//Nyheder

Aarhus Airport: Lukker helt ned – sidste flyvning bliver søndag den 29. marts

SAS suspenderer nu ruten Aarhus-København, og sidste flyvning er søndag den 29. marts. Aarhus Airport lukker midlertidigt fra mandag.

 

Covid-19 situationen haft store konsekvenser for aktiviteten i Aarhus Airport. Igennem den seneste tid har flyselskaber og charterbureauer indstillet deres flyvninger fra den østjyske lufthavn. Nu er turen kommet til den sidste rute, som endnu er i drift; SAS’ rute mellem Aarhus og København.

 

Ifølge SAS suspenderes nu ruten Aarhus-København, og den sidste flyvning bliver søndag den 29. marts. Det betyder, at al flyaktivitet i Aarhus Airport fra mandag den 30. marts er indstillet, og lufthavnen vil derfor blive midlertidigt lukket fra og med denne dato.

 

”Det er nærmest surrealistisk, at vi står over for en midlertidig lukning, men sådan er situationen. Vi holder os i beredskab, så vi kan åbne lufthavnen med kort varsel, så snart det bliver aktuelt. Imens udnytter vi tiden til at skrue tempoet op for vores ombygning af lufthavnen, så vi forhåbentlig snart kan byde vores gæster velkommen tilbage i nye friske rammer”, siger Peer H. Kristensen, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.

 

Aarhus Airport går dermed i dvale, men lufthavnen har en stående aftale med SAS og andre flyselskaber om, at lufthavnen kan åbne med 24 timers varsel, når flyselskaberne beslutter at gå i luften igen.

 

Selvom Aarhus Airport er midlertidigt lukket, fortsætter arbejdet bag kulisserne med at ombygge lufthavnen og skabe de optimale fysiske rammer for en moderne og velfungerende lufthavn. I øjeblikket er Aarhus Airport i fuld gang med at opføre en ny sikkerhedskontrol, der lever op til fremtidens standarder, som skal tages i brug, når flyselskaberne og charterbureauerne genoptager deres ruter fra Aarhus Airport.

 

 

 

 

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev