//Nyheder

Aarhus Airport: SAS åbner nye ruter og øger kapaciteten – men lukker samtidig 4 andre ruter

Efterspørgsel på ruter til sydeuropæiske favoritter får SAS til at udvide med to nye sommerruter og opjustere flere ruter i Aarhus Airport. Samlet set øger SAS kapaciteten med 15 procent i lufthavnen.

 

To nye destinationer og opjustering af flere eksisterende ruter vil fra sommeren 2020 øge kapaciteten på SAS-flyvningerne fra Aarhus Airport med 15 procent. Interessen for Sydeuropa vokser fortsat blandt de østjyske rejsende, og derfor åbner SAS to nye sommerruter fra Aarhus til Alicante i Spanien og Chania på Kreta i Grækenland. Således får østjyderne nye destinationer at vælge mellem, hvis de booker næste års sommerferie med udrejse fra Aarhus Airport.

 

”Vi har et strategisk fokus på at udvide rutenettet i lufthavnen i tråd med østjydernes rejsemønstre, og her spiller vores samarbejde med SAS fortsat en central rolle. Østjyderne tager positivt imod udviklingen, og flere rejsende benytter sig af mulighederne for at flyve fra Aarhus. Så det er en fornøjelse at kunne tilføre to yderligere ruter til porteføljen fra sommeren 2020 og samtidig øge kapaciteten på en række andre ruter”, siger lufthavnsdirektør, Peer H. Kristensen.

 

Den øgede kapacitet på ruterne inkluderer blandt andet en opjustering af antallet af afgange til de spanske destinationer Malaga og Palma de Mallorca, der har oplevet stor efterspørgsel det seneste år. I sommerprogrammet for 2020 næsten tredobler SAS antallet af sæder til de to rejsemål.

 

”Vi flyver til de destinationer, vores kunder efterspørger, og derfor udvider vi nu vores rutetilbud ud af Aarhus med yderligere to populære destinationer. Vi agerer ud fra, hvor justering af ruterne giver mest værdi for Aarhus og vores kunder i området, og hvordan vi kan gøre det lettere for østjyderne – at flyve direkte til deres foretrukne destinationer,” siger Simon Pauck Hansen, der tiltræder som koncerndirektør i SAS den 1. oktober.

 

Lukker fire ruter ned

Som led i at tilpasse udbuddet til efterspørgslen indsætter SAS flere daglige afgange til de skandinaviske hovedstæder Stockholm og København, der giver nemmere adgang til et stort globalt netværk med mange forbindelser. Antallet af daglige afgange mellem Aarhus og Stockholm fordobles, og antallet af afgange mellem Aarhus og København øges til over seks om dagen. Samtidig justerer SAS netværket og indstiller de direkte ruter fra Aarhus til henholdsvis Manchester, München, Rom og Faro, som fremover kan nås via en mellemlanding i København.

 

Samlet set vil SAS til næste sommer flyve ni direkte ruter fra Aarhus: København, Stockholm, Oslo, Split, Nice, Malaga, Palma, Alicante og Chania.

 

 

 

Nyheder Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev