Ana Frugt og Grønt på Trøjborg havde ikke styr på rengøringen, da Fødevarestyrelsen i sidste uge kom på uventet besøg

 

Bor man på Trøjborg, eller har man sin daglige gang i den del af det nordlige Aarhus, så kender man nok godt Ana Frugt og Grønt. Grønthandlen, der siden 2012 har ligget i Tordenskjoldsgade 22 i Dagli’Brugsens gamle lokaler, har ofte mange kunder i butikken. Der er travlt, og det var der også den dag i sidste uge, hvor Fødevarestyrelsen kom på uventet besøg. Men den dag gik alt ikke lige efter bogen, og det er årsagen til, at der nu hænger en sur smiley i vinduet hos Ana Frugt og Grønt.

Af kontrolrapporten fra besøget fremgår det nemlig, at der var tydelige problemer med rengøringen.

 

“I kølerum med opbevaring af div. fødevarer ses der skimmellignende belægninger på hylder og nederst på væg bag reol. På det meste af reolen er der en belægning af snavs. På svingdør til kølerum ses der mørke belægninger. På væg under bord ses der gullige belægninger. I opvaskemaskine ses der gullige og rødlige belægninger,” står der blandt andet i rapporten.

 

Her bliver det også beskrevet, hvordan der i baggården, hvor der blev opbevaret emballerede kolonialvarer, blev fundet snavs, cigaretskodder og blade. De beskrevne forhold betød, at Fødevarestyrelsen gav stedet en sur smiley samt en bøde på 5.000 kroner.

 

Første sure smiley i 26 år

Da Lokalavisen Aarhus får fat på indehaver Assim Demirci, der driver butikken sammen med sin storebror, er der ingen tvivl om, at den aarhusianske grønthandler er ramt på sin stolthed.

 

“Det er min første sure smiley i 26 år,” gør han det klart flere gange. Smileyordningen har dog kun eksisteret siden 2001, men siden sin første fødevarebutik i 1994 har Assim Demirci aldrig fået bøder af Fødevarestyrelsen, fortæller han.

 

“Hele sidste uge har jeg haft nedtur over det,” fortsætter han.

 

Ifølge hans forklaring skyldtes den manglende rengøring og rod ved Fødevarestyrelsens pludselige besøg i sidste uge, at man havde en håndværker på besøg lige præcis den dag. Grønthandlen var nemlig i gang med at få fikset en vandhane, og under det arbejde blev der fundet snavs og gule belægninger.

“Vi havde rigtig travlt den dag, og hvad er lige sandsynligheden, at de kommer lige præcis den dag, hvor vi har en håndværker på besøg,” fortæller han og fortsætter:

“Men hun (den udsendte fra Fødevarestyrelsen, red.) gør jo bare sit job, og hun havde loven på sin side. Men der er blevet rettet op på det hele. Vi har gjort rent, og vi har også købt to køleskabe, så der ikke skal opbevares fødevarer i kølerummet, hvor der let kan opstå belægninger på grund af ventilationen,” fortæller Assim Demirci og oplyser, at alle de fødevarer, der stod i kølerummet med belægninger, blev opbevaret i lukkede plastikbøtter.

 

Med den sure smiley og bøde følger der to gebyrbelagte opfølgende kontrolbesøg, fremgår det af Fødevarestyrelsens rapport.

 

Shopping Aarhus Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev