//Livemusik og koncerter

Aarhus Kammermusikfestival: Unge og garvede kammermusikere mødes i Aarhus

”Det giver rigtig god mening at lade unge og rutinerede musikere mødes”, siger Søren Rastogi, lektor ved Det Jyske Musikkonservatorium og selv en af de mest efterspurgte pianister i sin generation. Han glæder sig til at spille sammen med de unge ved den helt nye Aarhus Kammermusikfestival: lørdag-søndag den 14.-15. september i Musikhuset Aarhus

 

Ved festivalen spiller en række helt unge musikere på kryds og tværs sammen med nogle af landets førende klassiske musikere. ”Det giver rigtig meget læring at spille sammen med erfarne musikere”, fortæller Rastogi; men læringen går også den anden vej: ”Det er altid interessant for de erfarne at spille med en ny generation”, tilføjer han. Og så er det godt at samle en gruppe unge musikere fra samme generation, det giver dem et værdifuldt netværk.

 

Derfor er Det Jyske Musikkonservatorium gået ind i samarbejdet med Musikhuset Aarhus og de unge musikere bag festivalen om at arrangere de i alt fire koncerter; koncerter med et meget blandet repertoire af både kendt og mindre kendt kammermusik, og for mange forskellige instrumentsammensætninger. Musikken er af komponister som Beethoven, Schumann og Ravel over Bartok og Messiaen til helt ny-komponerede værker.

 

De unge musikerne kommer dels fra miljøerne omkring musikkonservatorierne i København og Aarhus, dels fra studier og begyndende karrierer i udlandet. Blandt de medvirkende er der to solistklassestuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium, to nylige debutanter samt to af konservatoriets undervisere. I forlængelse af festivalen er der yderligere en åben masterclass mandag d. 16. september på konservatoriet, med pianisten Jens Elvekjær fra den internationalt efterspurgte klavertrio Trio Con Brio, der også medvirker ved festivalen.

 

 

Det er karakteristisk, at initiativet til den nye kammermusikfestival netop kommer fra en ganske ung pianist, Tony Nguyen, der er født og opvokset i Aarhus og som at ved at færdiggøre sin klaveruddannelse ved musikkonservatoriet i København. Med festivalen ønsker han at give noget tilbage til barndomsbyen og at supplere byens musikudbud med en festival, der netop forener unge og erfarne musikere.

 

Koncerter:

Lørdag d. 14. september kl. 13.00 og kl. 19.30.

Søndag d. 15. september kl. 13.00 og kl. 19.30.

 

Koncerterne præsenteres af Mathias Hammer (kendt fra DR P2 og fra DR TV’s klassiske musikquiz), og P2 optager søndagens koncerter til udsendelse de følgende dage.

 

Se det fulde program på festivalens hjemmeside: 

 

Billetter via Musikhusets hjemmeside: 

 

 

Livemusik og koncerter Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev