Yngre madanmelder: Jeg elsker frossen supermarkeds-lasagne

Forleden mødte jeg en madanmelder. Det skete på en aarhusiansk restaurant. Hun arbejdede som anmelder på et onlinemedie, fortalte hun stolt. Navnet på det pågældende onlinemedie er uvedkommende for oplevelsen. Aldersmæssigt var hun nok sidst i 30´erne. En pæn og høflig kvinde. Ikke den smarte type, men mere den intellektuelle type med hang til lidt for meget kultur. Hun talte meget, det gør man jo der, hvor hun kommer fra, så det var der ikke noget unaturligt i. Hun fortalte om, hvor kritisk hun anmeldte restauranter, og hvor meget hun elskede det, hvilket jeg jo godt kan forstå. Jylland var hun glad for at anmelde, for hun havde et par veninder i Aarhus, som hun så kunne invitere med ud at spise og anmelde. Hun anmeldte også i København, men det var mere de ældre og mere erfarne anmeldere, som var førstevælger, og de gad ikke provinsen, så som yngre anmelder måtte hun ofre sig.

Solid erhvervserfaring fra en café

Vi udveksler erfaringer, inden for restaurationsbranchen, selvfølgelig. Hun fortæller om sine små to år som tjener på en café, som var springbrættet til en madanmelder karriere. Efter eget udsagn, var det i de par år på caféen, at hun fik interessen for mad. Før det, stod den meget på færdigretter og simple retter derhjemme, og da hun ser mine rynkede øjenbryn, går hun i forsvarsposition, og siger: Ja, ja, men der findes faktisk meget købelasagne, som smager ganske fremragende. Okay, siger jeg, lettere ironisk, men det opfatter hun ikke. Hun fortsætter, og siger: Når man er single, så gider man ikke lave mad, og det er ret dyrt at bo og spise ude i København, så det har jeg ikke råd til så ofte, og allerhelst når firmaet betaler. Jeg undrede mig lidt over, at hun var så direkte. Fair og ærlig nok, men jeg kan ikke helt få hende til at passe ind i rollen som madanmelder. Dem, jeg kender, som professionelt skriver om mad, har en helt anden faglighed og erfaringsgrundlag.

Der er flere læsere til kritiske anmeldelser

Jeg siger, at på Aarhus Update skriver vi kun om dem, som gør det godt. De gode i branchen. Dem som vi kan anbefale. Det er dybest set dem, vi alle gerne vil spise hos. Jeg gider personligt ikke de dårlige spisesteder, hverken at spise deres mad, eller skrive om dem. Det giver god mening i mit hoved, men ikke i den kvindelige anmelders. Hun flyver nærmest op, og med lynets hast fortæller hun mig, at det jo er totalt til grin og dumt. Det er jo de kritikske anmeldelser, som der er mange læsere til. De mest læste af hendes anmeldelser er dem, hvor hun har svinet restauranter til, og uddelt en eller to kokkehuer. Som forsvar, understreger hun, at det selvfølgelig var fortjent. Klart, for ellers giver man jo ikke så få kokkehuer, hvis ikke maden, vinen, betjeningen eller beliggenheden fortjener det. Men hvordan kender man egentligt niveauet, når man ikke spiser ret meget på restaurant? Det spørgsmål undlader jeg at stille, primært for ikke at ødelægge den gode stemning. Det er mig stadigvæk en gåde, hvordan en så uerfaren anmelder kan dele karakterer ud, når hendes erfaringsgrundlag er så spinkelt.

En god, naturlig tørst

Hun drikker pænt til. Det skal hun have. Nogle gange har man en kvindelig borddame, som sidder og spytter lidt i glasset, men det er på ingen måde tilfældet her. Hun bliver placeret i kategorien, ”tørstig”. Der ryger noget indenbords. For som hun siger, avisen betaler jo. Det har hun nok ret i, og hvis det er en slags løn, så forstår jeg det godt, for hvem vil ikke have lønforhøjelse? Men i min verden skal man passe på med at drikke for meget under et anmelderbesøg, man er jo på arbejde, og skal være skarp på både mad, vin og betjening. I vores efterfølgende snak, fortæller den kønne madanmelder mig, at hun rigtig gerne vil mere ud at spise, da hun synes det er spændende. Hun kommer ind på, at hun nu er rundet 40 forskellige restauranter, i hele Danmark vel at mærke, men hun vil gerne mere ud. Hun gider jo heller ikke lave mad, derhjemme. Så det giver god mening, at spise ude. Det kan jeg kun nikke anerkendende til.

Vor herre til hest

I dag er, og kan, alle jo blive anmeldere. Det er både afskrækkende og befriende, at der ikke stilles nogle krav til dem, som elsker at dømme andres arbejde og produkter. Uanset hvad, er det sådan, det er. Men ord som grunddighed, saglighed, faglighed, forberedelse, research og erfaring gælder stadigvæk i min verden. Hvis nu, at der er andre, som læser ens anmeldelser, så kræver det, at man har gjort sit arbejde ordentligt. Og ikke bare udfører det på må og få, fordi man synes, det kunne være sejt at være anmelder, eller gerne vil ud at spise på avisens regning. Nogle anmeldere er så perfide, at de jo nærmest bliver helt høje af at svine andre til. Ofte er de useriøse, fulde og hævngerrige. At anmeldelser kræver seriøsitet og en professionel tilgang, er i min verden en selvfølge. Hvordan kan man sammenligne restauranters niveau, hvis man kun har spist på ganske få? I min verden skal en professionel madanmelder ikke lave andet end at besøge og anmelde restauranter. Helst hver eneste dag, og ikke kun i Danmark. Det er den eneste måde, man kan vurdere et givet niveau på.

Husk nu – det er andre menneskers levebrød, du leger med!

Jeg kan godt forstå, at mange restauratører og erhvervsdrivende er trætte af usaglige, uvidende og inkompetente anmeldere. Det er jo lidt at pisse på deres forretninger. Mange har jo satset alt, og mere til, på deres virksomheder. Det er deres levebrød. Og så bliver deres arbejde og eksistensgrundlag vurderet af mennesker, som spiser frossen købe-lasagne, og hvis erfaringsgrundlag er et par år på en café, en humanistisk universitetsuddannelse og maksimum 40 forskellige restaurantbesøg på bogen. Det er et vilkår i dag, og det skal restaurationsbranchen lære at leve med.

Over and out!

/JLP