogle af Danmarks, men også Europas bedste kokke gennem tiderne har vundet. Gastronomien er blevet en del af danskernes hverdag, og der var flere tusinde mennesker forbi konkurrencen i Herning Messecenter i søndags. Kokkene skulle til DM lave tre retter, som de skulle præsentere for et dommerpanel bestående af seks personer fra restaurationsbranchen.

Dommerbordet ved Årets Kok 2014 i Herning

Forærede sin medalje væk

Mikkel Laursen forærede straks efter sejren den eftertragtede sølvmedalje til sin trofaste elev og makker, Line Vibæk Schmidt. Line fortæller, ”Jeg blev selvfølgelig glad og stolt over medaljen, det er vildt stort og sødt af Mikkel at give mig den. Han er en vild dygtig og god læremester og ikke mindst anerkendende og gavmild”. Mikkel Laursen beholdt dog diplomet selv. Han tilføjer til sin makkers kommentar, ”Vi var to om at vinde, godt nok var det udadtil mig, som vandt, og det var også mit navn, der var med, men uden Line var det ikke gået. Hun er rigtig dygtig, og vi arbejder godt sammen. Tænk på, vi har brugt snart et halvt år på at træne til den her konkurrence, så det er mange timer, som er brugt på det her, siger Mikkel.

 

Anede ikke hvad menuen var

Man ved ikke, hvilke råvarer man får udleveret, så man skulle mestre lidt af hvert for at komme til tops. Alle retterne er udviklet af Mikkel, men finpudset i samarbejde med Line. Mikkel force er forretter og hovedretter, men han er også blevet god til desserter. Det har været et indsatsområde det sidste halve år. Line er backup på alle retterne, men hendes force er desserten. Men da man arbejder under et tidspres, så er timingen afgørende. Der har været en del prøvesmagninger, tidsprøver, men også forberedelser af forskellige kombinationer af råvarer. Hvad nu hvis der ikke er smør, eller hvad nu hvis der ikke er kød osv. Vinderen af konkurrencen, Morten Falk fra Michelin-restauranten Kadeau, piskede fløde til smør, da han havde brugt sin ration af smør. Så kreativitet og overblik er to vigtige egenskaber i den type konkurrence.

 

Line Vibæk Schmidt og Mikkel Laursen i deres køkken i Herning

Restaurant Martino er gastronomiens svar på et stutteri

Mikkel Laursen og Line Vibæk Schmidt er langt fra de første kokke fra den gode Restaurant Martino, som høster anerkendelse og medaljer. Før dem har Martin Schultz og Rasmus Munk vundet bl.a guld ved Olympic Culinary Games. Hvad ejerne af Martino, Jette og Henrik Schultz gør, ved jeg ikke, men de har det med at finde de helt rigtige personer og få dem til at præsterer deres bedste. Talentpleje kalder man det vist. Der er ingen tvivl om, at Martino er en restaurant, som er god til at finde og udvikle unge talenter. Det ses også på deres mad. Der er både gode, gamle danske retter og noget af det bedste fra Italien. Menukortet er bredt og gennemtestet. Maden har aldrig fejlet noget, de har for alvor føling med, hvad gæsterne kan lide. Ud over at have mange dygtige ansatte, så har Martino også den bedste udsigt i Aarhus, eller en af dem i hvert fald.

Jette og Henrik Schultz, Line Vibæk Schmidt og Mikkel Laursen fra Martino

Ro på og hjemme igen

Nu er Mikkel og Line tilbage på Martino. De har ikke haft tid til at fejre sejren, endnu. Næste mål for Mikkel er VM i Luxembourg. Det foregår til sommer. Mikkel og landsholdet er gået i intensiv træning, og målet er også her, at vinde medaljer. Mikkel er klart en mand med ambitioner, men ikke for enhver pris. ”Jeg kan ikke arbejde så intenst og meget i mange år, så det er nu, jeg giver den gas. Jeg går helt klart efter at blive Årets Kok, men hvilket årstal er uvist”, siger den store, glade mand med et smil på læben. Kokkeeleven, Line, bliver færdig med sin uddannelse til november i år. Hun vil efter endt uddannelse gerne til udlandet at arbejde, men ikke kun for at arbejde, ligeså meget for at rejse og leve livet. Men det at vinde en konkurrence som Årets Kok ville da være en drøm, siger Line med en ydmygt smil.

Line Vibæk Schmidt og Mikkel Laursen igan med deres dessert

Østjylland var godt repræsenteret

Ud over Mikkel og Lines sølvmedalje, vandt Tabita Mortensen en 2. plads i Årets Tjener, mens Sabina Sunne Drachmann fik en 4. plads i samme konkurrence. Tabita Mortensen vandt guld som tjener i de Nordiske Mesterskaber, som blev afholdt for første gang. Nicolas Min Jørgensen fra Norsminde Kro fik en 6. plads, mens eksil-aarhusianeren, Dennis Juhl Jensen fra Ruths Hotel (tidligere Nordisk Spisehus), vandt bronze.

Rasmus Kofoed, stjernekok og dommer ved Årets Kok 2014 i Herning

 

 

 

 

Del artikel

Andre læser også