Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

YourLocal – status på madspild, teaterbilletter og fremtiden

Af Line Ingwar Karlsen

I en verden med begrænsede ressourcer, mener folkene bag YourLocal, at vi har et fælles ansvar for, at alle ressourcer udnyttes fuldt ud. Derfor bindes de erhvervsdrivende forretninger og forbrugere sammen om at bekæmpe spild i fællesskab. Det gør de for at omdanne spild til en god forretning for alle. Det foregår på den måde, at du downloader en app, og følger med i, hvilke tilbud der er på ting der går til spilde, hvis ikke de sælges her og nu.

 

Umiddelbart kan YourLocal godt minde om en dealsite. Men det er ikke en “typisk” dealsite. En væsentlig forskel er, at YourLocal ikke blander sig i hverken priser eller betaling. De fleste dealsites snupper en lille bid af prisen, og det gør YourLocal ikke. YourLocal sælger også billetter til biografer og teaterforestillinger. Noget, som i min verden, ligger lidt langt væk fra madspild. Derfor var det på tide at tage en snak med Sebastian, som er initiativtager til YourLocal.

 

Hvordan går det med YourLocal?

Det går rigtig godt. Vi har haft nogle vilde uger, hvor der internt har været meget fokus på at få vores første investering, ­og det ser ud til at lykkes rigtig godt. Samtidig har vi et hold af frivillige ambassadører fra Malmö, der netop er ved at oversætte YourLocal til svensk, så vi kan bringe YourLocal til Malmö indenfor de næste uger.

Vi har netop indgået en aftale med en række større samarbejdspartnere, som vi skal hjælpe med at reducere deres spild. Hvem de er, kan vi desværre ikke sige endnu, men alle på YourLocal appen har virkelig noget at se frem til over de næste måneder. Derudover har vi jo et hold af frivillige i Aarhus, som for tiden udforsker, hvad YourLocal også kan være. De forbinder løbende forskellige lokale kvalitetsforretninger, så de i fællesskab kan lave events, med kvalitet og spild i fokus. Vi er meget spændte på at se, hvad det kan udvikle sig til, ­især når vi kommer til byer som Berlin og San Francisco, hvor bæredygtighed er endnu mere i fokus, end det er herhjemme.

 

Der går rygter om, at nogle forretninger producerer mad primært for at sælge det hos jer. Så reducerer I jo ikke ressourcespildet, eller hvad?

Vi har ikke oplevet, at nogen har spekuleret i det. Vi kan se, at YourLocal ikke bare er et effektivt værktøj til at afsætte varer, der ellers vil gå tabt, men i det hele taget bare er et virkeligt effektivt salgsværktøj. Sådan er det dog ikke tænkt. Men der er enkelte eksempler på, at nogle forretninger har lagt varer op, der ikke nødvendigvis ville gå til spilde. Det er noget, vi arbejder hårdt på at dæmme op for, men det er jo ikke det samme, som bevidst at producere for meget. Vi er i løbende dialog med forretningerne omkring dette.

Vi kommer til, hen over de næste måneder, at gøre det muligt for brugerne at rate og validere indhold på app’en, så det i sidste ende er brugerne, der bedømmer, om ting falder udenfor YourLocals klarer præmis om spild og kun spild!

 

Hvad er den konkrete forskel på jer og en traditionel dealsite?  

Vi har nogle af de samme drivere som dealsites, idet vi formidler handlen af varer og services til en reduceret pris. Men, vi betragter imidlertid os selv som et fællesskab af brugere og forretninger med et klart mål om at bekæmpe spild. Vi har en klar præmis omkring spild og kun spild. Vi formidler for eksempel ikke salg af tøj og dimser. YourLocal foregår altid på forretningens præmisser, idet de selv bestemmer, hvad de vil sælge, hvornår de vil sælge, og til hvilken pris de vil sælge.

Vi holder os helt udenom betalingen, hvorfor YourLocal også er en gratis service for både brugere og forretninger. Vi har siden, vi startede projektet for et år siden engageret over 50 frivillige, som alle drives af en større vision om at bekæmpe spild. Varer og services på YourLocal er altid af fuld kvalitet. (Forstået på den måde, at dealsites desværre har fået et ry for ofte at reklamere med varer af fuld kvalitet, men i sidste ende giver deres kunder en deal­site­-menu eller en elevklipning i stedet. Det er vi meget imod). Selvom vi gerne vil gøre YourLocal til en god forretning, vil vi aldrig gå på kompromis med vores idealer.

 

Teaterbilletter er I begyndt på. Hvorfor det?

Oplevelser, ­herunder teaterbilletter, har været en del af konceptet fra starten. Vi har en ret bred forståelse af spild, som de fleste af vores brugere forstår og accepterer. Det er imidlertid ikke alle, der er helt med på den præmis. Men teatre, biografer og spillesteder bruger mange penge på at lave deres forestillinger. Når de iblandt ikke får solgt alle billetter, går en del ressourcer uundgåeligt til spilde. Det vil vi gerne hjælpe dem med at undgå.

 

Vænner man ikke forbrugerne til at vente til sidste øjeblik med at købe billet, da man håber på rabat?

I og med forretningerne selv bestemmer, hvad, hvornår og til hvilken pris de vil udbyde deres ressourcer, er det meget svært for brugerne at kalkulere med. Som nogle af vores teatre beskriver det, har vi en form for SnapChat­-effekt. Det vil sige, at billetter, de lægger på YourLocal, kun er synlige for YourLocals brugere og ikke når ud på deres andre platforme, hvor de trækker langt størstedelen af deres brugere fra. Vi har endnu ikke oplevet det som et problem overhovedet, og vi har været i luften i mere end fem måneder.

 

Er der ikke dumt af teatrene og biograferne?

Vi er meget opmærksomme på, at det kan blive et problem for teatrene, hvis de misbruger YourLocal. Derfor evaluerer vi løbende med dem for at se, om det er et regulært problem. Det har det indtil nu ikke været, tværtimod.

 

Er det ikke forvirrende for forbrugerne?

Vi indhenter løbende feedback fra brugere og forretninger for at skærpe vores kommunikation, så det bliver endnu mere klart, at vi tænker spild så bredt, som vi gør. Vi har fået mere end 35.000 brugere uden at bruge en krone på markedsføring. Det, tror vi simpelthen ikke, ville have været muligt med et forvirrende koncept. Dermed ikke sagt at det ikke kan være forvirrende for nogen, og vi arbejder bestemt med at blive stærkere i vores formidling af konceptet.

Det var en status på YourLocal. Idéen er god, og med 35.000 brugere går det godt. Så hvis du vil have billige billetter til biografen eller teatret, så kan du bare vente og se, om de bliver udbudt til halv pris i sidste øjeblik. Hvad “spild” er for et begreb, og hvor meget man kan få ind under ordet bliver spændende at følge i fremtiden.

 

Vincaféen i Aarhus

Del artikel

Andre læser også