Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

1.300 frivillige bliver byværter i Aarhus: Iført brede smil, blå t-shirts og ”ASK ME”

Af anders@sommersangdigital.dk

Aarhus får sit eget team af frivillige værter for byens gæster. En donation fra Salling Fondene gør det muligt at videreføre kulturhovedstadsårets frivilligindsats i en unik, permanent ordning. 

 

1.300 aarhusianere har meldt sig som frivillige værter for de mange gæster, der lægger vejen forbi Aarhus. Iført brede smil, blå t-shirts og ”ASK ME”-badgets skal værterne blandt andet tage imod krydstogtgæster i havnen, være til stede i bybilledet og assistere ved koncerter, festivaller og andre kulturelle events. På den måde skal byværterne understøtte den markante vækst i turismen, som Aarhus har set siden 2011.

 

Den stigende internationale interesse for Aarhus førte for et par år siden til oprettelsen af frivillighedsprogrammet ReThinkers, der især skulle håndtere det store gæstetryk i forbindelse med, at byen i 2017 var Europæisk Kulturhovedstad. Men det aarhusianske væksteventyr er fortsat ind i 2018 – og med hjælp fra Salling Fondene kan ReThinkers nu gøre det samme.  

 

”Vi har meget, meget svært ved at få armene ned over, at 1.300 lokale har sagt ja til at fortsætte som frivillige værter for byens turister. Ikke kun fordi det forsøder gæsteoplevelsen og er en god historie at fortælle videre – men fordi det vidner om det helt unikke sammenhold og engagement, vi sammen har skabt i Aarhus. Vi har ry for at gøre tingene på vores egen måde her i byen. ReThinkers er et stjerneeksempel,” siger direktør i VisitAarhus, Peer Kristensen.

 

Initiativet i Aarhus er det eneste af sin slags i Europa, hvor frivillige teams traditionelt rekrutteres i forbindelse med særlige begivenheder. På globalt plan findes der lignende by-baserede frivillighedsindsatser i Vancouver og Melbourne, men med langt færre frivillige. At 1.300 lokale står klar til at modtage gæster i Aarhus året rundt, er derfor unikt.

 

I dag åbnede et lokale, der skal fungere som samlingspunkt for de indtil videre 1.300 frivillige byværter. Lokalet ligger på havnen og har plads til 150 mennesker. Frivillig-lokalet og aktiviteterne i ReThinkers finansieres blandt andet med midler fra Salling Fondene, der støtter indsatsen med flere millioner kroner årligt.

  

”Byværterne er med til at give gæsterne en god og ekstraordinær oplevelse, når de besøger Aarhus. Byen har formået at åbne en global dør, og vi vil gerne biddrage til, at flest muligt får lyst til at rejse ind ad den og gerne flere gange. ReThinkers medvirker til at få byens kulturelle hjul til at dreje, og det er en god historie om Aarhus. Og om Danmark,” siger næstformand i Salling Fondene, Karin Salling.

 

Fra 2011 til 2017 er antallet af gæstenætter i Aarhus vokset med 86 procent. I sin nye turismestrategi lægger VisitAarhus op til at fordoble antallet af gæstenætter til 2 millioner i 2025.

Del artikel

Andre læser også