//Nyheder

På forårsgræs: 204.000 danskere så øko-køerne danse til Økodag

204.000 danskere oplevede i går øko-køernes begejstring over at blive lukket ud på forårsgræs. Økodag er Danmarks største nationale fødevare- og landbrugsevent, og Økologisk Landsforening glæder sig over danskernes store opbakning til Økodag, der både satte fokus på dyrevelfærd og et mere klimavenligt landbrug.

 

Cirka 204.000 danskere tog i går ud på landet for at se de økologiske køer danse. Klokken 12 åbnede stalddørene på 59 øko-gårde landet over, og køerne hoppede og sprang ud under åben himmel efter en lang vinter i stalden.

 

Besøgstallet bekræfter endnu engang, at Økodag er en folkefest. Det vidner om en stor interesse for økologi og dyrevelfærd og et ønske om at vide, hvor maden kommer fra, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening, som i går deltog i den officielle åbning af Økodag på Karensminde i Østjylland.

 

Økodag med klimafokus

Karensminde og de øvrige værtsgårde satte på Økodag fokus på, hvordan økologisk landbrug vil lette gårdenes klimaaftryk. Mange af gårdene arbejder med klimahandlingsplaner og har for eksempel investeret i strøm fra vedvarende energikilder, jordvarmeanlæg og arbejder systematisk med at binde kulstof under de græsmarker, de forårskåde køer løb og sprang rundt på.

 

Vi oplever, at danskerne er meget optagede af klimaforandringerne – og her på gården arbejder man målrettet på at sænke udledningen af klimagasser. Karensminde er lige som andre økologiske gårde gået ind i kampen for klimaet og tager ansvar for at finde løsninger i landbruget, siger Per Kølster.

 

Massiv opbakning til økologien

I en årrække har flere end 200.000 danskere deltaget i Økodag. Første Økodag løb af stablen i 2005, og status efter 15. Økodag er, at gårdene samlet set har haft næsten to millioner besøg.

 

Det er overvældende, at så mange tusinde danskere bakker op, når de økologiske landmænd inviterer indenfor på deres gårde og lægger rigtig mange kræfter i at skabe et godt og hyggeligt arrangement. En stor del af gæsterne til Økodag er børn, og oplevelsen er med til at vise dem, hvordan dyrene lever og trives på en økologisk gård – og at dyrene selv henter deres mad på de grønne marker hele sommerhalvåret, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.

 

Økodag gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og deres mejerier.

 

Nyheder Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet